Flowerworks, en hyldest til en jeg elsker og refleksioner om det at miste

Posted by Stinne Hust_Neuroland on august 30, 2015

Jeg elsker at fotografere. Blomster er et yndet motiv. I sommerferien var jeg en tur i Europas efter sigende smukkeste slotspark, beliggende i Helsingborg. Sofiero. Og det er et smukt syn med alle blomster. Nu fik jeg så en særlig anledning til at dele dem på Neuroland. Der er ikke sket noget længe på Neuroland. Det har været en gold ørken, idet mit liv de seneste måneder har føltes lidt som en ørkenvandring. Men nu er det begyndt at blomstre igen. Flowerworks var det ord, der faldt mig ind til dette album af blomster. Anledningen til Flowerworks Det er mit første indlæg i lang tid og et afsæt til nye tanker, der skal spire, gro og springe ud i refleksioner og analyser af hjernens uransagelige veje. Anledningen kom dog på en lidt trist baggrund. Men tankerne efterfølgende dannede grobund for et indlæg, som er en hyldest til et menneske, jeg elskede, men som jeg nu har mistet. Fyrværkeri bruges til markeringer af begivenheder – af begyndelser og slutninger. Fireworks. Det gør Flowerworks også. Dette indlæg er dedikeret til min morfar. En markering af et dødsfald, en fejring af livet og kærligheden.

