Når ordene svigter
Posted by Stinne Hust_Neuroland on januar 12, 2016
I det sidste specielt halve år af 2015, har jeg været så udfordret i mine omgivelser, at jeg igen har oplevet, som så mange gange før, at ordene svigter mig. Jeg bliver så stresset, at jeg får sværere ved at formulere mig flydende. Min verden sanser jeg i mindre og mindre detaljedele, og det samme sker med mine tanker.
Når jeg er allermest udfordret og stressniveauet faretruende højt, og jeg skal sætte ord på, hvad der sker overfor mine omgivelser, så bliver det sværere for mig at holde sammen på helheden. Jeg mister ind imellem den røde tråd, fordi der kommer så mange flere detaljer med, når jeg skal fortælle, hvad der sker, og hvordan jeg har det. Og jeg har ikke overblikket til at kunne udelade dele, som måske ikke er nødvendige for mine omgivelser i forhold til at forstå. Det er som om detaljerne folder sig ud og nærmest ‘eksploderer’ i mit hovede, eksponentielt med stressbelastningerne.
Hvor skal tankerne gå hen, når de ikke kan finde vej?
Når det er allerværst, mister jeg deciderede sproglige færdigheder. Ordene bremser i mig, og jeg kan ikke få det ud, som jeg så krystalklart kan formulere ned til den mindste detalje i mit indre. Indeni holder tankevirksomheden aldrig pause. Tværtimod. For jo højere stress jeg oplever, jo flere tankestrømme opstår der, og de står i kø for at prøve at ordne og strukturere det kaos, jeg oplever indeni. Men det er som de bare ender med at klumpe sig sammen. Som en garnnøgle af tanketråde, der er viklet ind i hinanden. Hvor start og slut ikke længere findes. Så får jeg den oplevelse, at ordene svigter mig. Ordene, som ellers er min altid sikre og trygge havn. Ordene som er mit stærkeste våben mod netop kaos. De har ikke længere noget sted at gå hen og finde hvile. For hvor går man hen, når alt går ned? Hvor går man hen, når verden går i sort, og det er svært at se vejen ud af den labyrint, som jeg har følelsen af at befinde mig i – og som jeg i tankerne, med al magt, prøver at holde styr på?
Mangel på mening og sammenhæng giver færre samlede formidlinger
I sådanne tilstande af kaos får jeg sværere og sværere ved at skabe sammenhæng i det, jeg oplever i og omkring mig, og får derfor også tilsvarende svært ved at udtrykke mig sammenhængende og meningsgivende. For når jeg mister grebet om ordene og ikke længere ved, hvad der er op og ned, syd og nord, øst og vest, højre og venstre – så evner jeg ikke længere at sætte ordene sammen i noget, der bare minder om en helhed. Når jeg først havner der, kan jeg ikke få forløst de mange tankestrømme, fordi jeg ikke kan få dem på plads. Jeg kan ikke få dem placeret på de rette hylder og i de rette kasser. De bliver ikke til overskuelige helheder for mig, som jeg kan formidle i en samlet formidling af et emne eller en problemstilling. Som jeg kan afslutte, før jeg starter på den næste. Derfor har der også været meget stille på Neuroland især i sidste halvdel af 2015.
Blæsevejret, der i år satte rekorder. Også i mit indre
Der har været meget blæsevejr i 2015. Mere end almindeligt. Faktisk helt udsædvanligt. Helt konkret og bogstavelig talt, i følge statistikkerne på DMI. Det har der også i mit liv. Jeg synes også, at mit indre blæsevejr har sat nye rekorder. Fra lette briser, friske og jævne vinde, der varsler forandringer – forandringer der vækker uro og angst i mig. Over stærk blæst og stiv kuling, når jeg står midt i forandringer, der presser mig ud over, hvad jeg reelt evner at kompensere for. Til storm og orkan, der river og flår i min indre i kampen for at finde løsninger på svære problemer og dilemmaer. Og i de meste ekstreme øjeblikke tornadoer, hvor det føles som om at selve livsfundamentet er ved at skride under mig. Når jeg er helt inde i orkanens øje eller i centeret af en tornado, så er det som om, at ordene også spredt for alle vinde. Og når der bliver stille igen, må jeg ud i hele min verdens afkroge for at samle stumperne og rydde op efter uvejret.
