(Mine) evner i fokus
I dag holdt jeg oplæg for ca. 70 mennesker om at være ansat i fleksjob. Initiativet havde min arbejdsplads taget i forbindelse med kampagnen ‘Evner i fokus’ - om at få mennesker med handicap i job. Dagens overraskelse Jeg blev overrasket og meget glad i dag. Fordi det pludselig gik op for mig, hvor mange givende ting, der er kommet ud af min erfaring de sidste 8 mdr i det job, som jeg fortalte dem om. Jeg var ikke så nervøs, som jeg havde troet. Jeg glædede mig faktisk til at fortælle om det, da jeg trådte op foran dem. Jeg ved, hvorfor jeg kommer til at gå meget styrket ud af det her jobforløb, som slutter den 1. juli. Fordi første gang i mit arbejdsliv er det lykkes at være et sted, hvor jeg kommer ud med noget, der ligner energi og en tro på, at det nok skal lade sig gøre at finde et job snart. Fordi jeg fik lov til at bidrage med mine evner og blive støttet i at arbejde på den måde, jeg er bedst til. Og accepteret for at indgå i kollegialt fælleskab på den måde, jeg kan. Nytter det? Når jeg ser på det ud fra min egen oplevelse af øget selvtillid er ‘Evner i fokus' en rigtig god idé til at skabe ringe i vandet udfra positive livserfaringer. Hvis os der stiller os op og taler om et job, vi trives i, faktisk bliver bevidste om, hvor meget vi har rykket os er det jo med til at skabe en tro på, at vi kan gøre det igen. Jeg havde på den anden side en ambivalent følelse ved at stille op. Jeg skulle bidrage til en karrieredag, hvor formålet er at give mennesker med handicap en tro på, at de kan bidrage til arbejdslivet, og at virksomhederne er parat til at hjælpe dem. Men meget tyder på, at det er mange virksomheder ikke. I hvert fald kun i teorien. Det er et godt signal for en virksomhed at signalere social ansvarlighed ved at deltage i de her initiativer. Men følger de op med handling? Nogle gør heldigvis, for ellers ville jeg f.eks. ikke have stået og sagt det, jeg gjorde i dag. Svære betingelser - uanset hvem der tæller Det er blevet sværere i det danske samfund at være handicappet eller kæmpe med andre svære livsbetingelser, og det bliver endnu sværere fremover. Det tyder alt på. Uanset hvor styrket jeg går ud af det her jobforløb, og uanset hvor meget selvtillid jeg nu har fået med mig, så er der jo ikke mange kroner tilbage i Dannevang. Uanset hvem der tæller dem. Og det sætter ligesom nogle begrænsninger for udfoldelsen. Men jeg havde lyst til at sige ja til arrangementet. For det er en god idé. Uanset at omgivelserne ikke kan leve op til det lige nu. Selv de virksomheder som er villig til at støtte op - og også har bidraget til ansvaret - kommer mere og mere i knibe og har svært ved at fastansætte de mennesker, som har fået chancen og brugt den godt. Eller, på trods af at viljen er der, bare ikke længere har midlerne til overhovedet at ansætte. 70 nye konkurrenter og 70 nye venner Jeg fik mig også i dag ca. 70 konkurrenter til et nyt job - mennesker der står i en situation, som endnu ikke er langt væk i min erindring. Jeg var der selv for 8 mdr siden. I dag bidrog jeg til at de mennesker vil slås endnu hårdede for at komme i job snart. Men konkurrenter er der jo uanset hvor jeg søger og hvad jeg søger. Jeg kan bedre lide tanken om, at vi hjælper hinanden med at komme i arbejde. Jo mere vi giver, jo mere godt kommer der tilbage til os. Snart bliver der vedtaget gennemgribende forringelser af de ordninger, der før har givet mennesker med handicap nogle langt bedre muligheder for at bidrage til fællesskabet. Så jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at den gruppe af mennesker kommer i arbejde, før forringelserne træder i kraft. Det er sværere at hjælpe dem, der endnu ikke har fået fleksjob, eller får brug for et, efter reformerne. Derfor kan jeg lige nu bedst hjælpe dem, der allerede er i ordningen og stadig har mulighed for at blive i den, hvis de får sig en fastansættelse i meget nær fremtid. Det gav frem for alt mening Jeg vil dog også stadig arbejde for, at fremtidige generationer af mennesker med handicap eller andre svære livsbetingelser får mulighed for at bidrage og opleve, at det de kan, har en unik værdi. Det oplevede jeg på min egen krop i dag, og det giver så meget mening at give erfaringerne og troen videre til andre. Og jeg vil sige ja igen, hvis jeg får chancen. Og det satser jeg på, jeg gør snart.
