neuroland http://www.neuroland.dk om autisme, hjerner, anderledeshed, tilstande, måder at tænke på Fri, 15 Jul 2016 18:40:18 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.7.6 Når ordene svigter http://www.neuroland.dk/naar-ordene-svigter/ http://www.neuroland.dk/naar-ordene-svigter/#comments Tue, 12 Jan 2016 11:26:02 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=3124 I det sidste specielt halve år af 2015, har jeg været så udfordret i mine omgivelser, at jeg igen har oplevet, som så mange gange før, at ordene svigter mig. Jeg bliver så stresset, at jeg får sværere ved at formulere mig flydende. Min verden sanser jeg i mindre og mindre detaljedele, og det samme sker med mine tanker. Når jeg er allermest udfordret og stressniveauet faretruende højt, og jeg skal sætte ord på, hvad der sker overfor mine omgivelser, så bliver det sværere for mig at holde sammen på helheden. Jeg mister ind imellem den røde tråd, fordi der kommer så mange flere detaljer med, når jeg skal fortælle, hvad der sker, og hvordan jeg har det. Og jeg har ikke overblikket til at kunne udelade dele, som måske ikke er nødvendige for mine omgivelser i forhold til at forstå. Det er som om detaljerne folder sig ud og nærmest ‘eksploderer’ i mit hovede, eksponentielt med stressbelastningerne. Hvor skal tankerne gå hen, når de ikke kan finde vej? Når det er allerværst, mister jeg deciderede sproglige færdigheder. Ordene bremser i mig, og jeg kan ikke få det ud, som jeg så krystalklart kan formulere ned til den mindste detalje i mit indre. Indeni holder tankevirksomheden aldrig pause. Tværtimod. For jo højere stress jeg oplever, jo flere tankestrømme opstår der, og de står i kø for at prøve at ordne og strukturere det kaos, jeg oplever indeni. Men det er som de bare ender med at klumpe sig sammen. Som en garnnøgle af tanketråde, der er viklet ind i hinanden. Hvor start og slut ikke længere findes. Så får jeg den oplevelse, at ordene svigter mig. Ordene, som ellers er min altid sikre og trygge havn. Ordene som er mit stærkeste våben mod netop kaos. De har ikke længere noget sted at gå hen og finde hvile. For hvor går man hen, når alt går ned? Hvor går man hen, når verden går i sort, og det er svært at se vejen ud af den labyrint, som jeg har følelsen af at befinde mig i – og som jeg i tankerne, med al magt, prøver at holde styr på? Mangel på mening og sammenhæng giver færre samlede formidlinger I sådanne tilstande af kaos får jeg sværere og sværere ved at skabe sammenhæng i det, jeg oplever i og omkring mig, og får derfor også tilsvarende svært ved at udtrykke mig sammenhængende og meningsgivende. For når jeg mister grebet om ordene og ikke længere ved, hvad der er op og ned, syd og nord, øst og vest, højre og venstre – så evner jeg ikke længere at sætte ordene sammen i noget, der bare minder om en helhed. Når jeg først havner der, kan jeg ikke få forløst de mange tankestrømme, fordi jeg ikke kan få dem på plads. Jeg kan ikke få dem placeret på de rette hylder og i de rette kasser. De bliver ikke til overskuelige helheder for mig, som jeg kan formidle i en samlet formidling af et emne eller en problemstilling. Som jeg kan afslutte, før jeg starter på den næste. Derfor har der også været meget stille på Neuroland især i sidste halvdel af 2015. Blæsevejret, der i år satte rekorder. Også i mit indre Der har været meget blæsevejr i 2015. Mere end almindeligt. Faktisk helt udsædvanligt. Helt konkret og bogstavelig talt, i følge statistikkerne på DMI. Det har der også i mit liv. Jeg synes også, at mit indre blæsevejr har sat nye rekorder. Fra lette briser, friske og jævne vinde, der varsler forandringer – forandringer der vækker uro og angst i mig. Over stærk blæst og stiv kuling, når jeg står midt i forandringer, der presser mig ud over, hvad jeg reelt evner at kompensere for. Til storm og orkan, der river og flår i min indre i kampen for at finde løsninger på svære problemer og dilemmaer. Og i de meste ekstreme øjeblikke tornadoer, hvor det føles som om at selve livsfundamentet er ved at skride under mig. Når jeg er helt inde i orkanens øje eller i centeret af en tornado, så er det som om, at ordene også spredt for alle vinde. Og når der bliver stille igen, må jeg ud i hele min verdens afkroge for at samle stumperne og rydde op efter uvejret. Når tankerne flytter sig ud af fastlåstheden og finder hvile Når tankerne klumper sig fast og står i kø; når de kører i ring og dermed ikke når det punkt, hvor de bevæger sig ind i en ny erkendelse – så hjælper det mig at bevæge mig fysisk. Men det er ikke altid nok. Det hjælper ikke meget, hvis det også blæser udenom mig (og ikke kun indeni). For blæst påvirker mine sanser enormt. Jeg bliver urolig og stresset af det. Men når der så har vejret dage med stille vejr udenfor, har jeg gået ture for at få tankerne til at bevæge sig ud af fastlåstheden og nye steder hen. På mange af de ture jeg har gået i min store og smukke ‘baghave’, kysten ved Øresund, har jeg taget billeder. Af helt stille landskaber. For lige præcis de landskaber er faktisk et billeder på den indre tilstand af ro, jeg længes sådan efter. Vindstille_Blikstille_Havblik16 Du kan se et udvalg af de billeder her. Stilhed. Tyst. Vindstille. Blikstille. Havblik. Min naturlige ‘grundtilstand’ er stilheden. Hvor intet flytter sig, bevæger sig og dermed ikke forandrer sig. Hvor der er ro, orden, symmetri, balance, rene linier og harmoni. Ligevægt. Det er i samspillet med mine omgivelser, at denne tilstand 'trues' og efterlader mig i kaotiske, angstfyldte og stressende tilstande. Længslen efter grundtilstanden er for mig den autistiske længsel efter perfektion i alle livets forhold. Hvor alle detaljer har fundet lige præcis deres plads i et samlet hele. I et komplet system, så netop ville vælte, hvis der manglende bare én detalje i helheden. De tilstande, hvor intet mangler, intet larmer – men hvor alt er præcis som det skal være – dem finder jeg i disse billeder. Vindstille_Blikstille_Havblik15 Disse syn på nethinden tager jeg med mig hjem, og det hjælper til at lade mig op med indre ro. Så får tankerne et ‘hjem’ at finde hvile i. Når jeg ikke evner at få ordene til at falde til ro i mig selv Et sted hvor mit kaotiske indre og tankemylder også finder ‘sjælefred’, når jeg ikke evner at få ordene til at falde til ro mig selv, er i kontakten med mine allertætteste, livgivende relationer. Mine få, men uundværlige, tætte venner. Mine livliner. De mennesker jeg har i mine allerinderste relationsringe. For når ordene svigter mig, betyder det ikke, at jeg holder op med at kommunikere. Faktisk tværtimod. Jeg har netop et endnu større behov for at kommunikere alle de tanker, der låser sig fast i mit indre. Så mine livliner har måttet ‘lægge øre til meget’ i den sidste tid (måttet læse lange skriv, med mange budskaber og detaljer, som har fyldt hele min verden). Og det har de gjort med en kæmpe tålmodighed, rummelighed og kærlighed. De får alle mine ord. Rummer mine ord. Bliver aldrig træt af dem. Hos dem findes et ‘hjem’ for mine tanker. Et ‘hjem’ hvor ordene modtages, reflekteres over og sendes tilbage Hos mine livliner bliver mine ord modtaget med den største omsorgsfuldhed, nænsomhed og kærlighed. De bliver læst og lyttet til – så de ikke længere flyver hvileløst omkring som løsrevede fragmenter. De bliver også reflekteret og sendt tilbage i en ny form. Som nye input, stof til eftertanke eller kærlige ‘los bagi’. Som spejlinger, hvor jeg ser mig selv krystalklart i deres øjne. Ser både mine styrker og mine skyggesider. Som to sider af samme mønt. Som alt i livet er, og som også findes i mig selv. Det styrker mig og giver mig nyt liv, fordi tankerne bliver sat i bevægelse, omsat til refleksion og når det punkt, hvor de også tager ‘kvantespring’ i nye erkendelser. ‘Venner i nærheden’. Eller stjerner man altid ved er der På Facebook er der en funktion, hvor man kan se ‘venner i nærheden’. Friends nearby Den behøver jeg ikke at bruge. For mine tætteste relationer er altid hos mig. Altid ved min side, uanset hvor de fysisk befinder sig i forhold til mig. Friends are like stars Som en vildfaren satellit i rummet Når jeg føler mig forvirret, angst, fortabt og fortvivlet i mit indre kaos, så er jeg som en vildfaren satellit i rummet. Jeg er lost og uden retning retning og holdepunkter i et uendeligt mørkt univers. Og når det er alleværst, så er det som om, jeg bliver suget ind i universets ‘sorte huller’. Men så ser jeg lysglimtene i mørket. Mine stjerner. Når de kommer tættere på, er de farverige planeter, med hver deres atmosfære, overflade, temperatur og vejrforhold. De er der altid, uanset hvor håbløst og ensomt det føles. Ind i mellem kan jeg have svært ved at se dem. Så skimter jeg dem kun som mørke skygger, hvor jeg kun aner konturerne. Når jeg er i den tilstand, kan jeg godt rammes af en angst for, at de forsvinder helt. ​Når bevidstheden om, at de er der et sted, ikke er tilstrækkelig til at berolige mig, så får jeg brug fra et håndgribeligt og synligt tegn på, at de er hos mig. At de er MED mig i virkeligheden.Så beder jeg dem om at fortælle mig, at de stadig er der. Beder dem om et livstegn. Når de så hører mig, ser mig og reagerer på min kommunikation og mine råb om hjælp, så lyser de op. Og jeg kan igen finde vej. Når jeg bliver opgivende holder mine livliner fast Når jeg har været allermest opgivende, så er det netop der, hvor mine livliner holder allermest fast i mig. De giver aldrig op over for mig, men viser mig, at der ALTID er en vej. Den vej vi går sammen. I de nok sværeste uger i 2015, som også var nogle af årets sidste, ydede to af mine allertætteste livliner, på deres måde, en uvurderlig støtte for mig. Som den ene, min allertætteste autistiske veninde, skrev til mig efter storme have raset og efterladt mig i totalt kaos:
“Jeg er her i hvert nano sekund i dit liv Du er aldrig mere alene i sjælen”.
Hun ser mig altid, helt ind til mit allerinderste. Og hun har omfavnet mig med mange lindrende ord gennem tiden. Mange kærlighedserklæringer. Men denne ramte særligt stærkt, da  jeg modtog hendes SMS. For lige netop der var følelsen af at være alene, altovervældende. Og da modløsheden og opgivenheden satte ind med en overvældendestyrke nogle dage efter – som en tsunami der skyllede ind over mig – trådte min anden livline til. En ven som jeg ikke har kendt så længe, men som for halvandet år siden trådte ind i mit liv 'med træsko på' og hurtigt fik en stor plads i mit hjerte. Han er blevet en meget særlig og sjældent unik neurotypisk ven, og han sendte mig denne smukke anekdote:
“En lille pige lavede et stort sandslot med en voldgrav til. Under udgravning til voldgrav stødte den lille pige på en stor sten. Pigen kunne ikke grave stenen fri og begyndte at græde. Pigens morfar hørte pigen gråd og spurgte ind til årsag. Pigen fortalte at hun havde gjort ALT for at fjerne stenen. Morfar skældte pigen ud og sagde"du sagde at du havde gjort alt, men du hentede ikke mig" hvorpå morfar gravede stenen fri og kastede den langt væk.”
Det var som 'balsam for sjælen' da jeg læste de ord. For det gjorde, at jeg mærkede at have et menneske tæt på, der stod klar med råd, vejledning og hjælp i helt konkrete handlinger. Jeg følte, at jeg ikke behøvede at bære al byrden på mine skuldre alene. Mit livs fundament Mine livliner har været der hele tiden. Trofaste ved min side og utrætteligt har de VILLET mig, og de har været nettet under mig, når jeg har haft følelsen af at træde ud over en afgrund og været usikker på, om jeg overhovedet ville nå over på den anden side. Den kærlighed jeg mærker fra dem, og fra min egen lille familie, er mit livs allerstørste rigdom. Og at have en sådan kærlighed i mig liv føler jeg mig umådeligt priviligeret og dybt taknemmelig over. Som nu nyligt afdøde, selveste Hr. David Bowie, har beskrevet den allerstørste største erfaring et menneske kan gøre sig:
"The greatest thing you’ll ever learn is just to love and be loved in return."
Det er så enkelt. Og det er så sandt. Og netop kærligheden udgør det fundament, der har båret mig igennem endnu et svært og udfordrende år. I alt det blæsevejr, der har truet så mange gange med at vælte mig omkuld. Men jeg står stadig fast. Grundet mine livliner, der har været der til at gribe mig, når jeg var ved at vælte. De har hele tiden været der. Foran mig, bagved mig og til begge mine sider. Og de har holdt fast i mig. Som Dolly Parton engang så stærkt har formuleret det:
“Storms make trees take deeper roots.”