Når tankerne flytter sig ud af fastlåstheden og finder hvile
Når tankerne klumper sig fast og står i kø; når de kører i ring og dermed ikke når det punkt, hvor de bevæger sig ind i en ny erkendelse – så hjælper det mig at bevæge mig fysisk. Men det er ikke altid nok. Det hjælper ikke meget, hvis det også blæser udenom mig (og ikke kun indeni). For blæst påvirker mine sanser enormt. Jeg bliver urolig og stresset af det. Men når der så har vejret dage med stille vejr udenfor, har jeg gået ture for at få tankerne til at bevæge sig ud af fastlåstheden og nye steder hen. På mange af de ture jeg har gået i min store og smukke ‘baghave’, kysten ved Øresund, har jeg taget billeder. Af helt stille landskaber. For lige præcis de landskaber er faktisk et billeder på den indre tilstand af ro, jeg længes sådan efter.
Du kan se et udvalg af de billeder her.
Stilhed. Tyst. Vindstille. Blikstille. Havblik.
Min naturlige ‘grundtilstand’ er stilheden. Hvor intet flytter sig, bevæger sig og dermed ikke forandrer sig. Hvor der er ro, orden, symmetri, balance, rene linier og harmoni. Ligevægt. Det er i samspillet med mine omgivelser, at denne tilstand 'trues' og efterlader mig i kaotiske, angstfyldte og stressende tilstande. Længslen efter grundtilstanden er for mig den autistiske længsel efter perfektion i alle livets forhold. Hvor alle detaljer har fundet lige præcis deres plads i et samlet hele. I et komplet system, så netop ville vælte, hvis der manglende bare én detalje i helheden. De tilstande, hvor intet mangler, intet larmer – men hvor alt er præcis som det skal være – dem finder jeg i disse billeder.
Disse syn på nethinden tager jeg med mig hjem, og det hjælper til at lade mig op med indre ro. Så får tankerne et ‘hjem’ at finde hvile i.
Når jeg ikke evner at få ordene til at falde til ro i mig selv
Et sted hvor mit kaotiske indre og tankemylder også finder ‘sjælefred’, når jeg ikke evner at få ordene til at falde til ro mig selv, er i kontakten med mine allertætteste, livgivende relationer. Mine få, men uundværlige, tætte venner. Mine livliner. De mennesker jeg har i mine allerinderste relationsringe. For når ordene svigter mig, betyder det ikke, at jeg holder op med at kommunikere. Faktisk tværtimod. Jeg har netop et endnu større behov for at kommunikere alle de tanker, der låser sig fast i mit indre. Så mine livliner har måttet ‘lægge øre til meget’ i den sidste tid (måttet læse lange skriv, med mange budskaber og detaljer, som har fyldt hele min verden). Og det har de gjort med en kæmpe tålmodighed, rummelighed og kærlighed. De får alle mine ord. Rummer mine ord. Bliver aldrig træt af dem. Hos dem findes et ‘hjem’ for mine tanker.
Et ‘hjem’ hvor ordene modtages, reflekteres over og sendes tilbage
Hos mine livliner bliver mine ord modtaget med den største omsorgsfuldhed, nænsomhed og kærlighed. De bliver læst og lyttet til – så de ikke længere flyver hvileløst omkring som løsrevede fragmenter. De bliver også reflekteret og sendt tilbage i en ny form. Som nye input, stof til eftertanke eller kærlige ‘los bagi’. Som spejlinger, hvor jeg ser mig selv krystalklart i deres øjne. Ser både mine styrker og mine skyggesider. Som to sider af samme mønt. Som alt i livet er, og som også findes i mig selv. Det styrker mig og giver mig nyt liv, fordi tankerne bliver sat i bevægelse, omsat til refleksion og når det punkt, hvor de også tager ‘kvantespring’ i nye erkendelser.
