Paradoksalt er det sjældent mennesker med autisme, der har det svært med at blive kaldt autist. Mange siger det direkte: Jeg er autist. Temple Grandin er et eksempel på et autistisk menneske, der både ønsker at bliver anerkendt for hendes specifikke kompetencer men også for hendes autisme. Hej, jeg hedder Stinne, jeg er... Når vi præsenterer os, kunne det lyde sådan her: Hej, jeg hedder Stinne, jeg er autist og 37 år gammel. Eller hej, jeg hedder Stinne, jeg er mor, jeg er dansker osv.... Det interessante er, at i vores præsentation bruger vi begreber der tilsammen definerer vores identitet. Nogle lægger vægt på at de først og fremmest er mor, eller de fremhæver deres nationalitet – eller deres politiske tilhørsforhold. For mig er autismen så gennemgribende for min personlighed, at det falder helt naturligt at definere min identitet ud fra at være autist. Sammen med alt det andet, som jeg også er. En kær ven af mig, Anja Hende (autist og stifter af autismwhisper), udtrykte på et tidspunkt, da vi debatterede det: “Begreber gør det muligt at kommunikere, og  begrebsafgrænsninger er nødvendige for at vi kan kommunikere”. Læs her Anjas undren over, hvorfor denne begrebsafgræsning mellem neurotypiske og autisme synes at provokere nogle mennesker. Stigmatisering eller brobygning? Hvorfor er det så provokerende for nogle, når vi bruger begrebet autist om os selv? Flere forældre giver udtryk for, at de er bange for at deres børn bliver sat i bås og stigmatiseret. At de bliver begrænset, fordi vi ser dem som autister. De er også bange for andre menneskers fordomme, hvis de siger: "Mit barn er autist", og billedet af 'rainmain' så dukker op hos de uvidende. De synes så det er nemmere at sige, at autisme, det er noget deres barn har. Det skal så kun være en lille del af, hvem de er. De ønsker at barnet bliver set som det individ det først og fremmest er – og ikke som en autist. Det er en besnærende tanke og fuld af gode hensigter. Men jeg vil så sige: Hvorfor behøver det at være autist udelukke, at vi har en individualitet? Alle autister er forskellige. Jeg tilhører også kategorien kvinde, men det betyder jo ikke, at jeg ikke har en individualitet, der gør, at jeg ikke kun er kvinde, men kvinden Stinne. Jeg har fællestræk med alle andre kvinder – men jeg er også forskellig fra alle kvinder via min individualitet. Sådan er det også med autismen. Autismen gør, at jeg deler fællestræk med andre autister. Det er en del af min identitet, ligesom det at være kvinde er det. Vi er nødt til at have kategorier til at definere os selv. Jeg hører ofte frygten for, at det så bliver en opdeling i ‘os og dem’. I dette tilfælde mellem ‘neurotypiske’ og ‘autister’. Der vil altid være fare for en ukonstruktiv 'os og dem' tænkning. Men forskellene er der jo. Kunsten er at lære af hinanden og bygge bro mellem vores verdner. Hvornår er jeg autist? Jeg ER autist.  Jeg er Stinne. De ting kan for mig ikke skilles ad. For hvornår er jeg autistisk, og hvornår er jeg bare Stinne? En klog kvinde med autisme nævnte i debatten: Hvornår er jeg autist i løbet af en dag? Fra 14-16? Nej, jeg er autist 24-7. Det kan ikke isoleres fra vores personlighed. Et andet begreb jeg har stødt på er ‘et autistisk menneske’ – en definition af Felix Peter Munch. Læs her  http://theaspie.blogspot.dk/2011/02/autist.html hans indlæg om at tage begreberne autist, autistisk og autisme tilbage. Jeg kan godt lide hans måde at anskue det på, fordi han netop giver udtryk for, at der er tale om et menneske med en bestemt måde at tænke på, sanse på og i det hele taget at være på. Men jeg har selvfølgelig reflekteret meget over, om forældrene har ret, når de siger, at vi begrænser vores børn ved at kalde dem autister og se autismen som gennemgribende for deres identitetsdannelse. Nogle forældre mener, at man kun bør give børnene en diagnose for at få hjælp fra systemet. Derfor bruger de kun autismebegreberne, når de er i kontakt med deres sagsbehandlere og andre offentlige instanser. Jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg fik ikke diagnosen, udelukkende med det formål at få hjælp, selvom min søgen efter svar var et udtryk for, at jeg kæmpede med at finde