Dette er så stærkt og præcist beskrevet. Og meget kendetegnende for mit 2015. Og efter de første spæde skridt ind i 2016, har jeg – takket være mine livgivende relationer – genvundet mod og styrke nok til at tage nye ‘livtag’ med alle de udfordringer, der end måtte komme i den tid, jeg nu går i møde. Og til være ligeså trofast, ligeså utrættelig og ligeså stærk for dem, som de har været det for mig. 2016 er endnu ikke ret gammel. Ikke mange sider er vendt i endnu en bog på ca. 365 sider. Og der er noget uskyldigt over et år, der kun lige har taget sin begyndelse. Det får mig til at tænke på en strofe af en gammel popsang (af Sam Cooke), som lyder:
“She was only sixteen, only sixteen I loved her so But she was too young to fall in love And I was too young to know”
Jeg ved ikke, hvad 2016 bringer. Det kan gå mange veje. Jeg ved, der kommer mere blæsevejr. Flere lette briser, flere jævne og friske vinde, kuling, flere storme, orkaner og måske endda tornadoer. Jeg ved, at blæsevejr får blade til at falde af, får træer til at svaje – og grene kan ryge af undervejs. Men mine rødder er blevet stærkere. Så stammen får det ikke lov til at knække. For ét ved jeg. Mine livgivende relationer, min familie og tætteste venner – mine livliner – de er ved min side og vandrer fortsat med mig på min vej i år 2016. Og med den bevidsthed med mig har jeg følelsen af, at jeg kan klare ALT. I stilheden efter storm vender mine ord tilbage Jeg håber, at der i 2016 også bliver længere perioder med stille vejrforhold. Og som, i takt med den fordybelse, der indfinder sig i de mere stille stunder, giver sig til udtryk i min formidling som mere samlede refleksioner fra de erfaringer, jeg gør mig på den vej, jeg bevæger mig ud af – og som jeg bagefter kigger tilbage på. Stadigvæk tanker på gennemrejse i Neuroland. Men med flere ophold undervejs, hvor ordene ikke længere svigter, men hvor jeg derimod føler, at jeg får min stemme tilbage igen. Så på gensyn og genhør her på Neuroland. Og godt nytår til alle jer, der læser med.]]> http://www.neuroland.dk/naar-ordene-svigter/feed/ 1 Flowerworks, en hyldest til en jeg elsker og refleksioner om det at miste http://www.neuroland.dk/flowerworks_hyldest/ http://www.neuroland.dk/flowerworks_hyldest/#comments Sun, 30 Aug 2015 11:38:26 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=3003 Jeg elsker at fotografere. Blomster er et yndet motiv. I sommerferien var jeg en tur i Europas efter sigende smukkeste slotspark, beliggende i Helsingborg. Sofiero. Og det er et smukt syn med alle blomster. Nu fik jeg så en særlig anledning til at dele dem på Neuroland. Der er ikke sket noget længe på Neuroland. Det har været en gold ørken, idet mit liv de seneste måneder har føltes lidt som en ørkenvandring. Men nu er det begyndt at blomstre igen. Flowerworks var det ord, der faldt mig ind til dette album af blomster. Anledningen til Flowerworks Det er mit første indlæg i lang tid og et afsæt til nye tanker, der skal spire, gro og springe ud i refleksioner og analyser af hjernens uransagelige veje. Anledningen kom dog på en lidt trist baggrund. Men tankerne efterfølgende dannede grobund for et indlæg, som er en hyldest til et menneske, jeg elskede, men som jeg nu har mistet. Fyrværkeri bruges til markeringer af begivenheder – af begyndelser og slutninger. Fireworks. Det gør Flowerworks også. Dette indlæg er dedikeret til min morfar. En markering af et dødsfald, en fejring af livet og kærligheden.   Flowerworks   Hvornår mærker man forskellen er og er ikke mere? Det er mærkeligt med døden. Det er så svært at begribe. På dagen hvor jeg fik beskeden, mærkede jeg ikke den store forskel på den dag, til forskel fra dagen før. Det var svært at forstå. Ja, han er her ikke mere. Men jeg havde ikke set ham i lang tid, ikke snakket med ham i lang tid. Og hvordan skulle det føles så anderledes, sådan helt konkret – i min helt lavpraktiske hverdag, at han ikke er her mere? Vi havde ikke meget fysisk kontakt, ej heller telefonsamtaler. Telefoner har jeg det bare generelt svært med, og jeg skal tage lange tilløb for at snakke i telefon med andre mennesker. Min morfar havde det faktisk ligesådan. Han er præget af sit arbejdsliv på havet, som kaptajn på redningsskibet, hvor telefonsamtaler kun var til ultrakorte beskeder og kommandoer. Det gav ham så meget, hvis man kom et smut forbi plejehjemmet, men man tager ikke bare lige et smut fra København til Frederikshavn med jævne mellemrum. Så hvordan kan man savne noget eller nogen, som i lang tid ikke har været nærværende i ens liv? Måske først langt senere vil sorgen indfinde sig. I en bestemt situation, hvor man pludselig bare synes, at der mangler noget. Lige netop at det menneske mangler, som en briki puslespillet. For sådan har jeg oplevet det før. Et nyt reskab til de svære samtaler Men stadigvæk er døden svær at begribe. En god hjælp denne gang til at snakke om, hvad der sker i os, når nogen tæt på os dør, viste sig denne gang at være en filmoplevelse. Filmen ‘Inderst inde’ så vi sammen med min søn sidste weekend. Den har han taget til sig lige med det samme, og allerede i den første snak vi havde omkring morfar/oldefars død, lige efter vi overbragte nyheden til ham, brugte han det filmunivers til at sætte ord på, hvad han umiddelbart følte og tænkte. Det er et helt fantastisk ‘redskab' til de mere følelsesrelaterede snakke, som ofte er svære for autister. Den kan varmt anbefales, og jeg tror den er god at se med alle børn. I det hele taget tror jeg man kan få meget ud af den, uanset hvilken alder man har, da den giver så gode forklaringer på i konkret og let forståeligt billedsprog, hvad der sker i hovedet på mennesker, når de reagerer følelsesmæssigt (du kan læse om filmen her). Og det med at forstå og håndtere følelser har alle mennesker brug for, til at blive klædt godt på til at tackle forskellige aspekter af livet. Og jo før i livet jo bedre. I filmen følger man teenagepigen Riley, der står over for en stor forandring i sit liv – at skulle flytte og skifte skole. I hendes hovede er 5 forskellige ‘følelsesfigurer’: Glæde, Triste, Afsky, Vrede og Frygt. Rene grundfølelser. Figurerne trykker på bestemte ‘knapper’ i hjernen og styrer derfor Rileys følelsesmæssige reaktioner. Derudover får man indsigt i, hvad der sker i hjernen, hvad der danner personligheden, hvordan ‘kerneminder’ lagres i de forskellige 'øer' af ens personlighed, hvad der sker når man gennemgår forandringer, og hvordan minderne farves af forskellige grundfølelser. Filmen har nok et forklaringsproblem, hvis man satte Peter Lund Madsen på for et videnskabeligt faktacheck i forhold til hvad der sker i vores hjerner (hvor kommer genetikken f.eks ind i billedet?). Men filmen er fantastisk til at forstå følelseslivet på et meget håndgribeligt billedplan, der kan danne afsæt til mange samtaler om, hvad der sker i en selv, som kan være svært at sætte ord på, og ikke mindst giver filmens univers et redskab til at formulere mulige forklaringer på, hvad der sker i hovedet på andre mennesker, når de reagerer som de gør. Lige nu er det naturligt nok mest figuren ‘Triste', der trykker på min søns knapper, men glæden er der også – i minderne. Og som et af budskaberne i filmen er: Det hele skal have plads. Hvis man ignorerer en ‘stemme’ (grundfølelse), insisterer den blot endnu mere og kræver plads, indtil nogen tager den alvorligt og lytter til den. Det kan være modsatrettet (flere følelser er til stede på samme tid), og det i sig selv er være svært og kaotisk at forholde sig til som autist, da vi vil helst have at tingene er entydige, sort/hvid, enten/eller, men det er livet jo sjældent. Det modsatrettede i sorgbearbejdelsen Sorgbearbejdelse kan være mange ting. Det behøver ikke kun være ‘ked af det’-hed og salte tårer. Det kan være, når man, i et kaos af modsatrettede følelser, mærker vrede over noget, som er uforløst i relationen til den, man har mistet, samtidig med glæde over de gode minder, der også har været. Eller måske endda lettelse, fordi man har oplevet et svigt, der nærmest er ubærligt. Her er vi ude i det mere tabubelagte. Men ikke desto mindre kan det også være virkeligheden i nogle menneskers liv, når de oplever et dødsfald blandt deres nærmeste. Det kan også være frygt, fordi man konfronteres med egen dødsangst. Frygt for alt det ukendte – uvisheden om, hvad der egentlig sker med os, når vi engang skal herfra. Det kan være meget modsatrettet. Oplevelse af afskeden er afhængigt af bagagen Mine følelser i forhold morfars død er lykkeligvis meget ‘rene’. For mine minder om ham er lyse og fyldt med med kærlighed. Derfor er det en sorg, der ikke er følelsesmæssigt kompliceret for mig at forholde mig til. Fordi jeg netop havde en ukompliceret relation til min morfar, og fordi måden han døde på var en naturlig og logisk afslutning på et langt, levet liv. Et godt liv. Så det er heller ikke en afsked med følelser af afmagt og meningsløshed, som indfinder sig, når døden rammer tilfældigt og brutalt, uretfærdigt, alt for tidligt, og med al for meget lidelse. For det har jeg også oplevet, og jeg kender mennesker, der har oplevet det, og jeg har fornemmet, hvordan det vanskeliggør sorgbearbejdelsen. Sorgberarbejdelsen kan også blive vanskeliggjort af relationerne til de mennesker, der også havde en relation til den afdøde. Måske reagerer man bare meget forskelligt på sorg. Måske havde man vidt forskelligt forhold til det menneske, man har mistet, hvor én havde et ukompliceret forhold – og god relation – til den afdøde, og en anden et mere kompliceret forhold – og besværlig relation – til den samme person. Det kan være svært at mødes om. Hvor vanskeligt det er at bearbejde en sorg afhænger derfor meget af, hvad man har med i bagagen. Hvad fik man selv af redskaber i sine første møder med døden som barn? Havde man nogen at tale med det om? Nogle der var åben for de helt ufiltrerede spørgsmål, man stiller som barn? Kom man med til begravelsen, eller blev man beskyttet i 'misforstået hensyn'? Blev man mødt med et helt ‘regelsæt’ af ‘rigtige’ og ‘forkerte’ følelser, eller fik man plads til reagere, sørge, undre sig, være bange – på lige præcis den måde, man havde behov for? Eller blev man mødt med berøringsangst og de voksnes frygt for at blive konfronteret med egne uforløste problemer og evne til at håndtere mødet med døden? Alt det er så væsentligt i forhold til den redskabskasse, man selv får med sig i livet, og som man får brug for i mødet med uafvendelige, hvor ingen går fri. Hvilke spor blev der sat? Sorgbearbejdelsen for mig er mest af alt at rette min tankevirksomhed mod det menneske, jeg har haft en relation til. Et menneske, der har formet, præget eller på en eller anden måde har haft indvirkning på mit liv, og give det fuldt opmærksomhed. Et menneske som var, og nu ikke er mere. Det jeg umiddelbart havde mest behov for, efter nyheden om min morfars død, var at fylde min bevidsthed med de dejlige minder jeg har om ham. Og om de spor han har sat hos mig, i mit liv. Redningsskibet og fyrtårnet Min morfar.‘Søulken’, Kaptajn på redningsskibet i Skagen. Han stod i min barndom på mange måder, både som et ‘fyrtårn’ (han var næsten 2 meter høj, og altid rank og stolt) og et ‘redningsskib’ for mig. Han så mig, når jeg var udenfor fællesskabet og hos ham følte jeg altid, at jeg havde en plads. Hvis jeg var ked af det og følte mig særligt ensom, forkert eller ved siden af, så opdagede han det og gjorde alt for at vise mig, at jeg i hvert fald hørte til hos ham. Han insisterede på, at jeg skulle sidde ved siden af ham til frokostbordet, og jeg elskede at jeg havde netop den plads, det var helt fast og det skulle der ikke laves om på. Det fik mig til at føle mig som noget helt særligt. Mødte mig altid der hvor jeg var – selv med følgeskab af MTV Senere da jeg var teenager, så jeg MTV alene sent om aftenen, efter alle var gået i seng. Min mormor og maorfar havde mange tv-kanaler, hvilket vi ikke havde derhjemme, så når alle i familien var gået til ro og jeg endelig følte jeg havde fred, så var det det bedste, jeg vidste, at have den tid for mig selv (den følelse har jeg stadig – hvor jeg nyder stilheden, når familien sover, og det bare er min egen tid uden forstyrrelser). Nogle gange kiggede min morfar ind i stuen, hvor jeg sad og så tv, fordi han skulle op flere gange om natten (han vågnede altid på grund hans rytme med arbejdet, hvor han i tide og utide blev kaldt på redningsvagt). Han forstod ikke, hvad jeg kunne lide ved alt det larm, der var på MTV – men han var den eneste, der gad gå helhjertet ind i det sammen med mig, spørge hvad det var jeg kunne lide ved det og snakke med mig om, hvad der rørte sig i mig som teenager. Han tog mig alvorligt, og jeg følte mig værdifuld i hans øjne. Tydelig, forudsigelig og sikker. Autismevenlig Jeg elskede hans rutiner, for det gjorde ham forudsigelige, tydelig og tryg. Han gik sine ture ved havet hver eneste morgen, og han løste sin kryds og tværs på bestemte tidspunkter, tog sin middagslur på bestemte tidspunkter. Det var i grunden meget autismevenligt. Jeg elskede hans leg med en hvid stofserviet, som han gjorde til en levende mus, der kravlede op og ned af ham og ind i ærmerne og ud gennem skjorteåbningen. Det var en meget uartig mus, og han fik ALLE børnebørn og oldebørn til at hulke af grin over det nummer. Igen, igen, igen blev han plaget om at gentage det. Vi kunne ikke få nok af det.   Morfars-leg-med-Peter-Graa   Jeg husker hans farver, han havde mest lyst tøj. Lyseblå og hvide skjorter, sandfarvede bukser. Havets farver. Alting passede sammen hos ham. Som i perfekt tegnede mønstre. Vores fælles historier Jeg husker en periode, hvor han og jeg sendte historier til hinanden i brevform. Jeg startede historien, han skrev videre på den. Og sådan kørte det frem og tilbage. Vi nåede vidt omkring, og jeg ventede med spænding på, hvad der ville ske i vores fælles fortælling, og det kriblede i mine fingre, når der lå et brev i postkassen fra min morfar. Jeg var så spændt. For det var jo ikke småting, vores hovedperson blev udsat for. Man efterlader ikke dørken i uorden – eller vinduer. Jeg husker vores søns barnedåb, hvor min morfar, efter festen var slut, vaskede gulv i hele selskabslokalet i det kulturhus i Valby, vi havde lejet til formålet. Han kunne jo ikke bare ‘forlade dørken’ på et skib, der trængte til at blive spulet. Mere effektiv gulvvask har jeg aldrig set siden. Jeg tænker også på ham hver gang, jeg vasker vinduer. For han lærte mig hvordan det skulle gøres, uden der kom striber. Kærligheden dør aldrig Han var et virkeligt dejligt menneske, som havde så meget kærlighed til os alle sammen i familien. Jeg er glad for, at jeg nåede at besøge ham sammen med min søn på plejehjemmet for få år siden. Det er mit sidste ‘levende billede’ af ham. Der sad han bare lykkeligt og iagttog 3 børnebørn (min søn og min fætters to drenge) lege. Han var halvdøv, så han kunne ikke høre, hvad de snakkede om. Men det så ud til at være fuldstændig ligegyldt. Det var en lykkestund for ham at have alt det liv omkring ham i den time vi var der. Som om han sad der og tænkte: "Wow, Did I Do That? Det er mit værk - alt det har jeg været med til at starte. 4 generationer. Det er lige godt noget.   Morfar med boerneboern   Han har været et lyspunkt i mit liv, men selvom han er død nu, holder han ikke op med at lyse i min bevidsthed. Så på den måde dør kærligheden til et elsket menneske aldrig, selvom personen ikke er her fysisk mere. Kærlighedens pris For ligesom kærlighed ikke kan afgrænses til – og er begrænset af – tid og rum, så er sorgen det heller ikke. Det er ikke sådan, at man der fuld turbo på 'ked af det' i tre måneder, hvor ansigtet skal lægges i triste folder, og så går det pludselig over og man er glad igen. Sorg kommer man aldrig over, for sorg er kærlighedens pris. Man lærer at leve med sorgen. Man har elsket, og kærligheden dør ikke, fordi det menneske man har elsket ikke er mere. Som jeg fornylig læste en person udtale i en artikel om sorgbearbejdelse:
”Når du sørger, er du nede at røre ved livets grundfundament. Sorgen er kærlighedens pris. Vil du undgå at opleve sorg, skal du aldrig indgå i relationer med andre mennesker. “
