En perfekt timet påskepremiere
Som optakt til påskeferien kunne den tyske film Korsvejen (Kreutzweg) ikke være bedre timet. Det er den perfekte påskefilm. Rammefortællingen er bygget over den katolske fortælling om Korsvejen, som er en såkaldt ‘andagt’ til Jesu Kristi lidelse og død.
Fra station til station i fortællingen om Marias lidelse og død Filmen er lavet over korsvejens 14 ‘stationer’, hvor man følger teenageren Maria, som er opvokset i en mildest talt ordotoks katolsk familie. Hun tager sin tro meget alvorligt og gør alt, hvad der står i hendes magt for at leve op til budskaberne, som de prædikes af byens præst i konfirmationsforberedelserne forud for den nært forstående konfirmation. Korvejens oprindelse og betydning
“Jesu Kristi korvej består i den katolske fortælletradition af af 14 (nogle gange 15) afsnit, som kaldes "stationer". I næsten alle kirker findes en korsvej. Nogle gange er der tale om en række billeder, andre gange er det en serie relieffer og af og til blot en række kors med tal. Ved at gå fra station til station følger man i ånden Jesus på den tunge vej fra domfældelsen over korsfæstelsen på Golgata og til graven. Kristus har lidt for vore synders skyld, og ved at leve os ind i Kristi lidelse får vi øjnene op for, hvad det egentlig vil sige: nemlig hvor stor Hans kærlighed til os er, og hvor stor vor skyld er. Denne indsigt fører til anger og omvendelse. Desuden er korsvejsandagten en øvelse, hvor vi ved at følge Jesus på korsvejen hver især lærer at bære vort personlige kors i Hans ånd”. (kilde: http://www.katolsk.dk/1393/).De 14 stationer
1. Jesus dømmes til døden 2. Jesus tager korset på sig 3. Jesus falder første gang 4. Jesus møder sin mor 5. Simon af Kyrene hjælper Jesus med at bære korset 6. Veronika rækker Jesus svededugen 7. Jesus falder anden gang 8. Jesus taler til de grædende kvinder 9. Jesus falder tredje gang 10. Jesus berøves sine klæder 11. Jesus bliver korsfæstet 12. Jesus dør 13. Jesus tages ned fra korset 14. Jesus lægges i graven
Der er ingen vej udenom – vores hovedperson skal dø Den første scene varer 15 minutter. Her følger man den sidste konfirmationsforberedelse, forud for konfirmationen, hvor den demagogiske præst hører konfirmanderne i troen. Den er nærmest en kortfilm i sig selv. Maria sidder tilbage efter timen og spørger præsten, hvordan man kan ofre sig selv for at være en god kristen. Hun er særligt interesseret i, om hun kan ofre sig selv for at redde et andet menneske fra sygdom. Senere i filmen erfarer vi, at der er tale om en helt konkret person, nemlig hendes lillebror, som er stum og ingen ved hvorfor, hvilket synes at være en tung byrde for familien. I denne første scene dømmes Jesus til døden. Maria er Jesus, det er hendes lidelseshistorie, som er filmens fortælling. Det er Marias forsøg på at hæve sig over det jordiske liv – som Jesus der ofrer sig selv i kærlighed til alle mennesker. Filmes præmis er nådeløs, for Jesus dør jo, og der er intet vi kan gøre for at forhindre det. Vi har ikke andet valg end af følge Maria i hendes lidelse og undergang. Marias smertefulde splittelse Marias mor er fundamentalitisk i sin tro og har som mål at holde sin Maria ren og dydig, hvilket indbefatter total afholdelse fra bl.a. musik med ‘sataniske rytmer’. Marias rene tro (hun forstår dybden af, hvad det er for en lidelse Jesus gennemgik), er moderens tro grotesk fundamentalistisk og alt andet end kærlig. Og en tematik i filmen er netop Marias splittelse mellem den uopnåelige kærlighed fra moderen og sin egen spirende selvstændighed og seksualitet. Hun fristes af den jævnaldrende Christian, som hun første gang møder i 3. kapitel: “Jesus falder første gang”. Christian viser hende interesse, og interessen er gengældt – men Maria har en mission, og den følger hun bogstavelig talt ‘dødsens konsekvent’. En af de mest rørende scener i filmen er derfor også, da hun syg og afkræftet få dage før konfirmationen afviser Christian, som er bekymret for hende. Hun siger:
“Hvis du virkelig holder af mig, så gå og frels din egen sjæl”.Man ser hvor meget hun lider over det afkald, hun må give på selve livet.