Hvornår mærker man forskellen er og er ikke mere? Det er mærkeligt med døden. Det er så svært at begribe. På dagen hvor jeg fik beskeden, mærkede jeg ikke den store forskel på den dag, til forskel fra dagen før. Det var svært at forstå. Ja, han er her ikke mere. Men jeg havde ikke set ham i lang tid, ikke snakket med ham i lang tid. Og hvordan skulle det føles så anderledes, sådan helt konkret – i min helt lavpraktiske hverdag, at han ikke er her mere? Vi havde ikke meget fysisk kontakt, ej heller telefonsamtaler. Telefoner har jeg det bare generelt svært med, og jeg skal tage lange tilløb for at snakke i telefon med andre mennesker. Min morfar havde det faktisk ligesådan. Han er præget af sit arbejdsliv på havet, som kaptajn på redningsskibet, hvor telefonsamtaler kun var til ultrakorte beskeder og kommandoer. Det gav ham så meget, hvis man kom et smut forbi plejehjemmet, men man tager ikke bare lige et smut fra København til Frederikshavn med jævne mellemrum. Så hvordan kan man savne noget eller nogen, som i lang tid ikke har været nærværende i ens liv? Måske først langt senere vil sorgen indfinde sig. I en bestemt situation, hvor man pludselig bare synes, at der mangler noget. Lige netop at det menneske mangler, som en briki puslespillet. For sådan har jeg oplevet det før. Et nyt reskab til de svære samtaler Men stadigvæk er døden svær at begribe. En god hjælp denne gang til at snakke om, hvad der sker i os, når nogen tæt på os dør, viste sig denne gang at være en filmoplevelse. Filmen ‘Inderst inde’ så vi sammen med min søn sidste weekend. Den har han taget til sig lige med det samme, og allerede i den første snak vi havde omkring morfar/oldefars død, lige efter vi overbragte nyheden til ham, brugte han det filmunivers til at sætte ord på, hvad han umiddelbart følte og tænkte. Det er et helt fantastisk ‘redskab' til de mere følelsesrelaterede snakke, som ofte er svære for autister. Den kan varmt anbefales, og jeg tror den er god at se med alle børn. I det hele taget tror jeg man kan få meget ud af den, uanset hvilken alder man har, da den giver så gode forklaringer på i konkret og let forståeligt billedsprog, hvad der sker i hovedet på mennesker, når de reagerer følelsesmæssigt (du kan læse om filmen her). Og det med at forstå og håndtere følelser har alle mennesker brug for, til at blive klædt godt på til at tackle forskellige aspekter af livet. Og jo før i livet jo bedre. I filmen følger man teenagepigen Riley, der står over for en stor forandring i sit liv – at skulle flytte og skifte skole. I hendes hovede er 5 forskellige ‘følelsesfigurer’: Glæde, Triste, Afsky, Vrede og Frygt. Rene grundfølelser. Figurerne trykker på bestemte ‘knapper’ i hjernen og styrer derfor Rileys følelsesmæssige reaktioner. Derudover får man indsigt i, hvad der sker i hjernen, hvad der danner personligheden, hvordan ‘kerneminder’ lagres i de forskellige 'øer' af ens personlighed, hvad der sker når man gennemgår forandringer, og hvordan minderne farves af forskellige grundfølelser. Filmen har nok et forklaringsproblem, hvis man satte Peter Lund Madsen på for et videnskabeligt faktacheck i forhold til hvad der sker i vores hjerner (hvor kommer genetikken f.eks ind i billedet?). Men filmen er fantastisk til at forstå følelseslivet på et meget håndgribeligt billedplan, der kan danne afsæt til mange samtaler om, hvad der sker i en selv, som kan være svært at sætte ord på, og ikke mindst giver filmens univers et redskab til at formulere mulige forklaringer på, hvad der sker i hovedet på andre mennesker, når de reagerer som de gør. Lige nu er det naturligt nok mest figuren ‘Triste', der trykker på min søns knapper, men glæden er der også – i minderne. Og som et af budskaberne i filmen er: Det hele skal have plads. Hvis man ignorerer en ‘stemme’ (grundfølelse), insisterer den blot endnu mere og kræver plads, indtil nogen tager den alvorligt og lytter til den. Det kan være modsatrettet (flere følelser er til stede på samme tid), og det i sig selv er være svært og kaotisk at forholde sig til som autist, da vi vil helst have at tingene er entydige, sort/hvid, enten/eller, men det er livet jo sjældent. Det modsatrettede i sorgbearbejdelsen Sorgbearbejdelse kan være mange ting. Det behøver ikke kun være ‘ked af det’-hed og salte tårer. Det kan være, når man, i et kaos af modsatrettede følelser, mærker vrede over noget, som er uforløst i relationen til den, man har mistet, samtidig med glæde over de gode minder, der også har været. Eller måske endda lettelse, fordi man har oplevet et svigt, der nærmest er ubærligt. Her er vi ude i det mere tabubelagte. Men ikke desto mindre kan det også være virkeligheden i nogle menneskers liv, når de oplever et dødsfald blandt deres nærmeste. Det kan også være frygt, fordi man konfronteres med egen dødsangst. Frygt for alt det ukendte – uvisheden om, hvad der egentlig sker med os, når vi engang skal herfra. Det kan være meget modsatrettet. Oplevelse af afskeden er afhængigt af bagagen Mine følelser i forhold morfars død er lykkeligvis meget ‘rene’. For mine minder om ham er lyse og fyldt med med kærlighed. Derfor er det en sorg, der ikke er følelsesmæssigt kompliceret for mig at forholde mig til. Fordi jeg netop havde en ukompliceret relation til min morfar, og fordi måden han døde på var en naturlig og logisk afslutning på et langt, levet liv. Et godt liv. Så det er heller ikke en afsked med følelser af afmagt og meningsløshed, som indfinder sig, når døden rammer tilfældigt og brutalt, uretfærdigt, alt for tidligt, og med al for meget lidelse. For det har jeg også oplevet, og jeg kender mennesker, der har oplevet det, og jeg har fornemmet, hvordan det vanskeliggør sorgbearbejdelsen. Sorgberarbejdelsen kan også blive vanskeliggjort af relationerne til de mennesker, der også havde en relation til den afdøde. Måske reagerer man bare meget forskelligt på sorg. Måske havde man vidt forskelligt forhold til det menneske, man har mistet, hvor én havde et ukompliceret forhold – og god relation – til den afdøde, og en anden et mere kompliceret forhold – og besværlig relation – til den samme person. Det kan være svært at mødes om. Hvor vanskeligt det er at bearbejde en sorg afhænger derfor meget af, hvad man har med i bagagen. Hvad fik man selv af redskaber i sine første møder med døden som barn? Havde man nogen at tale med det om? Nogle der var åben for de helt ufiltrerede spørgsmål, man stiller som barn? Kom man med til begravelsen, eller blev man beskyttet i 'misforstået hensyn'? Blev man mødt med et helt ‘regelsæt’ af ‘rigtige’ og ‘forkerte’ følelser, eller fik man plads til reagere, sørge, undre sig, være bange – på lige præcis den måde, man havde behov for? Eller blev man mødt med berøringsangst og de voksnes frygt for at blive konfronteret med egne uforløste problemer og evne til at håndtere mødet med døden? Alt det er så væsentligt i forhold til den redskabskasse, man selv får med sig i livet, og som man får brug for i mødet med uafvendelige, hvor ingen går fri. Hvilke spor blev der sat? Sorgbearbejdelsen for mig er mest af alt at rette min tankevirksomhed mod det menneske, jeg har haft en relation til. Et menneske, der har formet, præget eller på en eller anden måde har haft indvirkning på mit liv, og give det fuldt opmærksomhed. Et menneske som var, og nu ikke er mere. Det jeg umiddelbart havde mest behov for, efter nyheden om min morfars død, var at fylde min bevidsthed med de dejlige minder jeg har om ham. Og om de spor han har sat hos mig, i mit liv. Redningsskibet og fyrtårnet Min morfar.‘Søulken’, Kaptajn på redningsskibet i Skagen. Han stod i min barndom på mange måder, både som et ‘fyrtårn’ (han var næsten 2 meter høj, og altid rank og stolt) og et ‘redningsskib’ for mig. Han så mig, når jeg var udenfor fællesskabet og hos ham følte jeg altid, at jeg havde en plads. Hvis jeg var ked af det og følte mig særligt ensom, forkert eller ved siden af, så opdagede han det og gjorde alt for at vise mig, at jeg i hvert fald hørte til hos ham. Han insisterede på, at jeg skulle sidde ved siden af ham til frokostbordet, og jeg elskede at jeg havde netop den plads, det var helt fast og det skulle der ikke laves om på. Det fik mig til at føle mig som noget helt særligt. Mødte mig altid der hvor jeg var – selv med følgeskab af MTV Senere da jeg var teenager, så jeg MTV alene sent om aftenen, efter alle var gået i seng. Min mormor og maorfar havde mange tv-kanaler, hvilket vi ikke havde derhjemme, så når alle i familien var gået til ro og jeg endelig følte jeg havde fred, så var det det bedste, jeg vidste, at have den tid for mig selv (den følelse har jeg stadig – hvor jeg nyder stilheden, når familien sover, og det bare er min egen tid uden forstyrrelser). Nogle gange kiggede min morfar ind i stuen, hvor jeg sad og så tv, fordi han skulle op flere gange om natten (han vågnede altid på grund hans rytme med arbejdet, hvor han i tide og utide blev kaldt på redningsvagt). Han forstod ikke, hvad jeg kunne lide ved alt det larm, der var på MTV – men han var den eneste, der gad gå helhjertet ind i det sammen med mig, spørge hvad det var jeg kunne lide ved det og snakke med mig om, hvad der rørte sig i mig som teenager. Han tog mig alvorligt, og jeg følte mig værdifuld i hans øjne. Tydelig, forudsigelig og sikker. Autismevenlig Jeg elskede hans rutiner, for det gjorde ham forudsigelige, tydelig og tryg. Han gik sine ture ved havet hver eneste morgen, og han løste sin kryds og tværs på bestemte tidspunkter, tog sin middagslur på bestemte tidspunkter. Det var i grunden meget autismevenligt. Jeg elskede hans leg med en hvid stofserviet, som han gjorde til en levende mus, der kravlede op og ned af ham og ind i ærmerne og ud gennem skjorteåbningen. Det var en meget uartig mus, og han fik ALLE børnebørn og oldebørn til at hulke af grin over det nummer. Igen, igen, igen blev han plaget om at gentage det. Vi kunne ikke få nok af det.