Kærligheden er i relationen Og det er jo sådan, det er. For kærlighed er i relationen. Mellem mennesker. Den lever jo stadig videre i os, der stadig er her. Derfor er sorgen uløseligt forbundet med kærligheden. Det er et udtryk for, at nogen har haft en positiv betydning i ens liv. Når man mærker et savn, så er det fordi der mangler noget, der har givet en noget værdifuldt i livet. Mellem mennesker Derfor har jeg ogå haft det sådan, at et savn over et menneske, man har mistet (hvad enten det er døden der har skilt os ad, eller at relationen er brudt af andre årsager), pludselig kan indfinde sig længe efter og ramme én med fornyet styrke. Jeg oplevede her i sommer. Med min svigermor, som døde for halvandet år siden. Min søn har haft et svært år, men nu har han skiftet skole og er kommet i rammer, hvor han stortrives. Den udvikling der er sket med ham de sidste par måneder er kvantespring på kvantespring. Og jeg jeg ved, at hun ville have glædet sig langt ind i sjælen over den udvikling, han har gennemgået. Det ville jeg gerne, at hun havde været med til at opleve sammen med os. Ligesom jeg kan forestille mig, at hvis vi skal holde min søns konfirmation, og vi står der og skal have vasket et beskidt gulv i et selskabslokale – så vil jeg nok savne ‘kaptajnen på skibsdækket’ ekstra meget til at klare det i en håndevending. Eller i en anden situation, jeg endnu ikke kan forestille mig, hvor det bare pludseligt overvælder en, fordi noget aktiverer bestemte minder. Ligesom en bølge der skyller ind over en. Jeg fik at vide, at det sidste min morfar havde snakket om, var blomster. Det lyder dejligt – og ikke det er nok ikke det værste at have ‘på lystavlen’, lige inde man skal herfra. Så intet var mere oplagt end at dedikere mine blomster fra Sofiero til ham. Og morfar, alle bølger i mindet om dig skal være velkomne. Uanset om de er voldsomme og vælter mig, eller jeg mærker de blide krusninger og dønninger, som minderne giver. Hver og én af mine blomster, er til dig, morfar. Et festfyrværkeri af blomster. Et farvel, en ‘salut’, der sender dig afsted til hvor, du nu skal hen. Tak for alt det, du har givet mig. Albummet Flowerworks kan du se her Flowerworks1.jpg]]> http://www.neuroland.dk/flowerworks_hyldest/feed/ 1 Gensyn med ‘perlen på højsletten’ http://www.neuroland.dk/gensyn-med-madrid/ http://www.neuroland.dk/gensyn-med-madrid/#respond Tue, 07 Apr 2015 10:09:50 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=2857 I det tidlige forår var vi, min mand og jeg, en tur i Madrid – 'perlen på højsletten', midt inde på den spanske 'pampas'. Jeg var der for 8 år siden på samme tidspunkt, i slutningen af februar. Og jeg har ønsket at vende tilbage lige siden. Først og fremmest fordi Madrid er den fedeste ‘hænge ud’ by. Et paradis for natteravne Madrid er B-menneskernes paradis. Morgenmad ved 11-tiden, frokost ca. mellem 14 og 17. Aftensmaden indtages ikke før 22 og indtil efter midnat. Madrid har et diskotek, der åbner kl. 6 om morgenen. Det er konskvent ‘night-owl’ livsstil. Lige efter mit B-hjerte. Hotellet vi boede på havde morgemad helt frem til kl.11.30. Det er god stil. Et folkefærd der gør mig ‘glad i låget’ Men der er mange andre grunde til, at Madrid er et besøg værd. Madrilerne er et helt specielt folkefærd. Jeg hader deres fodboldhold af et rent Barca-hjerte. Men Madrilerne som sådan kan jeg ikke have noget imod, for byens indbyggere er så imødekommende. Høflige, hjertevarme, livsglade. Og så er de stolte. Stolte af at være Spaniens midtpunkt, stolte af at være madrilerenere. Der er så meget livsglæde, når man møder folk. Gavmildhed, imødekommenhed, gæstfrihed og en masse kærlighed og lidenskab til mad, kunst og kultur. Man bliver ‘glad i låget’ over at møde så mange glade og åbne mennesker. Vi snakkede med en af receptionisterne på hotellet, vi boede på. Hun havde været i København for et års tid siden, også i februar. Hun oplevede den danske cykelkultur som noget helt særligt. Fordi næsten alle cykler. Det gør de ikke i Madrid. Og hvad er så noget særligt ved Madrid? For mig er det livsglæden. De cykler godt nok ikke meget. Men de kommer hinanden ved. Ugens rytme Madrilenerne mødes. På gadehjørner, på barer, på restauranter, på byens forskellige torve. Når de har fri fra arbejde og går deres ‘Tapeo’ sidst på aftenen. Man mødes. Overalt i Madrid. Når der er liv om aftenen er det svært at forestille sig, at der overhovedet sidder nogle tilbage i deres lejligheder, så mange møder man på byens mange pladser og centrale strøg. Til gengæld er der så tidspunkter på dagen, hvor alt nærmest er øde. I hvert fald på gaderne, for der altid mennesker at finde på barerne. Ugens cyklus er speciel. Jeg kan huske sidst jeg var der for – der var vi der i slutningen af ugen. Denne gang kom vi søndag og tog afsted onsdag. Mit samlede indtryk af madrilenernes rytme danner et tydeligt mønster. Mandag og tirsdag er der nærmest ‘sovestemning’ det meste af dagen, som om hele byen har tømmermænd. Arbejdsugen starter meget søvnigt og langsomt. I løbet af onsdagen vågner folk så småt op og varmer op til højdepunktet i weekenden, hvor der nærmest er fest natten lang. Erobring med et bykort Når jeg rejser, elsker jeg at opdage byen gennem et kort. Simpelthen vandre fra kvarter til kvarter og lokalisere dem på kortet. Som at ‘erobre’ byen lidt efter lidt, indtil man får mere og mere overblik. Jeg elsker bare at gå rundt i en fremmed by - hele dagen - og opleve den ved at finde frem til gaderne ud fra mit kort. Som et puslespil. Hvor jeg opdager hvilke kvarterer der er, og hvad der kendetegner hvert kvarter. Finde de centrale pladser og seværdigheder. Ligesom med alt andet, så skal jeg have system i det. Og kortet er min måde at få overblik på og føle mig i kontrol. Jeg søger også altid mod byens højeste punkt som noget af det første. Og se byen fra oven, for så virker den knap så overvældende. Sådan har jeg også grebet mine rejser an i Madrid. Vores første mission – at finde bjørnen Man kan virkelig godt mærke, når man går rundt i Madrid at den er bygget på 7 høje – for man går op og ned, op og ned, hele tiden. At byen at bygget på 7 høje fandt jeg ud af, fordi jeg ville undersøge, hvad fodboldklubben Atletico Madrids logo betyder. Min søn David havde, inden vi skulle afsted, lavet en perleplade af Atletico Madrids logo. Det var en gave til os, som han syntes, vi skulle have, fordi vi skulle til Madrid. Atletico er den anden store klub i Madrid, hvor Real Madrid (FC Barcelonas ærkefjender) er den største. Så hvis man skal holde med en klub i Madrid, når man er Barca fan, så skal man selvfølgelig holde med Atletico Madrid. Og så tænkte han, at vi kunne tage perlepladen med for at signalere, at vi i hvert fald ikke holdt med Real Madrid. Godt tænkt. Jeg satte den på min taske, som jeg havde med i Madrid. Der var flere, der syntes den var vildt flot. Blandt andet hotelmanageren på det hotel, vi boede på. Og David blev så stolt af at jeg havde haft den med og kunne fortælle dem jeg mødte, at han havde lavet den til os.
Atletico_logo På logoet er en bjørn, der spiser bær af et træ. Jeg googlede på det inden vi tog afsted, for jeg blev nysgerrig og ville vide, hvad bjørnen på logoet og de 7 stjerner egentlig symboliserer. Forklaringen lyder, at de sy stjerner både betyder, at Madrid er bygget på 7 høje ligesom Rom, og også at det henviser til et stjernebillede bestående af syv stjerner, som netop hedder ‘bjørnen’. Så en oplagt mission i Madrid var selvfølgelig at finde bjørnen, som står på en af Madrids centrale pladser, så den var ikke svær at finde:
[See image gallery at www.neuroland.dk]
De uventede detaljer på vej gennem byen På vores vej gennem Madrid fæstnede mine øjne sig ved mange detaljer. Jeg stopper altid op, hvis mine øjne falder på en særlig arkitektur. Reina Sofie, det store kunstmuseum er en fantastisk bygning, jeg vil meget hellere se den udefra end det indvendige af museet. Specielt glasfacaderne, hvor man kan se de blå himmel spejle sig.
[See image gallery at www.neuroland.dk]
Jeg elsker også, når jeg går rundt i en by, og der så ligepludselig dukker en bygning op – nærmest ud af ingenting. På en gade, der ikke var noget særligt, tårnede denne kirke sig pludseligt op – og farverne, med sollyset bagved, gjorde den ekstra smuk. 
[See image gallery at www.neuroland.dk]  
  Jeg elsker også detaljer som denne – en 'salamander udsmykning’ på en bygning. Også på en af de ellers mere ‘kedelige’ gader.
[See image gallery at www.neuroland.dk]
Eller en af de mere sjove detaljer, her fra en bod på en plads, hvor der blev solgt ud af genbrug af gamle DVD'er og CD'er. Hvor den danske tekst 'det er for vildt' kom fra, ved jeg ikke. For det var ikke danske produkter, der blev solgt. Så det VAR for vildt.
[See image gallery at www.neuroland.dk]
Det er præcis det jeg elsker ved at gå på opdagelse på den måde. Man kan altid vælge de ruter gennem centrum, hvor alle de store seværdigheder ligger som perler på en snor. Men jeg elsker at opdage netop de detaljer, som jeg ender med at huske meget bedre. Fordi det blev til de seværdigheder, mine øjne valgte at fange på min egen vej gennem byen. Historiens vingesus – de mange monumenter og overdådige statuer Men så er der også de store historiske bygninger og monumenter, hvor man mærker historiens vingesus. Og man fornemmer, hvorfor Madrid netop er hovedstaden der midt inde på Pampassen, højsletten – højt beliggende, så man kunne se alle fjender, når de nærmede sig. For eksempel El Parque De Retiro. Jeg bor i Nordsjælland og har set en del statuer af diverse dyr og engle rundt i i haverne i villaerne på Strandvejen. Men de blegner noget i forhold til alle de overdådige statuer, der pryder parker og tagene på diverse statsbygninger, kirker og museer i Spaniens hovedstad.
[See image gallery at www.neuroland.dk]
Jeg elsker de storslåede løvestatuer, som vogter rundt om søen foran paladset, sammen med flere engle. Man følte sig godt passet på – både af løverne og englene, og jeg kan sagtens forestille mig netop den park som et fantastisk sted at slå sig ned med en bog på en varm dag ved en af de mange statuer og finde sin favorit. Jeg kommer netop til at tænke på en bogtitel: "3 engle og 5 løver", af Bjarne Reuter.
[See image gallery at www.neuroland.dk]
Smagsindtrykkene – fra traditionelle tapas til gin-tonic chokolade Særligt i Madrid er også at opleve gastronomien. Der er så ufatteligt mange steder at få nye smagsindtryk. Alt fra traditionelle tapas barer, med et skrabet bocadillos menukort og 4-5 kolde/varme tapas til nye eksperimenterende tapas steder, cafeer og internationale gourmetrestauranter med en til flere michelin stjerner. Stjernekokken Adrian Ferrán har også sat sit præg på byen, blandt andet på chokoladebutikken Cacao Sampacka. Et initiativ der skulle gøre chokolade til en helt særlig gastronomisk oplevelse. Og det er lykkedes til fulde, jeg måtte ligesom sidst jeg var der, slæbe en del chokolade med mig hjem. Cacao Sampacka har spredt konceptet og findes nu også i Barcelona, Valencia, Saudiarabien og 3 steder i Japan. Udover at man i Cacao Sampacka kan købe et hav af fyldte chokolade i en række af særlige smags-‘samlinger’ (har aldrig før prøvet en fyldt chokolade med gin-tonic, men den smagte fantastisk), er det også et sted, hvor man kan sidde ned og nyde et udvalg af deres ekstremt lækre kager, varm chokolade og kaffe. Det ville vi gerne, men der var fyldt op ved bordene. Så valgte vi at vente på, at der blev en ledig plads. Men der gik lang tid, og til sidst var vi ved at miste tålmodigheden. Men så kom en af de ansatte og sagde, at vi kunne komme med ud bagved i deres køkken, hvor de stod og lavede chokoladen. Der var et stort aflangt træbord. Der blev der så hurtigt tørret af, så vi kunne sidde der, og så serverede de kaffe og chokolade for os og var så søde og omsorgsfulde. En helt fantastisk service som gav et minde for livet. Con Amor – mucho mejor Jeg fandt et nyt kvarter i Madrid, som jeg ikke fik udforsket sidst jeg var der. Det var kvarteret mellem centrum (Plaza del Sol) og museerne Thyssen og Reina Sophia. Et ungt ‘boheme’ kvarter med specialforretninger og mere ‘nede på jorden’ cafeer/barer. Der hvor man kan tilbringe halve dage på steder, hvor der både er fred og ro og atmosfære. Vi besøgte en café i netop det kvarter, den sidste formiddag vi var der. Den var udsmykket med genbrugsmaterialer – både lamper, vægge og en masse dekorationer, der hang rundt omkring. Lamperne var lavet af tomme vand plastic flasker eller andre farvestrålende genbrugsmaterialer. På afstand lignede de en million, som pompøse lysekroner. Det var først når man kom helt tæt på, at man kunne se hvad de var lavet af.
[See image gallery at www.neuroland.dk]
Det var også tegnet på en tavle, der hang midt i cafeen. 
[See image gallery at www.neuroland.dk]
På spansk rimer det og betyder: Med kærlighed er alt meget bedre. Og jeg er helt enig. Der er ikke noget, der slår mad og drikke lavet med stor kærlighed. Og det er lige præcis noget af det, jeg elsker allemest ved Spanien. Der er masser af kærlighed til livet, landet og kulturen. Et tidligere liv i Spanien? Engang drømte jeg om at flytte til Spanien. For jeg føler mig så sært hjemme, hver gang jeg er der. Jeg ved ikke hvorfor, sådan er det bare. Når jeg tænder for tv’et på et hotelværelse og hører spanske studieværter kværne løs, så falder jeg til ro og føler mig hjemme. Eller når jeg støver rundt i et spansk supermarked. Nogle gange er det som en underlig følelse af, at have levet et tidligere liv i Spaninen. Men jeg kunne ikke længere tænke mig at bo i landet. Blandt andet fordi Spaniernes forhold til tid vil ende med at drive mig til vanvid. Da jeg boede i Andalusien et semester i forbindelse med mit spanskstudie, erfarede jeg, at hvis man har en aftale, f.eks. at mødes kl. 19, så vil en Spanier måske sige, at de vil være der ‘A las siete y pico’, hvilket på spansk betyder (kl. syv – og ‘lidt til’). ‘Lidt til’ kan være alt fra et kvarter til tre timer, så man ved aldrig rigtig, hvad man kan regne med. Det er nok lidt for meget ‘ad hoc’ efter min smag. Og IKKE særlig autismevenligt. Hvilket må være en udfordring, man nok godt kunne undvære som autistisk familie i Spanien. Men ikke et fremtidigt Men der er andre og mere tungtvejende grunde til, at bosættelse i Spanien ikke længere hører blandt mine livsdrømme. Som indledende nævnt var jeg i Madrid for 8 år siden – det var gennem mit arbejde dengang. Der oplevede jeg også livsglæden og den ubekymrede ‘lev livet let’ indstilling blandt Madrilenerne. Men i konstrast til netop det, oplevede jeg denne gang, at skellet mellem rig og fattig er blevet så markant meget større og mere synlig i Madrid. Der var mange tiggere på gaden, i ALLE kvarterer. Der er mennesker, der i den grad er røget helt ud af samfundets sikkerhedsnet, og som har mistet ALT. Det er en underlig kontrast at opleve en befolkning, som er så imødekommende og livsglade i deres møde med fremmede, der kommer til byen, ikke synes at ænse det triste i at flere og flere af deres egne medborgere rammer bunden. Men herhjemme ses jo også de samme tendenser. For selvom det ikke står ligeså slemt til og uligheden ikke er ligeså markant, så er vi politisk på vej i en farlig retning, hvor så mange grundlæggende menneskerettigheder udhules. Så meget er vi ikke altså heller ikke bedre end vores sydeuropæiske naboer, selvom Danmark stadig har ry for en høj velfærd.  Øget beredskab – den mere grimme side Påfaldende var også en massiv tilstedeværelse af sikkerhedsvagter og politi i Madrid. Da jeg var der for 8 år siden, så jeg kun enkelte politifolk på gaden. Denne gang var der nærmest tæt befolket af politi med både maskingeværer og skudsikre veste. Det er en trist udvikling og et tegn på et land i dyb krise. Jeg håber virkelig ikke, at København udvikler sig ligesådan, men med februars tragiske begivenheder i vores egen hovedstad (jeg rejste ca. en uge efter skudepisoderne i København), er vi mere og mere på vej i samme retning som det sker i Sydeuropa. Mere lukket, hvor sikkerhed vægtes højere en frihedsrettigheder, og hvor skellet mellem stærke og svage, rig og fattig vokser sig større og større. Måske der også var øget terrorberedskab i Madrid efter hvad der lige er sket i København (man kan jo være bange for endnu en ‘kopi’ af hvad der skete i Frankrig og i Danmark), og at det var derfor, der var så meget politi, som der var. Men uanset årsagen var det virkelig en synlig tilstedeværelse, og ikke særlig rart, da det giver en mere utryg stemning i bybilledet. Og selvom tendenserne ligner hinanden overalt i Europa, vil jeg trods alt ikke udsætte mig selv og min familie for yderligere livsforringelser ved at flytte til en af vores sydeuropæiske naboer og gå 10 skridt i forhold til velfærd og retsikkerhed. Jeg har en ven, der bor i Barcelona. Han er blevet invalid af en trafikulykke, og hans historie om et korrupt sundhedsvæsen, politi og retssystem er rystende. Men alt dette til trods er Madrid, med alle byens konstraster – fra det smukkeste til det grimmeste – en helt fantastisk by, som jeg på det varmeste vil anbefale at besøge. Du kan se alle mine neuro images fra turen her.]]> http://www.neuroland.dk/gensyn-med-madrid/feed/ 0 En perfekt timet påskepremiere http://www.neuroland.dk/en-perfekt-timet-premiere/ http://www.neuroland.dk/en-perfekt-timet-premiere/#respond Thu, 02 Apr 2015 22:20:02 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=2809 Korsvejen-billet
Fra station til station i fortællingen om Marias lidelse og død Filmen er lavet over korsvejens 14 ‘stationer’, hvor man følger teenageren Maria, som er opvokset i en mildest talt ordotoks katolsk familie. Hun tager sin tro meget alvorligt og gør alt, hvad der står i hendes magt for at leve op til budskaberne, som de prædikes af byens præst i konfirmationsforberedelserne forud for den nært forstående konfirmation. Korvejens oprindelse og betydning
“Jesu Kristi korvej består i den katolske fortælletradition af af 14 (nogle gange 15) afsnit, som kaldes "stationer". I næsten alle kirker findes en korsvej. Nogle gange er der tale om en række billeder, andre gange er det en serie relieffer og af og til blot en række kors med tal. Ved at gå fra station til station følger man i ånden Jesus på den tunge vej fra domfældelsen over korsfæstelsen på Golgata og til graven. Kristus har lidt for vore synders skyld, og ved at leve os ind i Kristi lidelse får vi øjnene op for, hvad det egentlig vil sige: nemlig hvor stor Hans kærlighed til os er, og hvor stor vor skyld er. Denne indsigt fører til anger og omvendelse. Desuden er korsvejsandagten en øvelse, hvor vi ved at følge Jesus på korsvejen hver især lærer at bære vort personlige kors i Hans ånd”. (kilde: http://www.katolsk.dk/1393/).