Den kontrollerende, kvælende og ødelæggende moderkærlighed En anden meget stærk scene for mig er kapitlet “Jesu møder sin mor”, hvor Maria kører i bil hjem fra skole sammen med sin mor, efter efter hun har mødt den jævnaldrende Christian for første gang på skolens bibliotek. I starten af scenen er der en ‘god stemning’ i bilen – i hvert fald forsøges der. Man aner hvor smuk moderen faktisk er, når hun en sjælden gang smiler og man ser glimt af ømhed i forhold til sin datter. Men hendes facade krakelerer hurtigt, hvis datteren formaster sig til at have selvstændige meninger og tage initiativer, der ikke er med i moderens ortodokse ‘masterplan’. De taler på et tidspunkt om den stumme broder, og moderen beretter frustreret, at efter adskillige lægebesøg falder mistanken på autisme. Maria siger:
“Hvad hvis Gud har skabt ham lige præcis som han skal være?”Det får moderen til at eksplodere og anklage Maria for at gøre tingene sværere, end de i forvejen er for familien. Hun undskylder dog hurtigt sit vredesudbrud og får genoprettet den gode stemning i bilen. Men da Maria, efter moderen har fortalt om planerne med at skrifte hos præsten og bagefter shoppe kjole sammen til konfirmationen, siger, at hun netop den eftermiddag gerne vil til kor sammen med en ‘veninde fra skolen’ (i virkeligheden er det Christian, der har inviteret hende), så er det slut med moderens tålmodighed og forsøget på at spille ‘den kærlige moder’. Hendes ansigt forvrænges fra det ene øjeblik til det andet, da Maria spagfærdigt fortæller, at koret udover Bach-koreller også synger Soul og Gospel. Moderen får talt Maria ’rettet ind’ og talt til fornuft. Hun angrer og siger, at hun ikke engang har lyst til at synge sådan noget. Planerne om skriftelse og shopping fastholdes, og moderen smiler kontrolleret – hun føler hun stadig har styr på slagets gang. Men som vi som publikum ved vi bedre. Marias undergang er uundgåelig. På sit dødsleje græder Maria hjerteskærende over, at hun er overbevist om at moderen ikke elsker hende. At hun ikke har æret hende og levet op til sin tro. Splittelsen er total lige til det sidste. Ligeledes hos moderen, som over for bedemanden bedyrer, at Maria døde for et højere formål. At hendes datter var det smukkeste eksempel på den rigtige og fuldkommen rene tro, og at det der skete faktisk var et enestående religiøst mirakel, fordi Maria døde for et højere formål. Som hun siger: “Vi har ikke noget at være kede af.” Og henvendt til den tavse og gennem hele filmen ekstremt fraværende husbond, spørger hun: “Er du ikke enig?” Han rejser sig demonstrativt til svaret på hendes spørgsmål, og hun bryder sammen i nærmest primal, instinktiv dyrisk gråd i sorgen over at have mistet sit barn. Alle filmens fornuftige stemmer spiller fallit Alle scener er stærke, og så ufattelig stramt fortalt. Men en scene, der også gør særligt indtryk er kapitlet: “Jesus frarøves sine klæder”. Her er Maria feberrystende hos lægen, udmattet og alvorligt syg efter kollaps til konfirmationen. Moderen er sammen med hende hos lægen og svarer ustandselig på Marias vegne på lægens spørgsmål. Lægen beder hende forlade lokalet, så han kan snakke med Maria alene. Men moderen nægter. Det fantastiske ‘greb’ i denne scene er, at selvom det lykkes lægen endelig at få indlagt Maria trods moderens protester, lykkes det ham aldrig at få hende til at forlade lokalet. Maria kalder på au-pair pigen Bernadette, den eneste hun i filmen har et nært og tillidsfuldt forhold til. Det lykkedes at få Bernadette ind til Maria, men moderen er stadig i lokalet. Jeg ser det som instruktørens kritik af den utroligt stærke magt, som dogmatisk tænkning kan få over mennesker. På et tidspunkt siger han:
“Maria er en ung pige, hun har ret til privatliv.”Men moderen insisterer på sin tilstedeværelse og kontrol over Marias liv og skæbne. Lægen fortæller også moderen, at han ser tegn på mishandling af Maria, på mobning, og at hun er ‘anoretisk’ (på det tidspunkt meget tynd og afkræftet). Selv lægevidenskaben står magtesløs i kapitlerne "Jesus korsfæstelse" og "Jesus død". Lægerne har alle teknologiske muligheder for at gribe ind og redde Maria liv. Men det accepteres, at Maria ikke vil spise. Bernadette sidder ved Marias side og erfarer, at Maria vil ofre sit liv for at få lillebroderen ‘rask’. Maria beder om at få tilkaldt præsten for at få den sidste nadver, og Bernadette siger, at hun så vil gå ud og sige til lægerne, at Maria vil dø, og at de må gøre alt for at stoppe hende. For som både Bernatte og præsten har sagt: “Der er brug for dig i lang tid endnu – her på jorden”. For Gud har brug for sine ‘krigere’. Men Maria er overbevist om sit utimative offer, og intet kan stoppe hende. En sygeplejerske kan dog svinge sig op til at sige, at “det nok ikke var det smarteste at gøre”, da præsten giver Maria en oblat, som hun kvæles i og dør, efter forgæves forsøg på genoplivning. Også i en tidligere scene, fornemmer man, at der i omgivelserne findes mennesker, der kan tænke og handle selv og forsøger at nå ind til Maria i hendes dogmatiske, indre fængsel. Til dem – udover lægen – hører selvfølgelig Christian, som fordomsfrit og utrætteligt bliver ved med at spørge nysgerrigt ind til Marias verdensbillede. Der er Au-pair pigen Bernadette, som tilmed har modet til at sige det matriarkalske overhovede i familien lodret imod ved at protestere over, at Marias ‘bekendelser’ og angren til et aftensmåltid i familiens skød, skulle være være et udtryk for synd. Og så er der gymnastiklærerinden, som siger til Maria, at hun gerne vil tale med hendes forældre om Marias værgren mod at bevæge sig til sataniske rytmer i idrætsundervisningen. Men hendes autoritet er heller ikke vægtig nok til at bremse Marias mission. Mere end en ensidig religionskritik Men filmen synes ikke blot at være en religionskritik, for flere af filmens mere fornuftige stemmer vedkender sig at være troende, men med plads til forskellige måder at forvalte sin tro på, og at ingen kender den ultimativt sande vej. Derfor er filmen mere men en kritik af alle former for dogmatisk og fundamentalistisk tænkning. Og dermed bliver den også en krititk af ungdomsfællesskabers diktering af, hvordan man skal se ud og være i den moderne kultur, hvor så mange unge piger som Maria lider af spisevægring, angstforstyrrelser og en usund perfektionisme, hvor de nægter sig selv selve livet for at passe ind. Dette bliver helt tydeligt i scenen med gymnastiktimen, hvor vi erfarer, at Maria er faldet helt uden for fællesskabet – kun forsvaret af Christian, som også står i perifien ved at følge sin egen vej og retten til at være et frit menneske. Han synes at være filmens klare, humanistiske stemme. Et maleri på film Det er en af de reneste, smukkeste og strammeste fortællinger jeg nogensinde har set på film. Ingen replik, ingen kameraindstilling kunne undværes i det samlede billede, som nærmest ligner et maleri på film. Og netop kameraindstillinger var der ikke mange af. Alle 14 scener i filmen, på nær to, er uklippede scener fra én fast kameraindstilling. De to gange, hvor kameraet bevæger sig, er i kapitlet “Jesus falder tredje gang”, hvor Marias vej følges, ligbleg og svimmel som hun er, op til alteret til konfirmationen – og i filmens afsluttende scene, "Jesus lægges i graven", hvor man ser en gravko hælde jord ned i Marias grav. Kompromiseløse filmgreb stiller krav Så lange uklippede scener stiller store krav til filmens publikum. Jeg synes anmeldelsen i filmmagasinet Ekko udtrykker det så præcist:
“Udover at fremmane den hermetisk lukkede, klaustrofobiske verden i tilskueren, stiller filmen også sin tilskuer fri til at udforske scenerne.Ligesom hos Brüggemanns æstetiske åndsfælle, svenske Ruben Östlund, får karaktererne plads til at dissekere sig selv, og som hos den svenske mesterinstruktør mærker man et strejf af både Michael Haneke og Ulrich Seidl, bare uden misantropien.”Netop Ruben Östlund, Michael Haneke og Ulrik Seidl hører til mine yndlingsinstruktører. Faktisk så jeg tilfældigvis Seidls ‘Dog Days’ aftenen før på DVD. Og jeg er enig i ligheden. Kompromisløsheden i de filmiske greb, og den oplevelse man får som tilskuer af at være en voyer, der ikke kan undslippe – men som er nødt til at udforske scenerne selv, da man ikke