‘Venner i nærheden’. Eller stjerner man altid ved er der
På Facebook er der en funktion, hvor man kan se ‘venner i nærheden’.
Den behøver jeg ikke at bruge. For mine tætteste relationer er altid hos mig. Altid ved min side, uanset hvor de fysisk befinder sig i forhold til mig.
Som en vildfaren satellit i rummet
Når jeg føler mig forvirret, angst, fortabt og fortvivlet i mit indre kaos, så er jeg som en vildfaren satellit i rummet. Jeg er lost og uden retning retning og holdepunkter i et uendeligt mørkt univers. Og når det er alleværst, så er det som om, jeg bliver suget ind i universets ‘sorte huller’. Men så ser jeg lysglimtene i mørket. Mine stjerner. Når de kommer tættere på, er de farverige planeter, med hver deres atmosfære, overflade, temperatur og vejrforhold. De er der altid, uanset hvor håbløst og ensomt det føles. Ind i mellem kan jeg have svært ved at se dem. Så skimter jeg dem kun som mørke skygger, hvor jeg kun aner konturerne. Når jeg er i den tilstand, kan jeg godt rammes af en angst for, at de forsvinder helt. Når bevidstheden om, at de er der et sted, ikke er tilstrækkelig til at berolige mig, så får jeg brug fra et håndgribeligt og synligt tegn på, at de er hos mig. At de er MED mig i virkeligheden.Så beder jeg dem om at fortælle mig, at de stadig er der. Beder dem om et livstegn. Når de så hører mig, ser mig og reagerer på min kommunikation og mine råb om hjælp, så lyser de op. Og jeg kan igen finde vej.
Når jeg bliver opgivende holder mine livliner fast
Når jeg har været allermest opgivende, så er det netop der, hvor mine livliner holder allermest fast i mig. De giver aldrig op over for mig, men viser mig, at der ALTID er en vej. Den vej vi går sammen.
I de nok sværeste uger i 2015, som også var nogle af årets sidste, ydede to af mine allertætteste livliner, på deres måde, en uvurderlig støtte for mig.
Som den ene, min allertætteste autistiske veninde, skrev til mig efter storme have raset og efterladt mig i totalt kaos:
“Jeg er her i hvert nano sekund i dit liv
Du er aldrig mere alene i sjælen”.
Hun ser mig altid, helt ind til mit allerinderste. Og hun har omfavnet mig med mange lindrende ord gennem tiden. Mange kærlighedserklæringer. Men denne ramte særligt stærkt, da jeg modtog hendes SMS. For lige netop der var følelsen af at være alene, altovervældende.
Og da modløsheden og opgivenheden satte ind med en overvældendestyrke nogle dage efter – som en tsunami der skyllede ind over mig – trådte min anden livline til. En ven som jeg ikke har kendt så længe, men som for halvandet år siden trådte ind i mit liv 'med træsko på' og hurtigt fik en stor plads i mit hjerte. Han er blevet en meget særlig og sjældent unik neurotypisk ven, og han sendte mig denne smukke anekdote:
“En lille pige lavede et stort sandslot med en voldgrav til. Under udgravning til voldgrav stødte den lille pige på en stor sten. Pigen kunne ikke grave stenen fri og begyndte at græde. Pigens morfar hørte pigen gråd og spurgte ind til årsag. Pigen fortalte at hun havde gjort ALT for at fjerne stenen. Morfar skældte pigen ud og sagde"du sagde at du havde gjort alt, men du hentede ikke mig" hvorpå morfar gravede stenen fri og kastede den langt væk.”
Det var som 'balsam for sjælen' da jeg læste de ord. For det gjorde, at jeg mærkede at have et menneske tæt på, der stod klar med råd, vejledning og hjælp i helt konkrete handlinger. Jeg følte, at jeg ikke behøvede at bære al byrden på mine skuldre alene.
Mit livs fundament
Mine livliner har været der hele tiden. Trofaste ved min side og utrætteligt har de VILLET mig, og de har været nettet under mig, når jeg har haft følelsen af at træde ud over en afgrund og været usikker på, om jeg overhovedet ville nå over på den anden side. Den kærlighed jeg mærker fra dem, og fra min egen lille familie, er mit livs allerstørste rigdom. Og at have en sådan kærlighed i mig liv føler jeg mig umådeligt priviligeret og dybt taknemmelig over.