De 14 stationer
1. Jesus dømmes til døden 2. Jesus tager korset på sig 3. Jesus falder første gang 4. Jesus møder sin mor 5. Simon af Kyrene hjælper Jesus med at bære korset 6. Veronika rækker Jesus svededugen 7. Jesus falder anden gang 8. Jesus taler til de grædende kvinder 9. Jesus falder tredje gang 10. Jesus berøves sine klæder 11. Jesus bliver korsfæstet 12. Jesus dør 13. Jesus tages ned fra korset 14. Jesus lægges i graven
Der er ingen vej udenom – vores hovedperson skal dø Den første scene varer 15 minutter. Her følger man den sidste konfirmationsforberedelse, forud for konfirmationen, hvor den demagogiske præst hører konfirmanderne i troen. Den er nærmest en kortfilm i sig selv. Maria sidder tilbage efter timen og spørger præsten, hvordan man kan ofre sig selv for at være en god kristen. Hun er særligt interesseret i, om hun kan ofre sig selv for at redde et andet menneske fra sygdom. Senere i filmen erfarer vi, at der er tale om en helt konkret person, nemlig hendes lillebror, som er stum og ingen ved hvorfor, hvilket synes at være en tung byrde for familien. I denne første scene dømmes Jesus til døden. Maria er Jesus, det er hendes lidelseshistorie, som er filmens fortælling. Det er Marias forsøg på at hæve sig over det jordiske liv – som Jesus der ofrer sig selv i kærlighed til alle mennesker. Filmes præmis er nådeløs, for Jesus dør jo, og der er intet vi kan gøre for at forhindre det. Vi har ikke andet valg end af følge Maria i hendes lidelse og undergang. Marias smertefulde splittelse Marias mor er fundamentalitisk i sin tro og har som mål at holde sin Maria ren og dydig, hvilket indbefatter total afholdelse fra bl.a. musik med ‘sataniske rytmer’. Marias rene tro (hun forstår dybden af, hvad det er for en lidelse Jesus gennemgik), er moderens tro grotesk fundamentalistisk og alt andet end kærlig. Og en tematik i filmen er netop Marias splittelse mellem den uopnåelige kærlighed fra moderen og sin egen spirende selvstændighed og seksualitet. Hun fristes af den jævnaldrende Christian, som hun første gang møder i 3. kapitel: “Jesus falder første gang”. Christian viser hende interesse, og interessen er gengældt – men Maria har en mission, og den følger hun bogstavelig talt ‘dødsens konsekvent’. En af de mest rørende scener i filmen er derfor også, da hun syg og afkræftet få dage før konfirmationen afviser Christian, som er bekymret for hende. Hun siger:
“Hvis du virkelig holder af mig, så gå og frels din egen sjæl”.
Man ser hvor meget hun lider over det afkald, hun må give på selve livet.
Kreutzweg
Den kontrollerende, kvælende og ødelæggende moderkærlighed En anden meget stærk scene for mig er kapitlet “Jesu møder sin mor”, hvor Maria kører i bil hjem fra skole sammen med sin mor, efter efter hun har mødt den jævnaldrende Christian for første gang på skolens bibliotek. I starten af scenen er der en ‘god stemning’ i bilen – i hvert fald forsøges der. Man aner hvor smuk moderen faktisk er, når hun en sjælden gang smiler og man ser glimt af ømhed i forhold til sin datter. Men hendes facade krakelerer hurtigt, hvis datteren formaster sig til at have selvstændige meninger og tage initiativer, der ikke er med i moderens ortodokse ‘masterplan’. De taler på et tidspunkt om den stumme broder, og moderen beretter frustreret, at efter adskillige lægebesøg falder mistanken på autisme. Maria siger:
“Hvad hvis Gud har skabt ham lige præcis som han skal være?”
Det får moderen til at eksplodere og anklage Maria for at gøre tingene sværere, end de i forvejen er for familien. Hun undskylder dog hurtigt sit vredesudbrud og får genoprettet den gode stemning i bilen. Men da Maria, efter moderen har fortalt om planerne med at skrifte hos præsten og bagefter shoppe kjole sammen til konfirmationen, siger, at hun netop den eftermiddag gerne vil til kor sammen med en ‘veninde fra skolen’ (i virkeligheden er det Christian, der har inviteret hende), så er det slut med moderens tålmodighed og forsøget på at spille ‘den kærlige moder’. Hendes ansigt forvrænges fra det ene øjeblik til det andet, da Maria spagfærdigt fortæller, at koret udover Bach-koreller også synger Soul og Gospel. Moderen får talt Maria ’rettet ind’ og talt til fornuft. Hun angrer og siger, at hun ikke engang har lyst til at synge sådan noget. Planerne om skriftelse og shopping fastholdes, og moderen smiler kontrolleret – hun føler hun stadig har styr på slagets gang. Men som vi som publikum ved vi bedre. Marias undergang er uundgåelig. På sit dødsleje græder Maria hjerteskærende over, at hun er overbevist om at moderen ikke elsker hende. At hun ikke har æret hende og levet op til sin tro. Splittelsen er total lige til det sidste. Ligeledes hos moderen, som over for bedemanden bedyrer, at Maria døde for et højere formål. At hendes datter var det smukkeste eksempel på den rigtige og fuldkommen rene tro, og at det der skete faktisk var et enestående religiøst mirakel, fordi Maria døde for et højere formål. Som hun siger: “Vi har ikke noget at være kede af.” Og henvendt til den tavse og gennem hele filmen ekstremt fraværende husbond, spørger hun: “Er du ikke enig?” Han rejser sig demonstrativt til svaret på hendes spørgsmål, og hun bryder sammen i nærmest primal, instinktiv dyrisk gråd i sorgen over at have mistet sit barn. Alle filmens fornuftige stemmer spiller fallit Alle scener er stærke, og så ufattelig stramt fortalt. Men en scene, der også gør særligt indtryk er kapitlet: “Jesus frarøves sine klæder”. Her er Maria feberrystende hos lægen, udmattet og alvorligt syg efter kollaps til konfirmationen. Moderen er sammen med hende hos lægen og svarer ustandselig på Marias vegne på lægens spørgsmål. Lægen beder hende forlade lokalet, så han kan snakke med Maria alene. Men moderen nægter. Det fantastiske ‘greb’ i denne scene er, at selvom det lykkes lægen endelig at få indlagt Maria trods moderens protester, lykkes det ham aldrig at få hende til at forlade lokalet. Maria kalder på au-pair pigen Bernadette, den eneste hun i filmen har et nært og tillidsfuldt forhold til. Det lykkedes at få Bernadette ind til Maria, men moderen er stadig i lokalet. Jeg ser det som instruktørens kritik af den utroligt stærke magt, som dogmatisk tænkning kan få over mennesker. På et tidspunkt siger han:
“Maria er en ung pige, hun har ret til privatliv.”
Men moderen insisterer på sin tilstedeværelse og kontrol over Marias liv og skæbne. Lægen fortæller også moderen, at han ser tegn på mishandling af Maria, på mobning, og at hun er ‘anoretisk’ (på det tidspunkt meget tynd og afkræftet). Selv lægevidenskaben står magtesløs i kapitlerne "Jesus korsfæstelse" og "Jesus død". Lægerne har alle teknologiske muligheder for at gribe ind og redde Maria liv. Men det accepteres, at Maria ikke vil spise. Bernadette sidder ved Marias side og erfarer, at Maria vil ofre sit liv for at få lillebroderen ‘rask’. Maria beder om at få tilkaldt præsten for at få den sidste nadver, og Bernadette siger, at hun så vil gå ud og sige til lægerne, at Maria vil dø, og at de må gøre alt for at stoppe hende. For som både Bernatte og præsten har sagt: “Der er brug for dig i lang tid endnu – her på jorden”. For Gud har brug for sine ‘krigere’. Men Maria er overbevist om sit utimative offer, og intet kan stoppe hende. En sygeplejerske kan dog svinge sig op til at sige, at “det nok ikke var det smarteste at gøre”, da præsten giver Maria en oblat, som hun kvæles i og dør, efter forgæves forsøg på genoplivning. Også i en tidligere scene, fornemmer man, at der i omgivelserne findes mennesker, der kan tænke og handle selv og forsøger at nå ind til Maria i hendes dogmatiske, indre fængsel. Til dem – udover lægen – hører selvfølgelig Christian, som fordomsfrit og utrætteligt bliver ved med at spørge nysgerrigt ind til Marias verdensbillede. Der er Au-pair pigen Bernadette, som tilmed har modet til at sige det matriarkalske overhovede i familien lodret imod ved at protestere over, at Marias ‘bekendelser’ og angren til et aftensmåltid i familiens skød, skulle være være et udtryk for synd. Og så er der gymnastiklærerinden, som siger til Maria, at hun gerne vil tale med hendes forældre om Marias værgren mod at bevæge sig til sataniske rytmer i idrætsundervisningen. Men hendes autoritet er heller ikke vægtig nok til at bremse Marias mission. Mere end en ensidig religionskritik Men filmen synes ikke blot at være en religionskritik, for flere af filmens mere fornuftige stemmer vedkender sig at være troende, men med plads til forskellige måder at forvalte sin tro på, og at ingen kender den ultimativt sande vej. Derfor er filmen mere men en kritik af alle former for dogmatisk og fundamentalistisk tænkning. Og dermed bliver den også en krititk af ungdomsfællesskabers diktering af, hvordan man skal se ud og være i den moderne kultur, hvor så mange unge piger som Maria lider af spisevægring, angstforstyrrelser og en usund perfektionisme, hvor de nægter sig selv selve livet for at passe ind. Dette bliver helt tydeligt i scenen med gymnastiktimen, hvor vi erfarer, at Maria er faldet helt uden for fællesskabet – kun forsvaret af Christian, som også står i perifien ved at følge sin egen vej og retten til at være et frit menneske. Han synes at være filmens klare, humanistiske stemme. Et maleri på film Det er en af de reneste, smukkeste og strammeste fortællinger jeg nogensinde har set på film. Ingen replik, ingen kameraindstilling kunne undværes i det samlede billede, som nærmest ligner et maleri på film. Og netop kameraindstillinger var der ikke mange af. Alle 14 scener i filmen, på nær to, er uklippede scener fra én fast kameraindstilling. De to gange, hvor kameraet bevæger sig, er i kapitlet “Jesus falder tredje gang”, hvor Marias vej følges, ligbleg og svimmel som hun er, op til alteret til konfirmationen – og i filmens afsluttende scene, "Jesus lægges i graven", hvor man ser en gravko hælde jord ned i Marias grav. Kompromiseløse filmgreb stiller krav Så lange uklippede scener stiller store krav til filmens publikum. Jeg synes anmeldelsen i filmmagasinet Ekko udtrykker det så præcist:
“Udover at fremmane den hermetisk lukkede, klaustrofobiske verden i tilskueren, stiller filmen også sin tilskuer fri til at udforske scenerne.Ligesom hos Brüggemanns æstetiske åndsfælle, svenske Ruben Östlund, får karaktererne plads til at dissekere sig selv, og som hos den svenske mesterinstruktør mærker man et strejf af både Michael Haneke og Ulrich Seidl, bare uden misantropien.”
Netop Ruben Östlund, Michael Haneke og Ulrik Seidl hører til mine yndlingsinstruktører. Faktisk så jeg tilfældigvis Seidls ‘Dog Days’ aftenen før på DVD. Og jeg er enig i ligheden. Kompromisløsheden i de filmiske greb, og den oplevelse man får som tilskuer af at være en voyer, der ikke kan undslippe – men som er nødt til at udforske scenerne selv, da man ikke får meget ‘hjælp’ af instruktøren, som ‘bare’ har sat kameraet op til det, der udspiller sig foran det. At jeg skriver i citationstegn er fordi instruktøren selvfølgelig har en pointe med hver eneste replik og kamerainstilling, og med det ønsker at fortælle os, hvad vi skal tage med hjem fra filmen. Men fælles for netop de tre beslægtede instruktører og ‘åndsfæller’ til Dietrich Brüggemann er, at de vil helst ikke tale om, hvad de synes vi skal få ud af deres film. Det er op til os. Som tilskuer oplever man derfor, at der bliver stillet krav. Man kan ikke bare læne sig tilbage i halvanden time og dovne bag lærredet – man bliver på en underlig måde ‘medskyldig’, som en ‘flue på væggen’ bag den stilleståede kameralinse. Det er fabelagtigt lavet. At man kan lave en film med så meget tale og så lidt billedmæssig bevægelse, hvor filmen aldrig bliver langtrukken, men derimod kan holde tilskueren (mig) i en ‘skruestik’, i dyb koncentration, fra start til slut, er mageløs filmkunst i min verden. Håbet om en anden slutning Filmen står også i skærende kontrast til den amerikanske filmtradition og skabelon i forhold til filmens tematik, også når man tænker i ungdomsfilm, identitetsdannelse og spirende seksualitet på tærsklen til voksenlivet . Man sidder flere gange og tager sig selv i at håbe på, at Maria bryder fri fra fængslet og igangsætter sit ungdomsoprør – simpelthen giver de fundamentalistiske, frihedsberøvende omgivelser fingeren, så hun kan udleve sit sødmefulde og nysgerrigt eksperimenterende teenage væsen, med alle de helt normale ting, der hører sig denne periode af livet til. Man forstår i den grad Christians forelskelse i hende, og man ønsker virkelig, at hun bliver reddet fra den hjernevask, der hurtigt, effektivt og helt bogstaveligt er ved at suge al livskraften ud af hende. At hun kan blive ‘reddet’ på sin vej mod selvstændighed og menneskelig frihed, og at de onde, mørke kræfter ikke får lov at sejre. Men så nemt slipper man ikke i ‘Korsvejen’. For filmens præmis er fastlagt i første scene, hvor Maria dømmes til døden. Vi ved det godt, men vi stritter imod af alle kræfter og hepper indvendigt på, at Maria skal ‘vågne op’ og bryde fri. Fordi det er så grotesk og meningsløst at overvære, hvad hun udsætter sig selv for i sit offer for et højere formål. Og det er nok også meningen, at vi sidder med den følelse. For den måde at forvalte livet og troen på giver virkelig ingen mening. Ingen slipper fri Der er et udtryk, der lyder, at ‘religion er roden til alt ondt’. Det er så ikke religionen, der skildres ensidigt ondt i denne film. Det er den menneskelige ondskab, der står for skud, som den kommer til udtryk i al form for undertrykkelse, psykisk mishandling og dogmatisk tænkning – i ortodokse og fundamentalistiske miljøer, men også i mere ‘normale’ menneskelige fællesskaber. Og det skildres larmende konsekvent i Korsvejen. Ingen slipper fri. Filmen forfalder derfor aldrig til lette fortolkinger, som man som tilskuer trygt kan hvile i. Der er langt flere lag og nuancer, som vi er nødt til at tage livtag med for at komme dybere ned i filmens budskaber. Jeg kendte ikke til filmens rammefortælling på forhånd. Jeg troede derfor umiddelbart, at titlen henviste til det engelske udtryk ‘Crossroads’, hvor man netop står ved skillevejen mellem det gode og det onde. Men det er ikke temaet for filmen. Korsvejen hentyder til Jesus lidelseshistorie, og instruktøren har skrevet manuskriptet sammen med sin søster, som er netop selv er strengt, religiøst opdraget. Efter jeg fik læst op på emnet fik jeg lyst til at se den igen – så jeg kan forstå endnu mere af, hvad der udspiller i filmens 14 kapitler, som er så smukt sat sammen. Jeg er overbevist om, jeg kun er nået en brøkdel ned i de lag, som den film rummer. Hurra for en film, jeg kan ikke få armene ned og komme ‘ned på jorden’. Jeg er i filmhimmelen. Og der bliver jeg nok nogen tid, for den her film har virkelig mejslet sig ind i min bevidsthed. Bedre påskefilm fås ikke, så hermed en opfordring, hvis du har tid til en tur i biffen i påskedagene. Du kan se en ‘appetitvækker’ her: Og her den danske trailer.]]> http://www.neuroland.dk/en-perfekt-timet-premiere/feed/ 0 Behovet for struktur fornægter sig ikke http://www.neuroland.dk/behovet-for-struktur-fornaegter-sig-ikke/ http://www.neuroland.dk/behovet-for-struktur-fornaegter-sig-ikke/#respond Sat, 07 Mar 2015 22:30:08 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=2432 Jeg har ikke været aktiv på Neuroland længe. Det har sine grunde. Kaos. Stress. Som efterlader huller i hukommelsen, tid der går i stykker. Tid der forsvinder som sand mellem hænderne. Når jeg har det sådan, så trænger jeg til at rydde op. Få sat ting i system. For det ordner mine tanker og hjælper mig til at bevare fokus i et uendeligt producerende tankeunivers.