får meget ‘hjælp’ af instruktøren, som ‘bare’ har sat kameraet op til det, der udspiller sig foran det. At jeg skriver i citationstegn er fordi instruktøren selvfølgelig har en pointe med hver eneste replik og kamerainstilling, og med det ønsker at fortælle os, hvad vi skal tage med hjem fra filmen. Men fælles for netop de tre beslægtede instruktører og ‘åndsfæller’ til Dietrich Brüggemann er, at de vil helst ikke tale om, hvad de synes vi skal få ud af deres film. Det er op til os. Som tilskuer oplever man derfor, at der bliver stillet krav. Man kan ikke bare læne sig tilbage i halvanden time og dovne bag lærredet – man bliver på en underlig måde ‘medskyldig’, som en ‘flue på væggen’ bag den stilleståede kameralinse. Det er fabelagtigt lavet. At man kan lave en film med så meget tale og så lidt billedmæssig bevægelse, hvor filmen aldrig bliver langtrukken, men derimod kan holde tilskueren (mig) i en ‘skruestik’, i dyb koncentration, fra start til slut, er mageløs filmkunst i min verden. Håbet om en anden slutning Filmen står også i skærende kontrast til den amerikanske filmtradition og skabelon i forhold til filmens tematik, også når man tænker i ungdomsfilm, identitetsdannelse og spirende seksualitet på tærsklen til voksenlivet . Man sidder flere gange og tager sig selv i at håbe på, at Maria bryder fri fra fængslet og igangsætter sit ungdomsoprør – simpelthen giver de fundamentalistiske, frihedsberøvende omgivelser fingeren, så hun kan udleve sit sødmefulde og nysgerrigt eksperimenterende teenage væsen, med alle de helt normale ting, der hører sig denne periode af livet til. Man forstår i den grad Christians forelskelse i hende, og man ønsker virkelig, at hun bliver reddet fra den hjernevask, der hurtigt, effektivt og helt bogstaveligt er ved at suge al livskraften ud af hende. At hun kan blive ‘reddet’ på sin vej mod selvstændighed og menneskelig frihed, og at de onde, mørke kræfter ikke får lov at sejre. Men så nemt slipper man ikke i ‘Korsvejen’. For filmens præmis er fastlagt i første scene, hvor Maria dømmes til døden. Vi ved det godt, men vi stritter imod af alle kræfter og hepper indvendigt på, at Maria skal ‘vågne op’ og bryde fri. Fordi det er så grotesk og meningsløst at overvære, hvad hun udsætter sig selv for i sit offer for et højere formål. Og det er nok også meningen, at vi sidder med den følelse. For den måde at forvalte livet og troen på giver virkelig ingen mening. Ingen slipper fri Der er et udtryk, der lyder, at ‘religion er roden til alt ondt’. Det er så ikke religionen, der skildres ensidigt ondt i denne film. Det er den menneskelige ondskab, der står for skud, som den kommer til udtryk i al form for undertrykkelse, psykisk mishandling og dogmatisk tænkning – i ortodokse og fundamentalistiske miljøer, men også i mere ‘normale’ menneskelige fællesskaber. Og det skildres larmende konsekvent i Korsvejen. Ingen slipper fri. Filmen forfalder derfor aldrig til lette fortolkinger, som man som tilskuer trygt kan hvile i. Der er langt flere lag og nuancer, som vi er nødt til at tage livtag med for at komme dybere ned i filmens budskaber. Jeg kendte ikke til filmens rammefortælling på forhånd. Jeg troede derfor umiddelbart, at titlen henviste til det engelske udtryk ‘Crossroads’, hvor man netop står ved skillevejen mellem det gode og det onde. Men det er ikke temaet for filmen. Korsvejen hentyder til Jesus lidelseshistorie, og instruktøren har skrevet manuskriptet sammen med sin søster, som er netop selv er strengt, religiøst opdraget. Efter jeg fik læst op på emnet fik jeg lyst til at se den igen – så jeg kan forstå endnu mere af, hvad der udspiller i filmens 14 kapitler, som er så smukt sat sammen. Jeg er overbevist om, jeg kun er nået en brøkdel ned i de lag, som den film rummer. Hurra for en film, jeg kan ikke få armene ned og komme ‘ned på jorden’. Jeg er i filmhimmelen. Og der bliver jeg nok nogen tid, for den her film har virkelig mejslet sig ind i min bevidsthed. Bedre påskefilm fås ikke, så hermed en opfordring, hvis du har tid til en tur i biffen i påskedagene. Du kan se en ‘appetitvækker’ her: Og her den danske trailer.