Jeg husker hans farver, han havde mest lyst tøj. Lyseblå og hvide skjorter, sandfarvede bukser. Havets farver. Alting passede sammen hos ham. Som i perfekt tegnede mønstre. Vores fælles historier Jeg husker en periode, hvor han og jeg sendte historier til hinanden i brevform. Jeg startede historien, han skrev videre på den. Og sådan kørte det frem og tilbage. Vi nåede vidt omkring, og jeg ventede med spænding på, hvad der ville ske i vores fælles fortælling, og det kriblede i mine fingre, når der lå et brev i postkassen fra min morfar. Jeg var så spændt. For det var jo ikke småting, vores hovedperson blev udsat for. Man efterlader ikke dørken i uorden – eller vinduer. Jeg husker vores søns barnedåb, hvor min morfar, efter festen var slut, vaskede gulv i hele selskabslokalet i det kulturhus i Valby, vi havde lejet til formålet. Han kunne jo ikke bare ‘forlade dørken’ på et skib, der trængte til at blive spulet. Mere effektiv gulvvask har jeg aldrig set siden. Jeg tænker også på ham hver gang, jeg vasker vinduer. For han lærte mig hvordan det skulle gøres, uden der kom striber. Kærligheden dør aldrig Han var et virkeligt dejligt menneske, som havde så meget kærlighed til os alle sammen i familien. Jeg er glad for, at jeg nåede at besøge ham sammen med min søn på plejehjemmet for få år siden. Det er mit sidste ‘levende billede’ af ham. Der sad han bare lykkeligt og iagttog 3 børnebørn (min søn og min fætters to drenge) lege. Han var halvdøv, så han kunne ikke høre, hvad de snakkede om. Men det så ud til at være fuldstændig ligegyldt. Det var en lykkestund for ham at have alt det liv omkring ham i den time vi var der. Som om han sad der og tænkte: "Wow, Did I Do That? Det er mit værk - alt det har jeg været med til at starte. 4 generationer. Det er lige godt noget.