Infinity_Bridge_in_Stockton
Behovet for struktur gør sig også gældende på Neuroland. Den har været udsat for en større ‘hovedrengøring’, hvilket har resulteret i flere ‘neuro universer’. Hvert univers har et bestemt perspektiv, og her kan man finde de indlæg, der tilhører dette perspektiv. Nogle indlæg hører ind under flere perspektiver, da der kan være flere vinkler på et indlæg. Neuro universerne er:

      Om Neuroland Historien om hvordan Neuroland blev til gennem min egen historie, før og efter diagnoserne Neurocation Mit eget selvopfundne ord. Ordet Neuro og education sammentrukket. Her skriver jeg om autismen, ADHD’en, OCD’en, om hjerner i det hele taget – ud fra forskning, evidensbaseret viden sammenkoblet med erfaringer fra levet liv. Neuro Encounters Kulturmøder mellem forskellige hjerner, forskellige måder at tænke på. Det kan forskelle etniske kulturer, nationale kulturer, forskelle mellem køn, mellem generationer – og ikke mindst mellem autister og neurotypiske hjerner. Kulturmøder i bred forstand. Neuro Expressions 
Ord, tekster, billeder, film, musik, stemninger. Et kreativt neurounivers. Her deler jeg mine egne tekster, fotos og videoer, og jeg kan også finde på at henvise til andre, som sætter ting i gang hos mig. Og her finder du også min lidenskab for filmens verden. Neuro Minds
 Hjerner jeg beundrer, fascineres af, bliver klogere af og/eller bliver udfordret eller provokeret af. Individer som ‘står ud fra mængden’, og som jeg ønsker at give opmærksomhed. Neuro Debate Når jeg er i mit polemiske hjørne. Når jeg oplever nødvendigheden af at udtrykke min holdning til en given problemstilling. Når ting kalder på opmærksomhed, fordi tiden er inde til at skabe fremdrift på et bestemt område. Fordi jeg synes det er for vigtigt til bare at lade ligge og lade verden gå sin gang.
To nye sider er det også blevet til. Om min lidenskab for filmens verden – Neuro Magic (under Neuro Expressions) og Neuro Cultures & Clashes – om kulturmøder især mellem den autistiske og neurotypiske verden (under Neuro Encounters). Mine neuro universer er et forsøg på at få min autismehjernes behov for struktur og min ADHD hjernes undeligt mange tankespor til at gå op i en højere enhed. Autismen ‘tæmmer’ mine tankespor. Og min ADHD ‘motor’ sørger for, at mine tanker aldrig går helt i ring. For der er altid et nyt spor, der skal udforskes og undersøges til bunds. Det fører uværgerligt til en masse nye spor og nye forgreninger af tankerækker. Det er ikke helt let at få til at gå op, og jeg kæmper en kamp hver dag for at holde nogenlunde orden i myriader af tankerækker og sanseindtryk. Jeg skrev engang en tekst, der hedder ‘RUM’. Det giver et meget godt billede af min hjernes mange ‘rum’ og mit forsøg på at ordne dem og få system i kaos. RUM Værsgod at træde nærmere – rummet er uendeligt
Rum og retning
Retningssans
Jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå?
Rumfordeler
Der går en rum tid med dét
At fordele rum
Til højre
Til venstre
Oppe
Nede
Over
Under
Ude
Inde
I Nord
I Syd
I Øst
I Vest
Store
Små
Brede
Smalle
Rummelige
Trange
Rodede
Ryddelige
Lyse
Mørke
Overbelyste
Underbelyste
Lukkede
Åbne
Rummet er stadig uendeligt
Nu bare med uendeligt mange rum
Mine Neurouniverser er lige nu den opdeling af rum, jeg har i mit hovede. Mine tankeuniverser. Det er overordnede perspektiver på den verden jeg oplever, som hele tiden genererer tankespor, der tager form i nye indlæg. Jeg håber, du vil bruge lidt tid på gå på opdagelse i mine neurouniverser og tilhørende tankebaner. ]]> http://www.neuroland.dk/behovet-for-struktur-fornaegter-sig-ikke/feed/ 0 Hvor går man hen når alt går ned? http://www.neuroland.dk/hvor-gaar-man-hen-naar-alt-gaar-ned/ http://www.neuroland.dk/hvor-gaar-man-hen-naar-alt-gaar-ned/#respond Sat, 18 Oct 2014 21:56:41 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=2265 Endeløse hegn. Fremmedartet regn. Hvor går man hen når alt går ned.
Hvor-gaar-man-hen
Teksten af CV. Jørgensen holder jeg meget af. Og når jeg hører den, så tænker jeg på de tidspunkter i mit liv, hvor alt gik ned og jeg ikke vidste, hvilken retning jeg skulle gå. En af de tidspunkter var marts 2003. Min søn blev sendt til Børneklinikken i København. Han legede ikke med de andre børn i børnehaven og hørte ikke de fælles beskeder, og pædagogerne ville have ham nærmere undersøgt. Vi var egentlig ikke så bekymrede på dét tidspunkt. Han var en glad og tryg dreng, og vi anede ikke uråd. Tænkte at vi nok bare fik at vide, at vi skulle stimulere ham på en anderledes måde. Vi tog derhen fulde af overskud og synes egentlig det var lidt overflødigt. Vi fik så at vide efter en uge, fredag eftermiddag, at han muligvis var inden for autisme-spektret ???!!! Det kom som et lyn fra en klar himmel, og det eneste billede vi havde af autisme er ”Rainman” – og det kunne vi jo slet ikke forbinde med noget som helst i vores egen hverdag. Det føltes som om, vores søn med ét blev taget væk fra os. Ham, vi kendte, i hvert fald… 17 marts 2003 Vi fik beskeden kort og kontant og blev derefter sendt hjem på weekend. Tak for kaffe. De næste dage gik med at snakke, søge informationer og være sammen med vores søn uden at se på ham som en fremmed. Det var svært - for lige pludselig så vi en diagnose, der lå og legede med tog på gulvet. Hvad skulle der ske med ham? Hvad skulle der ske med os som familie? Var han retaderet, ville han nogensinde få et godt liv? Alt for store spørgsmål som man slet ikke kan rumme på sådant et tidspunkt. Vi købte bøffer, pommesfritter og rødvin. En almindelig fredag aften i udgangspunktet. Da jeg var ovre og købe ind i Irma, fandt jeg en pose med pomfritter af et bestemt mærke. Jeg nægtede at købe dem, fordi psykologen, der gav os diagnosen, havde netop det navn som efternavn. Hun var lige der det eneste konkrete, jeg kunne rette min vrede imod. Drømmen om et andet sted – autisme eller ej Samtidig med alt det her var jeg i gang med at søge job på Bornholm, da vi havde en drøm om at flytte derover. Det var startet nogle år forinden, men det krævede at en af os som minimum havde et job derovre. Jeg var så meget i den proces, at selvom mit liv lige havde slået en ordentlig kolbøtte, så måtte jeg gennemføre min plan om at tage et par dage derover og banke på døre. Så det gjorde jeg. Jeg parkerede autismen på vej i bussen til Nexø, da jeg i min lille sorte dagbog skrev: "Autisme eller ej - at være anderledes fra gennemsnittet kan være en velsignelse. David, jeg elsker dig præcis, som den du er". Jeg vidste, at det var det vigtigte, og det ville være mit udgangspunkt, når jeg kom hjem igen. Det var nogle meget intense dage på Bornholm. Jeg købte en Brio mælkevogn til Davids togbane i en legetøjsbutik i Nexø. Jeg husker vejret, landskabet og de mennesker jeg talte med, så lysende klart. Fordi jeg var ekstremt vågen på alle mine sanser. Det forstærkede drømmen om Bornholm, men samtidig havde jeg pludselig en fremtid, der rullede sig ud foran med et hav af uvisheder. Det var ikke sikkert længere, at min længsel efter klippeøen kunne forenes med alle de udfordringer, vi nu stod over for. Vi måtte simpelthen bare tage det én dag ad gangen. Mor til et anderledes barn Det var dejligt at komme hjem. Tingene var jo egentlig blot, som de plejede at være. Selvom alt var anderledes. Jeg startede på et kursus i web - hvordan man laver hjemmesider i CMS. Det var utrolig spændende - men jeg sad halvdelen af tiden og søgte informationer om autisme på nettet. Det var et meget intenst, fordi jeg stadig befandt mig i en form for chocktilstand. Så jeg var på samme tid både fjern overfor det, der foregik - og meget lydhør og observerende, fordi mine sanser stadig var i fuldt alarmberedskab. Så jeg kan alligevel huske en stor del af indholdet. Min erindring om det kursus vil dog aldrig kunne skilles fra de følelser, der fulgte med. Hvis jeg tænker tilbage på det faglige, så bliver det blandet med mine tanker og mentale tilstande om det pludselig at være blevet mor til et handicappet barn. Han er jo bare ligesom mig? Ét var selv at kapere det selv. Noget andet var at skulle fortælle det til familie og venner. Mange havde jo svært ved at tro på det. Og det er ikke nemt, når man selv er i gang med at skulle bearbejde en masse, at skulle slås for accepten af tingenes tilstand. Jeg gik til psykolog i en periode for at blive stærkere i min egen oplevelse af tingene. For det stod mere og mere klart for mig, at autismen i høj grad også var en del af mig. Det var den faktor X, der i hele mit liv har været en gåde. Jo mere jeg læste, jo mere kunne jeg genkende af mig selv. Ikke bare en rem af huden - det var meget mere end det. Derfor var det også svært at sidde og høre på eksperterne, der udtalte sig om min søns alvorlige udviklingsforstyrrelse. Han var jo på mange måder lige som mig? Var jeg så også alvorligt handicappet? Eller gjorde de Davids handicap værre, end det egentlig er? Alle mine kritiske sanser blev vakt i den periode. Hvad vil det sige at være 'normal'? "Jeres dreng er ikke normal". OK - er du normal? Hvem er normal - giv mig lige en definition på dét. Jeg var vred, rådvildog sorgfuld på én gang. Men jeg var også dybt taknemmelig over, at vi ikke blot blev overladt til os selv med Davis diagnose. Vi blev straks taget hånd om som familie, så David kunne får den rigtige støtte i børnehaven og derhjemme. Vi kom på forældrekursus, og vi begyndte vores liv som forældre til en dreng med autisme. Vi skulle lære en masse nye færdigheder. Men rollen som forældre - at elske sit barn betingelsesløst – er jo heldigvis den samme. Men vi skulle lære nye metoder og danne os nye forståelser. Opgaven var stadig at lære vores barn at kende, men for at kunne det, skulle vi lære autismen at kende. Fordi det er så uløseligt forbundet med personligheden. Nøglen til et andet liv – mit liv Samtidig med den fantastiske opbakning til vores søn og vores lille familie som helhed, som vi fik på det tidspunkt, sad jeg med en anden følelse, der gjorde ondt: Hvorfor var der aldrig nogen, der havde fundet ud af, at jeg havde samme forstyrrelse som David? Og straks iværksatte støtte og rådgivning fra dag et? Hvor var I, da jeg havde det allersværest? Hvor går man hen, når alt går ned? Indtil havde jeg ikke kunnet svare på det spørgsmål. For jeg havde aldrig vist, hvad jeg var oppe imod. Det vidste jeg nu. Man går ind i sig selv og finder svaret, så man kan bevæge sit liv påny. Men uden indsigten om så væsentlig en del af sig selv, som autismen er for mig, så var det en umulig kamp. Det var en kæmpe lettelse for mig at forstå, hvad faktor X bestod i. Jeg havde endelig fået nøglen til mit eget liv. Det var som at komme hjem. Jeg oplevede, at jeg blev til et rigtigt menneske og ikke bare en, der prøvede på at være det. Jeg var på vej til at komme ud af boblen.]]> http://www.neuroland.dk/hvor-gaar-man-hen-naar-alt-gaar-ned/feed/ 0 Ud af boblen http://www.neuroland.dk/ud-af-boblen/ http://www.neuroland.dk/ud-af-boblen/#respond Fri, 17 Oct 2014 21:56:13 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=2260 Ud-af-boblen Pudsig Jeg har fået at vide, at pædagogerne i børnehaven sagde, at jeg var et ’meget specielt og pudsigt barn’. Jeg tegnede altid de samme tegninger i børnehaven – af en dreng med et brækket ben. Jeg forestillede mig ofte at jeg var en dreng – og havde en fantasileg om dette. Måske fordi det bare så lettere ud at være dreng. Tillidsfuld Jeg var glad som helt lille og meget tillidsfuld – jeg havde ikke mange grænser. Sad på skødet af vildt fremmede – var meget ligefrem og åben og spurgte de voksne om alting. I følge mine forældre var de andre børn glade for mig, fordi jeg havde en meget fri fantasi. Jeg havde ikke noget imod de andre børn, men jeg kunne sagtens lege alene og underholde mig selv i timevis. Jeg legede meget de samme lege. Jeg elskede at bygge huse til dukker og barbier, men jeg legede ikke med dem. Det var det at bygge det hele op, der interesserede mig. Logistikken - hvad skulle stå hvor, hvor stor var familien, hvilke rum skulle der være, og hvem skulle være i dem? Relationerne var et mystisk område, jeg ikke rigtig beskæftigede mig med...Hvis jeg endelig havde fokus på selve dukken, blev det af en eller anden grund destruktivt. Engang kørte jeg en blondine-barbie gennem råkostmaskinen. Hvis jeg havde været ældre kunne det have været en cool, feministisk happening. Men når man er 11 år, er det måske lidt bekymrende. Aleneheden Jeg husker, at jeg helst være indendørs, selvom det var varmt. Elskede at se fjernsyn. Udenfor fandt jeg mine egne uforstyrrede steder i haven. Jeg trak mig væk, fordi jeg oftest helst ville være alene. Jeg kunne ikke lide gåture sammen med mine forældre. Det virkede så formålsløst bare at gå. Og jeg blev hurtigt træt. Det jeg husker mest var mine smerter i hoften og strømper, der gik i ål og rullekraver der kradsede. Og min mor, der på strategiske tidspunkter, gav mig et stykke Toblerone - som 'benzin' til de næste kilometer. Det var vist det der gjorde, at jeg kom i mål uden de store dramaer. "Drilletanker" Jeg husker også, at jeg nemt blev skræmt. Meget høje lyde skræmte mig. Eller ting