Som nu nyligt afdøde, selveste Hr. David Bowie, har beskrevet den allerstørste største erfaring et menneske kan gøre sig:
"The greatest thing you’ll ever learn is just to love and be loved in return."
Det er så enkelt. Og det er så sandt.
Og netop kærligheden udgør det fundament, der har båret mig igennem endnu et svært og udfordrende år. I alt det blæsevejr, der har truet så mange gange med at vælte mig omkuld. Men jeg står stadig fast. Grundet mine livliner, der har været der til at gribe mig, når jeg var ved at vælte. De har hele tiden været der. Foran mig, bagved mig og til begge mine sider. Og de har holdt fast i mig.
Som Dolly Parton engang så stærkt har formuleret det:
“Storms make trees take deeper roots.”
Dette er så stærkt og præcist beskrevet. Og meget kendetegnende for mit 2015. Og efter de første spæde skridt ind i 2016, har jeg – takket være mine livgivende relationer – genvundet mod og styrke nok til at tage nye ‘livtag’ med alle de udfordringer, der end måtte komme i den tid, jeg nu går i møde. Og til være ligeså trofast, ligeså utrættelig og ligeså stærk for dem, som de har været det for mig.
2016 er endnu ikke ret gammel. Ikke mange sider er vendt i endnu en bog på ca. 365 sider. Og der er noget uskyldigt over et år, der kun lige har taget sin begyndelse. Det får mig til at tænke på en strofe af en gammel popsang (af Sam Cooke), som lyder:
“She was only sixteen, only sixteen
I loved her so
But she was too young to fall in love
And I was too young to know”
Jeg ved ikke, hvad 2016 bringer. Det kan gå mange veje. Jeg ved, der kommer mere blæsevejr. Flere lette briser, flere jævne og friske vinde, kuling, flere storme, orkaner og måske endda tornadoer. Jeg ved, at blæsevejr får blade til at falde af, får træer til at svaje – og grene kan ryge af undervejs. Men mine rødder er blevet stærkere. Så stammen får det ikke lov til at knække. For ét ved jeg. Mine livgivende relationer, min familie og tætteste venner – mine livliner – de er ved min side og vandrer fortsat med mig på min vej i år 2016. Og med den bevidsthed med mig har jeg følelsen af, at jeg kan klare ALT.
I stilheden efter storm vender mine ord tilbage
Jeg håber, at der i 2016 også bliver længere perioder med stille vejrforhold. Og som, i takt med den fordybelse, der indfinder sig i de mere stille stunder, giver sig til udtryk i min formidling som mere samlede refleksioner fra de erfaringer, jeg gør mig på den vej, jeg bevæger mig ud af – og som jeg bagefter kigger tilbage på. Stadigvæk tanker på gennemrejse i Neuroland. Men med flere ophold undervejs, hvor ordene ikke længere svigter, men hvor jeg derimod føler, at jeg får min stemme tilbage igen.
Så på gensyn og genhør her på Neuroland. Og godt nytår til alle jer, der læser med.
Hvor jeg virkelig virkelig genkender ALT du skrive, pånær den med de to venner der forstår og hjælper. Du er heldig💜 Jeg har venner , men de forstår ikke ( de vil gerne), så de kan desvære ikke give mig guidning eller håb heller ej være mne førehunde, når jeg kun ser sort eller livreddere når jeg er ude på åbenthav iblandt hajerne uden land i sigte, nærmest levende død plasker jeg for ikke at drukne. Jeg trækker mig faktisk fra vennerne når jeg ikke orker at forklare , når jeg ikke magter at høre hverken deres eller min egen stemme. Ensomheden er efterhånden meget trygt , men den indre kaos og ingen land i sigte er meget tungt. Jeg håber jeg en skønne dag knækker koden og mærker de glæder mit liv også rummer så jeg ikke skal forblive forpint, og skamfuld forevigt, det er alt andet end meningsfuldt.