Han har været et lyspunkt i mit liv, men selvom han er død nu, holder han ikke op med at lyse i min bevidsthed. Så på den måde dør kærligheden til et elsket menneske aldrig, selvom personen ikke er her fysisk mere. Kærlighedens pris For ligesom kærlighed ikke kan afgrænses til – og er begrænset af – tid og rum, så er sorgen det heller ikke. Det er ikke sådan, at man der fuld turbo på 'ked af det' i tre måneder, hvor ansigtet skal lægges i triste folder, og så går det pludselig over og man er glad igen. Sorg kommer man aldrig over, for sorg er kærlighedens pris. Man lærer at leve med sorgen. Man har elsket, og kærligheden dør ikke, fordi det menneske man har elsket ikke er mere. Som jeg fornylig læste en person udtale i en artikel om sorgbearbejdelse:

”Når du sørger, er du nede at røre ved livets grundfundament. Sorgen er kærlighedens pris. Vil du undgå at opleve sorg, skal du aldrig indgå i relationer med andre mennesker. “

Kærligheden er i relationen Og det er jo sådan, det er. For kærlighed er i relationen. Mellem mennesker. Den lever jo stadig videre i os, der stadig er her. Derfor er sorgen uløseligt forbundet med kærligheden. Det er et udtryk for, at nogen har haft en positiv betydning i ens liv. Når man mærker et savn, så er det fordi der mangler noget, der har givet en noget værdifuldt i livet. Mellem mennesker Derfor har jeg ogå haft det sådan, at et savn over et menneske, man har mistet (hvad enten det er døden der har skilt os ad, eller at relationen er brudt af andre årsager), pludselig kan indfinde sig længe efter og ramme én med fornyet styrke. Jeg oplevede her i sommer. Med min svigermor, som døde for halvandet år siden. Min søn har haft et svært år, men nu har han skiftet skole og er kommet i rammer, hvor han stortrives. Den udvikling der er sket med ham de sidste par måneder er kvantespring på kvantespring. Og jeg jeg ved, at hun ville have glædet sig langt ind i sjælen over den udvikling, han har gennemgået. Det ville jeg gerne, at hun havde været med til at opleve sammen med os. Ligesom jeg kan forestille mig, at hvis vi skal holde min søns konfirmation, og vi står der og skal have vasket et beskidt gulv i et selskabslokale – så vil jeg nok savne ‘kaptajnen på skibsdækket’ ekstra meget til at klare det i en håndevending. Eller i en anden situation, jeg endnu ikke kan forestille mig, hvor det bare pludseligt overvælder en, fordi noget aktiverer bestemte minder. Ligesom en bølge der skyller ind over en. Jeg fik at vide, at det sidste min morfar havde snakket om, var blomster. Det lyder dejligt – og ikke det er nok ikke det værste at have ‘på lystavlen’, lige inde man skal herfra. Så intet var mere oplagt end at dedikere mine blomster fra Sofiero til ham. Og morfar, alle bølger i mindet om dig skal være velkomne. Uanset om de er voldsomme og vælter mig, eller jeg mærker de blide krusninger og dønninger, som minderne giver. Hver og én af mine blomster, er til dig, morfar. Et festfyrværkeri af blomster. Et farvel, en ‘salut’, der sender dig afsted til hvor, du nu skal hen. Tak for alt det, du har givet mig. Albummet Flowerworks kan du se her

1 Comment

Anja Hende 7. september 2015 at 13:38

Det er så smukt skrevet Stinne
I SEE YOU
Jeg hørte engang en præst i en film beskrive sorgen ved at miste en man holdt af eller elskede, som en “kærlighed der bliver hjemløs”.
Det gav rigtig god mening for mig og det er netop denne hjemløse kærlighed du for mig beskriver. En hjemløs kærlighed der nu skal finde en anden plads i minderne, hvor savnet er stort og til tider vil smerte.