der bevægede sig hurtigt og uforudsigeligt – eks. hunde. Jeg var meget bange for - havde nærmest fobier - for traktorer og gaffeltrucks. Havde en del mareridt og var meget bange af mig i perioder. Tanker kunne forfølge mig og skabe angst. Var meget bange for døden og for andre voldsomme ting: Havde tvangstanker om forbrydere, mord, sygdom, katastrofer m.m. I 10-års alderen tog angsten og tvangstankerne til. Jeg kaldte det ’drilletanker’. Det handlede også meget om, at jeg var ’slem’, hvis jeg tænkte sådan og sådan...En konstant følelse sig forkert. I 11-12 års alderen begyndte mit rengøringsvanvid. Jeg gjorde rent på mit værelse som det første efter jeg kom hjem fra skole – og ryddede op i sirlig orden. Jeg spekulerede meget på dagens begivenheder i skolen, fordi jeg altid følte mig anderledes og udenfor. Sad ofte alene på biblioteket i skolen, når jeg kunne komme til det – et yndet tilflugtssted. Fordybelsen Jeg havde svært ved at tegne og gav let op, fordi jeg havde svært ved at forestille mig ting. Havde også svært ved at skabe egne, indre billeder, når jeg læste bøger. Jeg havde lav selvtillid i problemløsning, spurgte om hjælp ofte eller opgav hurtigt. ”Jeg kan ikke finde ud af det” eller ”hvad skal jeg finde på”. Til gengæld havde jeg fabelagtig evne til fordybelse og refleksion, som jeg har fået tilsvarende ros for af mine lærere og arbejdsgivere. Det var dog kun, når noget virkelig interesserede mig. Jeg blev kaldt en drømmer, fordi jeg ofte kiggede ud af vinduet eller sad og skrev eller tegnede, mens der blev undervist. Jeg var fascineret af emner som historie, geografi - fag hvor der var mange ting at huske udenad og ikke mindst kategorisere. Det er underligt at tænke tilbage, fordi mine erindringer er farvet af den viden, jeg har nu. Men jeg prøver at huske også med den erindring, jeg havde før diagnosen. Det er dog næsten fysisk umuligt at skille det ad. Mine ungdomsår står derfor også i lyset af den ny viden. Tvang og isolation Mit rengøringsvanvid tog til. Jeg var nedtrykt, havde lavt selvværd og var ekstremt destruktiv i mine tanker. En af mine store problemer i den periode var begrebet ’forskellighed’. Jeg kunne helt bogstaveligt ikke begribe, at andre kunne have en anden mening end mig. For så måtte det jo være mig, der ikke kunne kommunikere det ordentligt. Så måtte det jo være fordi, de ikke forstod, hvad jeg mente. For hvis de forstod det, ville de selvfølgelig mene det samme. Jeg var først i midten af tyverne, da det gik op for mig, at andre godt kunne have en anden mening end mig, og jeg så stadigvæk kunne være mig. At de ved at være uenige ikke havde taget en bid af mig, som jeg aldrig kunne få tilbage. Alt det jeg gerne vil glemme Ungdom er ikke et begreb, jeg holder af. Jeg husker ikke meget godt fra den periode. Den var mest af alt fyldt med angst og usikkerhed. Jeg har ikke lyst til at grave minderne frem. Jeg kæmpede mig ud af det. Jeg har altid haft en drivkraft mod at udvikle mig, og den er stærkere end noget andet. Fra jeg var ca. 19 og frem til den dag i dag, har jeg taget kvantespring i mit liv - ikke bare én gang - men flere gange, hvor et nyt liv nærmest er begyndt hver gang. Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra, men jeg kan se, at min søn har den samme drivkraft. Og det får mig til at tro klippefast på, at han nok skal klare sig. Alle erindringer og erfaringer jeg har står i lyset af den viden og erfaring, jeg har nu. Hvis jeg den dag i dag ikke vidste, at jeg har autisme, hvad ville historien så have været? Hvad er autisme og hvad er bare min personlighed? Det giver for mig ingen mening at skelne, for autismen vil altid være en del af mig. Jeg er godt klar over, at de ting jeg skriver ikke er fremmed for mennesker, der ikke har autisme. Det er på mange måder universelle tanker og dilemmaer, jeg beskæftiger mig med. ‘Sådan har vi det jo også’, er en bemærkning jeg ofte hører. Og ja, det er rigtigt. Men med hvilken intensitet føler I det. Og hvor ofte? Det er der, jeg tror forskellen er størst. Ikke adfærden i sig selv, men med hvilken intensitet og frekvens, den kommer til udtryk. Jeg lever med min autisme som et grundvilkår. Den er et grundvilkår i min familie. Vi lever med det, og den giver et unikt perspektiv på verden, jeg ikke vil være foruden. Med erkendelsen kom bevægelsen - jeg kom ud af boblen og ind i livet.]]> http://www.neuroland.dk/ud-af-boblen/feed/ 0 Ind i livet http://www.neuroland.dk/ind-i-livet-2/ http://www.neuroland.dk/ind-i-livet-2/#respond Thu, 16 Oct 2014 22:33:36 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=2324 Boerneklinikken Ud af boblen og ind i livet Jeg kom ud af boblen og ind i livet. For først efter diagnosen og indsigten i, hvem jeg var, gik jeg fra at være i live til at begynde at leve.
“H har en kompliceret kombination af symptomer, der hidrører fra flere neuropsykiatriske udviklingsforstyrrelser. Nogle af komponenterne er ikke i sig selv så svære, mens andre er ret udtalte. H har arbejdet intenst for at kompensere for sine vanskeligheder, men må bruge megen opmærksomhed på det, og det bevirker, at hun let kommer i stressende situationer, hvis kravene om den sociale fleksibilitet er på grænsen for, hvad hun magter at kompensere for”.
Dette uddrag er indledningen på konklusionen af min udredning tilbage i januar 2008, da jeg fik diagnoserne Aspergers Syndrom, ADHD og OCD. Det er det ‘kliniske’ billede af, hvad jeg slås med. Hvordan kan du være sikker? Jeg kan huske jeg spurgte psykiateren, hvordan han kunne være sikker på sin vurdering. Hvordan kunne han med sikkerhed sige, at jeg havde autisme, og at det ikke bare var noget jeg bildte mig ind? For at få en højt kvalificeret faglig vurdering, havde jeg henvendt mig til en af landets højst estimerede psykiatere, med viden om autisme, for en privat udredning. Han svarede mig, at det særligt udslagsgivende var, hvor mange kræfter jeg brugte på at kompensere. Han fortalte mig også, at det faktisk er noget af det sværeste, når man ligger så tæt på normalområdet udadtil, som jeg gjorde. For så bliver det endnu mere usynligt for omgivelserne, som derved har sværere ved at forstå mine vanskeligheder og hjælpe med at etablere de kompenserende rammer. På grund af at jeg ofte fremstår langt bedre end jeg i grunden er, vil de som udgangspunkt møde mig med krav og forventninger, som jeg reelt ikke har evner at kompensere for. I hvert fald rækker evnerne kun til en vis grænse. Når man gør noget, man faktisk ikke har kognitive forudsætninger for, så overkompenserer man. På et tidspunkt slipper kræfterne op, og det giver kraftige bagslag. Hovedet på sømmet Han ramte virkelig plet. Usynligheden er den værste modstander. Det har resulteret i en overkompensation i alt for mange år. Jeg er slidt og udviser symptomer på kronisk stress. Jeg ved reelt ikke, hvor meget jeg kan generhverve af tabte færdigheder, og hvor meget der er permanente skadesvirkninger. For at det er realistisk at opleve fremgang i forhold til mit niveau af stress, er det i hvert fald nødvendigt med en lang periode, hvor jeg er i de rette rammer og ikke oplever daglige stressbelastninger ved konstant at skulle overkompensere. De udsigter er lige nu langt væk, som mit liv har formet sig, da jeg også har en søn med samme diagnose. I disse år skal jeg tage alle de kampe, jeg selv har haft – på hans vegne. Og det er kampe, der tærer på kræfterne. Ikke på grund af min søn, men på grund af de omgivelser, der stadig ikke forstår og gør hans liv så meget sværere, end det burde være. Til gengæld har jeg fundet ind i et arbejdsliv, der nu tegner positivt - efter flere rigtig hårde år på arbejdsmarkedet. Her er jeg lige nu i rammer, hvor der gives plads til, at jeg kan bruge mine styrker – og plads til at livet ikke former sig som en snorlige vej fremad, men i stedet har perioder, hvor arbejdet står mere eller mindre stille på grund af storme, der raser rundt uden om mig. Og tilsvarende perioder med bevægelse, inspiration, kreativitet og fordybelse – når energien igen er der. Som bakker og dale. Det giver mig håb for fremtiden –og min plads i den. Jeg er taknemmelig over den rummelighed, der bliver givet mig, og jeg kvitterer for den når jeg kan, da jeg ønsker at give så meget af mig selv som muligt til et sted, der får noget af det bedste frem i mig. Som et puslespil bestående af uendeligt mange puslespil Mit billede af mit liv er som et stort puslespil. Det er den helhed, som mit liv er. Det består af rigtig mange brikker. Jeg har svært ved at overskue helheden. Jeg tænker og oplever i detaljer, så jeg forholder mig til alle brikkerne for sig, før jeg kan samle det i puslespillet og overskue helheden. Hver gang en brik falder ud, skal jeg skubbe det på plads igen – på sin rette plads, så jeg kan få helheden til at fungere igen. Gennem årene er flere og flere brikker faldet ud af puslespillet, og jo flere der falder ud, jo længere tid tager det at samle dem op og få dem på plads det rette steder. Ydermere er det som om, at hver brik i sig selv er et nyt puslespil med flere tusinde brikker. Så nu ligger der rigtig mange brikker – hver især et puslespil – spredt ud over hele gulvet. Først skal hvert puslespil samles. Ét efter ét. Også skal hver brik igen sættes ind i det overordnede puslespil – i den rigtige rækkefølge. Min evne til at tænke i helheder har altid været udfordret, men den er blevet markant svækket gennem årene, og jeg oplever min verden i flere og flere isolerede detaljer – stumper og fragmenter – som jeg har svært ved at få samlet til meningsfulde helheder. Jeg fik en sprog og en stemme I takt med diagnoserne er vokset en ny selverkendelse. På godt og ondt. For sådan er livet i sin essens. Der vil altid være to sider af samme mønt. Jeg fik et sprog og en stemme. Det gjorde, at jeg bedre kunne beskrive, hvad der sker i mig og dermed sætte flere ord på over for mine omgivelser, hvilke rammer jeg har brug for til at kunne trives og udvikle mig positivt. Jeg har fået et stærkere selvværd, fordi jeg ved hvem jeg er og står ved den jeg er. Øget bevidsthed giver nye handlemuligheder Jeg kan bedre få øje på mine styrker, fordi jeg ved mere konkret, hvad mine begrænsninger skyldes. Jeg er blevet bedre til at tage de rette valg for mig selv, fordi jeg ved, hvad jeg er oppe imod. Jeg er blevet bedre til at opsøge de ting, der giver mig glæde og undgå situationer og steder, der fylder mig med kaos og negative stemninger. Jeg har stadig ikke filteret som et intuitivt redskab. Sådan vil det altid være. Jeg har accepteret, at det er sådan og kæmper ikke længere imod. Som Bayern Müchens slogan siger – som et udtryk for 'regional stolthed' (af flere historiske grunde er Bayern Müchen nok en af verdens mest forhadte fodboldklubber): Mia san Mia (Vi er dem vi er). Jeg passer bedre på mig selv nu, så jeg ikke lige så ofte ryger ud i situationer, hvor det bliver rigtig svært. Jeg har brug for at være i kontrol med mit liv og have ‘initiativretten’. Jeg har brug for plads, når jeg bliver presset, så jeg kan trække mig tilbage og give mig selv tid til at tage de rigtige beslutninger. Når jeg stadig kommer til kort Men det kan ikke altid lade sige gøre. Nogle gange er jeg bare i situationer, hvor jeg er nødt til at blive og kæmpe. Hvor jeg ikke bare kan vælge at gå. Fordi det har for store konsekvenser. Derfor forsøger jeg hele tiden at blive bedre til at opbygge et filter om mig selv. Men det er stadig meget tyndt, og nogle gange kan jeg slet ikke finde det frem. Det kræver mange kræfter og en konstant skarp bevidsthed. Selvom det for mange er svært at se, har jeg stadig brug for støtte til at fortsætte min personlige udvikling. Det er svært at få øje på, fordi jeg virker meget selvkørende (“du behøver da ikke støtte, du klarer dig jo så godt”). Men kun til et vist punkt. Når min verden vælter som dominobrikker Når jeg når ud over min grænse, bliver jeg meget sårbar. Ligeså stærk jeg er, ligeså skrøbelig er jeg også, når læsset vælter. Og så vælter det som dominobrikker. De mange års overkompensering har gjort, at jeg har ‘erhvervet mig’ et konstant højt stressniveau (mit billede af puslespillet). Det ligger så højt, at der ikke skal meget til, før læsset vælter igen. Det er akkumuleret stress, og det er i den grad giftigt for hele systemet. Det som autister oplever gennem deres liv i mødet med en omverden, der ikke spejler dem positivt og bidrager til en sund identitetsdannelse, er blevet sammenlignet med PTSD (posttraumatisk stress syndrom og de reaktionsmønstre, der sker i forbindelse med at have oplevet traumer). Du kan læse denne artikel for en uddybning af denne vinkel. Og læse denne knivskarpe artikel af af Anja Hende om den sårbare identitetsdannelse hos autister, som meget ofte havner i tilbagevendende depressioner på grund af den manglende positive spejling fra omgivelsene. Du kan også se denne video, som meget enkelt forklarer, hvad et stresstraume grundlæggende er (man kan godt unlade de sidste ca. to minutter, da det er typisk amerikansk 'problemsolving' – 'quick fix'). Jeg tror ikke, der findes så nem en løsnig. Men gennemgangen af teorien er super godt formidlet.