ud af, hvem jeg var og hvorfor jeg havde svært ved at klare mig i livet. Det allervigtigste for mig var at få anerkendelse af det, jeg altid havde følt, men som ingen kunne se. Det var som ‘at komme hjem’. En anden klog kvinde  i debatten (hun er selv autist) sammenlignede følelsen med den, som adoptivbørn har. Hvem er jeg, hvor stammer jeg fra, hvem er mine 'artsfæller'? Jeg kan godt lide sammenligningen og den viser, at hun har forstået autismen som bærende for vores identitetsfølelse. Det er nok bare noget jeg bilder mig ind... Forudsætningerne for at opdage min autisme var ikke til stede, da jeg var en pige på 10 år med problemer. Derfor kan jeg ikke bebrejde min familie, at de ikke kunne ‘se’ mig. De så Stinne, men de så ikke autisten Stinne. Det var der ingen, der gjorde. De så ikke alt det, jeg gik alene med og ikke kunne sætte ord på. Jeg gemte det væk og prøvede af al magt ignorere det, jeg mærkede. Jeg tænkte: Det er nok mig, der er noget galt med. Så er det bare nok noget, jeg bilder mig ind. Disse er sætninger, der kørte rundt i mit eget hovede i mange år. Nøglen til livet Min diagnose gjorde, at jeg for første gang i mit liv ikke længere følte mig forkert. Jeg havde fået en nøgle til mit eget liv. Redskaber til at navigere i en verden, jeg altid har haft svært ved at forstå. Diagnosen fuldente min identitetsdannelse, hvor der manglede en meget stor brik i puslespillet. Siden har der kun åbnet sig døre, og jeg føler mig bestemt ikke begrænset. Tværtimod. Jeg har også hørt formuleringen: Det er ikke så vigtigt, hvilke kort vi er givet. Det er vigtigt, hvordan vi spiller dem. Til det kan jeg med ærlighed svare, at jeg først er begyndt at spille mine kort, da jeg fandt ud af, hvilke kort jeg var givet. Og det fandt jeg først ud af i en sen alder, da endelig kunne sætte ord på den anderledeshed, jeg altid havde vidst var der.

Det findes ikke – findes jeg så heller ikke? Hvad sker der for et barn, hvis forældre ikke vil nævne autismen ved navn? De forsøger måske af al magt at leve op til det billede, forældrene har af dem. Og hvis det er, at barnet er smukt, dejligt, specielt, intelligent, omsorgsfuldt, fantasifuld osv - så er det jo fint på mange måder. De roser dem måske netop også på de områder, hvor de opfører sig ‘normalt’. Alle børn vil gerne leve op til deres omgivelsers forventninger til dem. Også autistiske børn. Men måske går barnet så alligevel rundt med en udefinerbar følelse af anderledeshed, som der ikke bliver sat konkrete ord og begreber på. Hvis ikke nogen ser og spejler barnets opfattelse af sig selv, så vil det undertrykke følelsen og i stedet forsøge at leve op til omgivelsernes af det. Jeg har hørt eksempler på, at det opfattes som en succes, hvis barnet ikke opfører sig ‘autistisk’. Udtryk som: “Han er næsten kommer ud af sin autisme”, “hun er vokset fra sin autisme” osv. Men er det et mål i sig selv? At barnet opfører sig så ‘normalt’ som muligt? Er det hvad barnet har det best med, eller er det hvad omgivelserne har det bedst med? Jeg er ikke vokset ud af min autisme. Den lever i bedste velgående. Men jeg er blevet bedre til at kompensere for de sider af autismen, der giver mig problemer i forhold til mine omgivelser. Og jeg er blevet bedre til at anerkende og bruge de styrker, som autismen også giver mig. Skovle, spader og autister Så min bøn til forældre til autister er: Anderkend jeres børn som de unikke personligheder, de er. Men anerkend også autisme som en gennemgribende del af deres personlighed. Det kan ikke skilles ad. Det er afgørende for deres identitetsfølelse. Nogle forældre er heldigvis i stand til begge dele, det har jeg set mange eksempler på. Men jeg ser desværre også angsten for at italesætte deres børn som værende autister – og det mener jeg er at svigte autistiske børn. Hvis det negligeres, gemmes væk, bagatelliseres, så er det jo i grunden at underkende vores eksistens. Fortæl jeres børn det som det er og fortæl jeres omgivelser hvordan det hænger sammen. Jeg ynder at kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade – og en autist for en autist. At nogle mennesker så har fordomme, gør det jo bare endnu mere vigtigt at give præcise oplysninger.