Stress citat
Jeg kæmper ikke længere for ikke at være anderledes Jeg kæmper ikke længere for at lave grundlæggende om på den jeg er for at kunne udvikle mig. Det gjorde jeg, da jeg ikke var bevidst om, at min hjerne fungerer grundlæggende anderledes. For dengang troede jeg, at jeg bare skulle være bedre til at leve op til mine omgivelser, være bedre til at kunne gøre lige som dem, handle ligesom dem. At det nok bare skyldtes, som flere sagde til mig dengang, at mit eneste problem var, at jeg ikke troede nok på mig selv. Jeg tænkte, at ‘hvis bare jeg kan…, hvis bare jeg siger sådan…’ – så bliver jeg en del af deres fællesskab. Og så vil jeg endelig opnå følelsen af at ‘høre til’. Jeg skulle bare ‘tage mig sammen’ og lære det. Fordi jeg har erkendt, at jeg ER anderledes Jeg blev klogere. Det ER to meget forskellige måder at opleve verden på. Som autist og som neurotypisk. Og det kræver så meget formidling at bygge bro mellem vores verdener. Fordi autismen er kompleks. Det er beskrevet som et af de mest komplekse handicap overhovedet. Det har så mange facetter, og er aldrig entydigt. Men har du så ikke fået styr på det nu? Jeg kan ind imellem føle sorg over at erfare, at så meget fokus er på børn, og ikke voksne med autisme. Det er som om, der stadig hersker den forestilling, at det er noget man vokser fra, og ‘nu må du da have fået styr på det’. Det konfronterer mig med mange uforløste følelser. For det er – og vil altid være – et grundvilkår jeg skal leve med resten af mit liv. Det går ikke over, og det bliver ikke nemmere med alderen. I almindelig udviklingspsykologisk tænkning er der en forestilling om, at man hele tiden udvikler sig og bliver bedre – at udviklingen går som en linje, der peger skråt opad i en fortsat progression fremad. Når man så er nået til et ‘udviklingstrin’, så har man fået styr på den del af sit liv, og så kan man tage hul på det næste (det er en forsimplet udlægning, men i grove træk er det den gængse opfattelse). Sådan er det ikke i autismen. Der er mange ‘udviklingsaldre’ i spil på samme tid. Et autistisk barn på 10 år kan være som en 4-årig i et område af sin udvikling og på nogle områder 15 år, og alderssvarende på helt tredje område. Derfor er det også komplekst, hvilke krav man egentlig kan stille og på hvilke tidspunkter. Fordi hvad vi kan i dag, kan vi ikke nødvendigvis i morgen. Det er en ‘skæv’ udvikling, og det gælder også i voksenlivet som autist. Jeg har snakket en del med mine to autistiske veninder om det – vi har samme følelse af aldrig rigtig at blive ældre en 14 år indeni og samtidig føle, at vi har en livserfaring som en på 80. Som en cyklus der gentages i en kompleksitet der foldes ud I autismen er udviklingen derfor nærmere som en cyklus, der gentager sig selv, men der kommer flere farver på. Flere lag åbnes for hver gang cyklussen gentages. Nye indgange opdages, og kompleksiteten folder sig ud i en endnu større detaljerigdom. Mange træk i autismen er genkendelige for ‘helt almindelige’ neurotypiske mennesker. Derfor er det ofte så svært at forklare forskellene, når man i funktionsniveau ligger så tæt på normalområdet set fra omgivelsernes synspunkt. For hvor er det så, at forskellene viser sig? Et eksempel er, når jeg skal forklare, at stress ikke bare er stress, som de fleste kender det og har prøvet i en aller anden grad i deres liv med forskellige konsekvenser til følge. Først når jeg snakker med nogen, der virkelig har haft stress så meget inde på livet, at at det har givet dem alvorlige stresstraumer, og er i alvorlig risiko for at få varige men af det, så begynder jeg at kunne forklare bedre, at det de oplever i en specifik periode af deres liv er samme symptomer, jeg oplever som en konstant grundlæggende stresstilstand, som øges i en fortsat akkumulering af stress i takt med at cyklussen gentages i rammer, der stadig ikke kompenserer tilstrækkeligt for mine vanskeligheder. Det er når der arbejdes mod autismen og ikke med. Ensomheden har ændret karakter Er mit liv blevet lettere? Nej, men det er blevet blevet bedre. Bedre forstået på den måde, at det er blevet mere ‘rent’. Før erkendelsen om autismen og mine andre diagnoser, følte jeg mig ikke levende. Jeg var en ‘tom skal’, og jeg kæmpede en desperat kamp for at komme ud af den. Jeg KOM ud af boblen og ind i livet. Med alt hvad det indebærer. For ved nu at stå ved den jeg er, har jeg også oplevet at få langt flere ‘slag’ og også direkte modstand på det, jeg fortæller mine omgivelser. Kontrasten er blevet større og følelsen af anderledeshed er ikke længere kun indvendig. Jeg oplever det mere konkret nu, fordi jeg er åben om autismen. Jeg gør det tydeligt for mine omgivelser, og så får jeg også den direkte respons på det, jeg sender ud. Det afføder oplevelser af forbundethed, når jeg bliver ‘spejlet’, som den jeg er. Det er det, jeg kalder mine livgivende relationer. Dem finder jeg hovedsageligt hos min mand og søn og hos mine to allerbedste autistiske veninder, Anja Hende og Pernille Fynne, som jeg også er forbundet med i Autismwhisper (du kan læse her om mit venskab og fællesskab med Anja og Pernille – og hvordan vi gennem Neuroland og Autismwhisper formidler vores fælles erfaringer). Men oftere møder jeg det modsatte – at hvad jeg sender ud, får jeg tilbage på en måde, der giver mig en ‘forkert’ følelse indeni, i form af enten direkte negativ respons eller tavshed og undvigelse. Det bliver ikke en positiv spejling, og de reaktioner er forbundet med en ekstrem følelse af ensomhed. Det er ikke nødvendigvis af onde hensigter. Instinktivt forsøger mine omgivelser at forstå mig ud fra, hvordan deres egen hjerne fungerer, men det hjælper dem ikke til at forstå mig. Fra indre tomhed til isolation i den ydre verden Det kræver rigtig meget at ‘træde ud af sig selv’ og forsøge at se verden som andre ser den. Ensomheden før mine diagnoser var forbundet med en følelse af stor indre tomhed, fordi jeg ikke havde kontakt med mig selv. Jeg kan ikke entydigt sige, at ensomheden er blevet mindre, men den har ændret karakter. Fordi jeg har erkendt, at forskellene er så grundlæggende, at det er svært at bygge bro. Sværere end jeg nogensinde havde forestillet at det ville blive. Det gør mig mere isoleret i mit ‘ydre liv’. Men indeni er jeg mere ‘fyldt’. Min kerne er blevet mere intakt. Det gør, at jeg bedre – ved at sætte ord på hvem jeg er og hvad jeg har brug for – kan række ud og tage yderligere skridt ind i livet. Jeg griber fat hvor jeg kan, når jeg mærker viljen til at tage min hånd og gå over broen sammen med mig. Du har redskaberne til at forstå min verden – du kan give mig redskaber til at forstå din Christian Stewart A. Ferrer har skrevet dette, som jeg synes rammer så ekstremt godt den opgave vi har fælles for at kunne bygge bro mellem hinandens verdner:
“Mennesker med ASF har brug for at blive undervist i eller analysere sig frem til, hvad andre lærer via intuition og instinkt – hvis de vil forstå og omgås andre.
Mennesker uden ASF har brug for at blive undervist og superviseret i samt analysere sig frem til, hvad de plejer at opfange intuitivt og instinktivt – hvis de vil forstå om omgås mennesker med ASF.”
Jeg kan kun lære analytisk og intellektuelt, hvad andre forstår intuitivt Det interessante ved dette citat er – og herved vises også den etiske forpligtelse, når vi taler mulighed for inklusion – at i begge verdner er analysen central for at kunne forstå den andens verden. Og den evne har vi som autister. Vi kan analysere os frem til rigtig meget. Hvis det var ligeværdigt, ville vi også skulle undervises i og intuitivt ‘mærke efter’, hvad vi plejer at analyse os frem til. Men den bevægelse kan vi netop IKKE lave. For at forstå min verden, er du derfor er nødt til at prøve at komme ‘helt over’ i autismeverdenen – prøve at se verden, som jeg ser den. Først der kan jeg ‘træde ud’ af min verden og møde dig. Jeg har fået reaktionen: Hvorfor skal det altid foregå på jeres præmisser? Men det ER jo lige præcis det, der er definitionen på handicappet. Du har redskaberne til at forstå min verden – og du kan give mig redskaber til at forstå din. Du kan både analysere og forstå intuitivt. Du bedre forudsætninger for at forstå min verden, end jeg har for at forstå din. Meget er et spørgsmål om vilje. Hvis jeg provokerer med dette budskab, er det ikke min mening. Mennesker gør, hvad de kan ud, fra de forudsætninger de har. Min hensigt er blot at fortælle, hvad der skal til, før at reel inklusion er mulig. Kan man hvad man vil – eller vil man det man kan? Det tager rigtig lang tid at begynde at forstå bare en brøkdel af den verden, vi oplever. Fordi handicappet er så komplekst at forstå. Jeg har erfaret, siden jeg fik mine diagnoser, at meget få faktisk har viljen eller lysten til at sætte sig dybere ind i det, med mindre de er tvunget til det – ved at de har et barn, en nær slægtning eller en god ven, som får en diagnose, og det derfor er nødvendigt at forholde sig til det i et eller andet omfang. Men hvis de ikke har, hvorfor skulle de så interesse sig for specielt for autismen? Det kan jeg ikke forvente, hver gang jeg møder nye mennesker. For de har deres liv og vælger at forholde sig til det, der giver mening for dem og er nødvendigt for, at de kan trives og udvikle sig positivt. Der essentielt for alle menneskers overlevelse. Det der gør mest ondt er, når mennesker, der rent faktisk ønsker at have en relation til mig, ikke har viljen til for alvor at sætte sig ind i, hvordan jeg oplever verden. For er det så i virkeligheden mig, de ønsker en relation til – eller er det nærmere et billede af, hvem de ønsker jeg skal være? Måske handler det mere om evnerne til forstå mig, end om viljen. Man siger ofte, at man kan hvad man vil. Men nogle gange hælder jeg mere til den opfattelse, at mennesker vil det, de kan. En vilje til forskel er en verden til forskel Viljen gør dog stadig en kæmpe forskel. Jeg bliver så glad, når mennesker erkender, at det er svært at forstå – og at de også begår fejl, når de tror de forstår, men alligevel ikke gør det, og de derefter fortsat viser vilje til at forsøge at lære af de fejl, de begår. Jeg forsøger selv at leve op til denne værdi ved at spørge ind til de ting, jeg ikke forstår, reflektere over dem og forsøge at omsætte det i ny erkendelse og deraf handling. Det er menneskelig ydmyghed, når man erkender egne begrænsninger, men fortsat forsøge at forstå det, man ikke forstår. Det er den ydmyghed, der gør, at vi mennesker kan åbne os mod hinanden og begynde at bygge bro mellem de forskelligheder, der giver afstand mellem os. Jeg elsker dette citat af Walt Witman, der netop beskriver denne menneskelige ydmyghed så smukt:
“I like the scientific spirit – the holding off, the being sure but not too sure, the willingness to surrender ideas when the evidence is against them: this is ultimately fine, it always keeps the way beyond open, always gives life, thought, affection, the whole man, a chance to try over again after a mistake — after a wrong guess.” ― Walt Whitman
Hvorfor jeg elsker min autisme Jeg forsøger at bevare mit fokus på, at der også er styrker ved at have både Aspergers, ADHD og OCD. Autismen giver mig vedholdenhed, evnen til at bevare fokus og overskue store mængder af information, hvis det lige netop interesserer mig. Evnen til at gå i dybden. Evnen til at lade mig begejstre over detaljer, der fanger min opmærksomhed. Jeg har også altid været en meget loyal og ærlig ven og partner. De mennesker, som har mig kær, sætter pris på for manglende evne til at forstille mig. What you see is what you get. Jeg er også hurtig til at holde af og at elske andre, når jeg oplever en særlig ‘connection’, da jeg grundlæggende er meget tillidsfuld. Dem jeg elsker, dem jeg holder af, holder jeg også med i betingelsesløs loyalitet. Deres fjender er mine fjender, og jeg forsvarer dem til sidste blodsdråbe – uanset konsekvenser for mig selv. Hvis du først fået min tillid og en stor plads i min hjerte, har du også fået dig en ven for livet. Jeg ‘sætter alt på et bræt’ i fuld hengivenhed til de mennesker, der går rent ind i mit hjerte. Bagsiden er, at det gør mig også sårbar i relationer, da jeg ofte har oplevet, at jeg giver alt af mig selv, mens den anden part holder mere tilbage. Jeg har stadig svært ved at forstå, hvorfor det er sådan. Men selvom det er sårbart, vil jeg ikke undvære det. For de mennesker, der ser den side af mig som en styrke, dem har jeg stadig en meget stærk relation til – gennem mange år og tilhørende op og nedture. Hvorfor jeg elsker min ADHD Styrken i ADHD’en er, at den er min motor. Den driver mig fremad og får mig hele tiden til at se nye veje. Den gør, at jeg bliver ved med at slås og reagere, når jeg møder modstand og forhindringer, og når jeg oplever uretfærdighed. Den er på mange måder min drivkraft som gør, at jeg nægter at acceptere både mine egne og andres begrænsninger. Den åbner hele tiden døre i min hjerne, der hvor autismen hele tiden vil afgrænse, lave systemer og gøre ting færdige. Hvorfor jeg elsker min OCD Fordelen ved OCD’en er, at den gør mig i stand til at få så meget styr på mine systemer, at der ikke kommer alt for meget kaos omkring mig. Det er en stærk kompenseringsstrategi, der hjælper mig til at ‘rydde op’ og sortere i rod. Når der er ryddet op omkring mig, og der kommer orden og system i alt det ydre, så får jeg dæmpet noget af det kaos, der er indvendig. Når OCD’en ikke eksploderer under stress, er den min trofaste ven, når det gælder ordenssans, og den kan være ekstremt nyttig i mange sammenhænge. Hvorfor det er så svært få styrkesiderne til at fylde mest? Der er en stor dualisme på spil hele tiden i det samlede diagnosebillede. Som første linje i uddraget fra psykiateren: "H har en kompliceret kombination af symptomer". Kompleksiteten bliver for alvorlig tydelig for mig, når mine styrker samtidig er det, som skaber invalideringerne. Når min OCD blusser så meget op, at den styrer alle mine vågne timer Hvor konstruktivt for helheden er det, når man føler trang til at klippe kanter helt lige på sin græsplæne med en saks for at få ro på sig selv (for så er der ikke længere noget der forstyrrer øjet). Eller når man gør rent på noget der allerede er rent, fordi alting – både indvendigt og udvendigt – bare bliver ved med at føles beskidt, eller når man rydder op i filer på sin computer i en detaljegrad der slet ikke står mål med det, der er nødvendigt for at kunne udføre sine nødvendige, daglige gøremål. Det bliver systemet for systemets egen skyld – og skruen uden ende i en endeløs række af tvangstanker og handlinger. Når min ADHD motor buldrer derudaf i en grad, der gør at glemmer at få mig selv med Min ADHD skaber store problemer for mig i forstyrrelse af opmærksomheden (jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har glemt diverse genstande i tog og busser mv, stået i supermarkedet ved kassen og har glemt mine penge, osv.). Den bliver også min egen værste modstander, når jeg handler impulsivt uden at have nogen ‘stopklods’. Jeg bliver som en hvirvelvind og mister fodfæste i en tankevirksomhed, der fører mig ud af så mange forskellelige spor, at de ender med at blokere for hinanden og jeg ikke længere kan se vejen frem for mig. Her gør motoren, at der kommer turbo på invalideringerne og forstærker min oplevelse af indre kaos. Når min autisme gør, at det jeg kunne i går, kan jeg ikke nødvendigvis i dag Sanseforstyrrelserne i autismen gør, at det det kan give ro på mit system den ene dag, kan virke helt modsat den næste. For eksempel når jeg motionerer ved at være ude at ro og opnår en fantastisk sansemæssig oplevelse og fysisk velvære i min krop. Hvis jeg så i en periode er så stresset, at min sansefølsomhed er helt ekstrem, kan samme slags rotur give mig så mange sansemæssige forstyrrelser, at jeg næste dag ikke fungerer og fysisk er sat helt ud af spillet på grund af ekstrem udmattelse og voldsom kvalme, som om jeg har sejlet 24 timer i stormvejr og høj sø. Og på grund af autismens kompleksitet kan jeg aldrig forudsige med sikkerhed, hvordan jeg vil reagere på de forskellige stimuli, jeg møder fra dag til dag. Svaghederne fylder når forståelsen fortsat udebliver Svaghederne kommer hurtigt til at fylde, hvis ikke man arbejder meget bevidst på og gør noget aktivt for, at de ikke gør det. Det er grundlæggende at tage ansvar for sit eget liv og handlinger. Det mener jeg er vigtigt at holde fast i, både hvis man selv har en diagnose, eller hvis man har et barn med en diagnose. At have den grundinstilling til livet vil også smitte af på omgivelserne og styrke ens relationer, og det bliver nemmere at finde en plads i verden. Jeg siger ikke, at det er nemt – for det er faktisk meget mere end svært. Vi bliver opfordret til at holde fast i styrkerne. Mange, der har et kendskab til autismen, kender også til de særlige talenter, der også følger med. Men når vi så igen og igen, i konkrete handlinger fra vores medmennesker, bliver mødt med for høje krav og forventninger, der ikke svarer til vores anderledes kognitive tænkestil – hvordan skal vi så fortsat kunne holde fast i styrkerne og lade dem fylde mest? I min verden er det logisk, at svaghederne fortsat kommer til at fylde uhensigtsmæssigt meget i vores selvforståelse, når de kompenserende rammer fortsat udebliver i alt for mange sammenhænge i vores liv. Det er når diagnoserne ‘blusser op’. Så mærker vi netop autismen primært som et handicap, og så er det svært fokusere på de mange styrker, vi også har. Det bliver afvikling i stedet for udvikling. Selverkendelse – rattet i bilen eller skiltet bag på? Min selverkendelse kom i takt med kendskabet til autismen, og så er den blot vokset siden. Selverkendelse kan aldrig være dårligt, og man skal finde ud af om man vil bruge den som rattet i bilen eller som skiltet bag på bilen, hvor der står ‘køreskole’. Eller måske ikke et enten eller, men netop at finde balancen. Nogle gange kan jeg køre bilen selv. Andre gange skal der en kørelærer med. Kørelæreren har kobling og bremse og overblikket over trafikken. Autister har brug for en kørelærer hele livet. For tingene stopper ikke med at være svære. Vi kæmper en kamp for at blive bedre og bedre bilister. Og for nogle der møder os i trafikken, ser det ud til, vi aldrig har bestilt andet end at køre bil. Men de ser bare en bil – én blandt mange der suser forbi. At den måske er rød og ikke sølvgrå som de fleste biler. Det, de ikker ser, er alt det arbejde, der er gjort for at bilen trods alt kører som den skal og ikke er til hindring for andre bilister. Først når der opstår trafikkaos og deciderede trafikuheld, bliver der lagt mærke til dens ‘fejl’. Hele registret træder frem i både lys og mørke Mit liv har for alvor foldet sig ud, efter jeg er trådt fuldt og helt ind i det – hele spektret er kommet til udtryk. En hel palette af farver og et toneregister, der folder sig ud ud på godt og ondt – fra dur til mol og derimellem alle de melodier, det tilsammen kan skabe. Jeg er både katten og sommerfuglen – som mit logo illustrerer. Jeg er både blevet mere ‘grounded’ i min autismekerne, og sommerfuglevingerne – min ADHD motor – bærer mig stadig fremad i bevægelser på vej endnu længere ind livet med den dualisme, der følger med. For samtidig med at jeg til stadighed bliver stærkere i nye erkendelser, oplever jeg slitagen gennem mange års kompensering - puslespillet, der bliver sværere og sværere at samle. Det er netop dualismen. Der er aldrig noget entydigt svar, aldrig entydigt positivt eller negativt. Et af mine yndlingscitater er fra den danske digter, Søren Ulrich Thomsen, som har sagt:
"For at lyset kan skinne overalt, må man bære mørket i sig".
Hvorfor jeg stadig føler mig ensom For nylig er jeg blevet spurgt, hvorfor jeg stadig føler mig ensom, når jeg faktisk har opnået relationer i mit liv, hvor jeg oplever at blive forstået. Det er et godt spørgsmål, og jeg kommer nok til at bruge resten af mit liv på besvare det. Det korte svar er, at ensomheden grundlæggende kommer af det at have autisme i en verden, hvor ca. 99 % tænker, sanser og føler grundlæggende anderledes end jeg. Det er netop essensen. Jeg forsøger at besvare spørgsmålet hver eneste gang jeg beskriver mit liv her på Neuroland – fra forskellige vinkler. Jeg er aldrig længere helt alene i mørket, da jeg har mine ‘livgivende relationer’, hvor jeg møder forståelse og genklang. Og med den erkendelse ved jeg også, at Neuroland kan være et sted, hvor andre autister kan opleve spejling og genkendelse. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke kan stå alene. Det fælles menneskelige I hverdagens forskellige sammenhænge er vi tvunget til at indgå i interaktion med andre, hvis vi vil uden for hjemmets trygge vægge og være en del af den verden, der omgiver os. Det at have et arbejde, gå til fritidsaktiviteter, oplever andre kulturer, beskæftige os med emner, der interesserer os – alt det der udgør det at have et liv, der giver mening og indhold. På den måde adskiller vi os ikke grundlæggende fra andre mennesker. Som i et fremmed land Jeg kan bedst sammenligne det ved at være bosat i et fremmed land og forsøge at blive fuldt integreret. At være et sted, hvor jeg ikke forstår sproget, og hvor jeg – uanset hvor meget jeg forsøger at lære det – altid vil have svært ved både intonation, grammatik og udtale. Som nogen der bare aldrig bliver rigtig god til engelsk eller tysk, uanset hvor meget de anstrenger sig. Det vil altid blive kantet og ‘indstuderet’ – aldrig intuitivt, aldrig flydende. At skulle være i sådan et land er ensomt. Måske mange har prøvet, når de er i udlandet, at få post hjemmefra, der minder om oplevelsen af samhørighed og fælleskab med dem, der ligner en selv. Blot smagen fra lakrids – eller en avisartikel med ens modersmål giver følelsen af igen at høre til. Som for en stund at være hjemme igen. Fuld integration kræver lige muligheder Jeg vil til stadighed være afhængig af omgivelser, der kan lære mig det sprog, som flertallet taler, og af deres vilje til at forstå mit sprog. Jeg kan ikke bare flytte til et andet land, for ‘nissen vil flytte med’ – uanset hvilket kontinent, hvilket land, hvilken region og hvilken by, jeg vælger at bosætte mig i. Statistisk vil jeg som autist stadig tilhøre lidt ca mellem 1-2% ud af 100% i den pågældende befolkning. Neurotypiske har derfor som udgangspunkt mange flere muligheder for at blive spejlet som de mennesker, de er. De har flere steder at gå hen og opnå følelsen af at høre til. Fordi de møder flere mennesker i de forskellige sammenhænge og hverdagssituationer, de indgår i, som er på samme ‘kanal’ som dem selv. De tænker og agerer ud fra den samme grundlæggende hjerneudvikling. For trods individuelle forskelle og at alle mennesker er unikke, er det stadig variationer af normaliteten. Vi har ikke de samme muligheder for at ‘tanke op’ i mange forskellige livssammenhænge. Det er fakta. Min kamp er ikke kun min kamp Det at have autisme ER derfor et både hårdt og til tider et meget ensomt liv. Og jeg ved fra mit netværk, at dette langt fra en følelse, jeg er alene med. Det gælder både for voksne autister i min egen generation, men også stadigvæk for de yngre generationer, på trods af en øget opmærksomhed i samfundet på autisme. Jeg kæmper hele tiden for at få det bedste ud af de vilkår, jeg er blevet givet i livet og få så godt et liv som muligt. Og jeg kæmper for bedre livsbetingelser og mindre ensomhed for min søn. Han har den spejling i mig, som jeg aldrig har haft i min opvækst. Det gør en stor forskel for ham allerede. Mit håb er, at jeg med min formidling her på Neuroland – og når jeg er ude og holde oplæg – kan bidrage til en større forståelse og brobygning vores verdner og derigennem være med til at gøre en forskel for ‘min art’ og skabe flere steder der giver os følelsen af at høre til.]]> http://www.neuroland.dk/ind-i-livet-2/feed/ 0 En stærk fortælling om en tragedie i menneskehedens historie http://www.neuroland.dk/en-staerk-fortaelling-om-en-tragedie-i-menneskehedens-historie/ http://www.neuroland.dk/en-staerk-fortaelling-om-en-tragedie-i-menneskehedens-historie/#comments Wed, 20 Aug 2014 21:04:49 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=2250 You cannot undo love - it has soaked the ground beneath the layers of oil and there it will remain long after the intruders, the murderers and the robbers are gone. Læs hele teksten herunder Af Rina Løhr Rinas grandparents
This is a picture of my grandmother and grandfather. It was taken on their wedding day in Baghdad in the beginning of the 1950’s. It shows only a fragment of a moment in time, but it is one of my dearest belongings. It’s a reminder of something beautiful that could have flourished for generations to come, but never did. I look at my grandfather and I see the expectations and the pride in his eyes. In my grandmother’s eyes I sense the persistent strength of youth. She holds her head high as if wanting to contain the whole future on that one day. I gaze on their reflections and I wonder which faces they would have put on, had they known what the future would hold for their children and grandchildren.
As newly weds, my grandparents settled in one of the most busy streets in downtown Baghdad. They were muslims (please don't ask me if they were shiaa or sunni - honestly, I don’t know, cause back then no one really cared) and they lived door to door with christians and jews. On Sabbaths they would assist their jewish neighbors with their daily chores. And when my mother came to the world in the holy month of christmas, my grandmother lit a candle in the local church in an expression of gratitude. But, really, it wasn’t a big deal, that was how people lived. Above all they were Iraqis, then christians, jews or muslims.
As most parents do all over the world, my grandparents worked hard to provide a good life for their children. My grandfather worked long days in the Iraqi railway services while my grandmother maintained the home. Not only did my grandmother take care of her own three children, she was also my primary caretaker in the first three years of my life in times where my own parents were away from home for days due to their jobs at Iraqi Airways. Despite the war planes in the air and the stress, I picked up from the grown ups, my life at my grandparents’ place was sweet. I’d spend hours running around in the garden, chasing cats, not worrying too much about the world outside my protected sphere.
And then, all of a sudden, it was all gone.
With a suitcase of shattered dreams in one hand and me in the other hand, my parents fled the country. Had we stayed for one more week, my father would have been sent to the front lines to die in a war in which he didn’t believe. I still remember the long, heart wrenching evenings of exile in Syria where I could barely breath because of my longing for my grandmother’s soothing smile and my grandfather’s warm arms. How can you lose someone so dear to you from one moment to the next? My childish heart simply couldn’t comprehend. And even today, my grown up self still struggles to grasp it.
I look in my grandmother’s young eyes as if she’s an old friend I haven’t seen in years. The span of lived life between us makes me want to spare her the knowledge of how the years have treated us. But I’m contrary at heart. I have a war inside of me. So I find myself whispering to her that after her passing, Saddam’s war against Iran took her only son. He died alone in the trenches, his arms outstretched as if to reach out for a helping hand that wasn’t there. Maybe he was screaming out your name, I tell her. I take my grandfather’s hand and hold it firmly in mine and I tell him that years later, when his youngest daughter was murdered at the age of 42 in the new, “democratic” Iraq, people would say that she was lucky to escape the sufferings of the Iraqis. She was “lucky” to die, they said. Her murderer was never put on trial.
I tell them that their daughter and son left them seven grandchildren that have spent years and years in a living hell of hunger, war and terrorism. Lately, they have found themselves at the mercy of islamofascist barbarians that are wrecking havoc in the home of the garden of eden and the cradle of civilization.
They’ll ask me how things ended up like this and I’ll tell them about the curse that has befallen Iraq and its people. I’d give them the whole story. From the incompetent, power-crazed Arab leader that lead his country to disaster to the oil thirsty standard bearers of democracy who didn’t do any body counts. And about the recent time travelers from the middle ages who are taking out their pathetic, failed lives on people who have already been tormented for the past 30 years. And about the world leaders who didn’t give a damn when the islamofascists started butchering the ancient christian population along with other minorities. They reacted only when the oil fields were in danger of falling into the hands of the barbarians. Because this is how history unfolds it self over and over again. Money over people. Talk over action. Self interest over common interest. Always.
Knowing that they will not be able to completely understand it, I’ll explain to them how ruthless islamist killers have proclaimed a so called “islamic state” where the horror of beheadings, crucifixion of children and sexual enslavement of women reigns. They will look back in astonishment when I tell them that many of these filthy, mentally sick islamist terrorists have lived in Western societies where they have enjoyed all the benefits that come with the gift of freedom. But, eventually, they couldn’t handle being treated like civilized human beings, so they turned their backs on the West and decided to give something back to the Middle East. Their contribution was not compassion, knowledge or a higher state of consciousness. It was the shed of blood and the maul of human tissue. Because this is what they do best.
In regret and disgrace of the current hell their country has turned into, I try to assure my grandparents that I tried to stop the mess more than 10 years ago. With good people like Peter Kofod, Aviaja Marsilie, Nicola Weeks, Jaleh Tavakoli, Abdullah Domurcuk and millions of other people, I wandered the streets of Copenhagen, London and Paris to prevent a war that was on its way. For months we did what we could to change the course of history. I look for just a tiny glimpse of gratification in their gaze as I tell them that never before and never after did so many people walk the streets of the world with a common goal as we did that day on February 15th 2003. It was the largest protest in human history, they said. But little did it help.
On distant shores and in military bases in Germany, the Mediterranean and the US, young men and women prepared themselves for the war to come. At the time, I didn’t know them and I didn’t care about them, 'cause they were the oppressors. A few years later, I’d meet Tina Garnanez, Maricela Guzman, Jeff Key, Stephen Funk, Tim Goodrich and I’d learn about their hopes and dreams and about the unbearable moments they lived through far away from home. And about the things they did and will have to live with forever. I understood that they gave their best years to a war that was no more theirs than mine. I realized that we shared a common fate given the Middle Eastern dirt we had all tread. The Iraqi curse was theirs as much as it was mine. And I found myself dreaming of a parallel life in which Iraq had been allowed to profit from its underground resources. A Dubai-like Iraq. But not a shallow Iraq like the newly rich beduin state of Dubai. More an edgy version wrapped up in the art, love and poetry that is a big part of the Iraqi soul. There, in the imaginary haven in the back of my mind, we would meet by the shores of Tigris as normal human beings. Without the anger, the sorrow, the PTSD and the unanswered questions about a wasted youth.
And I would take them to your house, grandfather, and let you show them true Iraqi hospitality, right there in the warm evening breeze in your garden. And you would tell them anecdotes of times gone by, and when you’d go to bed that night, gazing at the stars from the rooftop, you’d cherish how this joyful connection with strangers made you feel that the world had gotten smaller. That after tonight, we were all closer connected.
And now this.
I bear a contradiction in my heart. A war is going on inside of me. I tell my grandparents that the war lead me to a man with a heart of gold. And that he is the father of my two beautiful sons, and that in their eyes I have found all the compassion and greatness of mankind. You should see them, when they watch me as I lean towards the jasmine tree outside our Mediterranean home. How they will take my hand as if to comfort me. Because they know. They know very well that the scent brings me back to your garden in Baghdad, grandmother, with its jasmine tree.
I trust no one but the people. No country, no leader, no religion, no company, no organization has ever put the interests of others before its own. This is one of life’s lessons.
I will rely on the people’s will only. I force myself to believe that, eventually, the Iraqis will join forces and kick the intruders out of their country. Because we have had enough. Enough. Enough hunger, enough killing, enough terror and enough exploitation, regardless of the face and race of the thieves and murderers.
They will try to make us and the rest of the world forget. They will shout and slaughter and do all kinds of inhuman acts to destroy our spirits. But we will never forget who we are. Because you cannot erase the look in my grandparents’ eyes. You cannot undo love - it has soaked the ground beneath the layers of oil and there it will remain long after the intruders, the murderers and the robbers are gone.
Please help us all remember by sharing your picture of the good Iraq as you remember it under the hashtag #WeRememberIraq
#no2isis, #stopisis, #WeAreN, #IAmN, #YoSoyNazareno #PrayForIraq
]]> http://www.neuroland.dk/en-staerk-fortaelling-om-en-tragedie-i-menneskehedens-historie/feed/ 2 Havets lynlås http://www.neuroland.dk/havets-lynlaas/ http://www.neuroland.dk/havets-lynlaas/#comments Thu, 31 Jul 2014 13:00:10 +0000 http://www.neuroland.dk/?p=2244 Noget af det smukke ved autismen er evnen til at se skønheden i de mindste detaljer. Evnen til at blive totalt opslugt af et syn, en lugt, en smag. At blive tryllebundet og være fuldt ud til stede i det med alle sine sanser vidt åbne. De magiske øjeblikke, som er så smukke, at man ville ønske de aldrig stoppede. Sådan et øjeblik indfandt sig i dag. På vej fra Sjælland til Jylland. På færgeoverfarten Sjællands-Odde–Århus. David-Sj.-odde Min søn David og jeg stod ude på agterdækket og kiggede bagud på det hvide skum, der kom fra de sprøjtende vandmasser på hver side af færgen. Som to vandkanoner, som først skabte en masse sprøjt, nærmest som vandrette geysere, som så senere samlede sig i skummende bølger, der slog ind over hinanden og samlede sig i noget der lignede en motorvej af skum. Skumvejen bugtede sig bagud slange bagud og fortabte sig i horisonten - med følgeskab af det smukkeste skylandskab. David syntes det lignede en lynlås, der åbnede sig. Havets lynlås blev scenariet døbt. Han sagde, det var en af de bedste dage i hans liv - som vi stod lige der. Tryllebundet af vandmasserne der hvirvlede rundt og det bløde, hvide skum. Helt fordybet i et af livets smukke øjeblikke. Hvor man glemmer, at der nogensinde har været et ‘før’ og at der kommer et ‘efter’. Der er kun det nu, som lige der er det bedste nogensinde. Hvidt-skum Et magisk øjeblik som starten på en bilferie i det jyske. Det var ren ufiltreret lykke. Og som David stod der og smilede på agterdækket med Sjælland bag os, kom jeg til at tænke på denne sang fra filmen Flyvende farmor af Vikke og Rasmussen. Du er så smuk med havet som baggrund. Sunget af Peter Belli. En film som David og jeg har set sammen mange gange - en dejlig reference. Bedre start på en bilferie kan man vel nærmest ikke ønske sig. ]]> http://www.neuroland.dk/havets-lynlaas/feed/ 2