Neuro Magic
Jeg elsker film Og hvor elsker jeg film? Fordi Film udfordrer mine største svagheder og giver mig redskaber til at udvikle mig. Samtidig giver den mig næring til en af mine største styrker – nemlig indlevelsen og fordybelsen.
Mit livs kærlighed Min allerstørste enkeltstående interesse er film. Jeg elsker at se film. Jeg er opvokset med at se mange film – min mor har været aktiv i børnefilmklubben i min hjemby i mange år. Film er mit livs kærlighed – i flere betydninger. For det var også gennem min interesse for film, at jeg mødte min nuværende mand, som jeg har delt snart 20 år af mit liv med. Min indgang til verden Film er min indgang til verden. Jeg går ofte i biografen – og gerne alene, hvis der ikke lige er en, der har lyst til lige netop at se den samme film. Jeg bliver for et par timer lukket ind i et helt bestemt univers, en stemning, en række af følelser. Jeg har oplevet, hvordan film mange gange har givet mig en forståelse af verden, jeg normalt har ikke har den samme adgang til i mit liv uden for biografsalen. Jeg forstår pludselig følelser eller sammenhænge, som ellers er utilgængelige. Lærredet rammer sanserne ind Mine sanser er fokuseret til det, der foregår på biograflærredet. Der er ikke alle de andre sanser, der forstyrrer helhedsoplevelsen, som når jeg f.eks. er fysisk sammen med andre mennesker. Filmens sprog har en direkte frekvens til min hjerne. Jeg forstår simpelthen bedre, hvad filmens skaber prøver at formidle til mig, end jeg forstår min omverdens daglige budskaber, hensigter og initiativer til kontakt. Det er som om, lærredet rammer min sanserne ind, så de bliver transformeret til en helhedsoplevelse – fremfor et virvar af isolerede detaljer, som er den oplevelse, jeg oftest har i den virkelige verden. Mit ‘fix’ – min virkelighedsflugt Jeg har gennem filmens verden fået adgang til mange forskellige verdener. Jeg har lært noget om mennesker og om dybere sammenhænge i verden. Og ikke mindst er jeg blevet underholdt og taget væk en stund fra et krævende liv. Biografen er mit frirum, mit 'fix' og min virkelighedsflugt. Jeg elsker at forsvinde ind i en verden, hvor alt i princippet kan lade sig gøre. Hvor alle slags historier kan fortælles. Der er ingen begrænsninger for, hvilken film der kan opstå i en bestemt instruktørs hjerne. Og hvilke hjerner der findes i filmens verden. 8 skelsættende måneder i filmens tegn Jeg gik på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft årgang 1995/1996. Det var en meget intens og skelsættende periode i mit liv. Jeg troede, jeg skulle filmes vej. Men jeg var ikke målrettet på noget bestemt. Jeg vidste bare, at jeg ville fordybe mig i film i nogen tid. Udsigten til 8 måneder, hvor det kun handlede om film, gjorde mig euforisk og meget forventningsfuld. Det var intenst og fyldt med stjernestunder inden for filmens verden. Vi var ca. 100 studerende fra hele verden. Nogle havde arbejdet professionelt med film før, for andre – som mig – var det helt nyt, og en filmverden lå for vores fødder, klar til at blive udforsket.
En alien omgivet af nørder
Når jeg ser tilbage, ville jeg gerne gøre det igen. Være lige præcis der i 1995. Men ikke som som jeg havde det dengang. For i 1995 var jeg fortabt og følte mig meget langt væk fra mig selv. Jeg var faret vild. Faktisk oplevede jeg på det ophold at få mit livs første depression, da jeg havde det allerværst. Jeg havde meget blandede oplevelser med at være der. Jeg var på en skole med så mange spændende personligheder og talenter. Jeg ville så gerne være en del af fællesskabet. Men ofte følte jeg, at jeg sad udenfor og kiggede ind på det, der foregik omkring mig. Uden for alvor at føle mig som en del af det. Jeg tænker ofte på, hvor meget mere, jeg kunne have fået ud af det i dag – både fagligt og socialt. Med den indsigt og viden jeg har om mig selv nu – og med en større følelse af at have værdi som menneske. Jeg var jo omgivet af nørder. Filmnørder. Vi delte vores særinteresse. Det var et privilegie, og det ville det også være, hvis jeg skulle begynde på sådan et ophold i dag. Jeg havde alle muligheder for at nyde det fuldt ud. Men følte mig som en alien. Som i Spielberg filmen Close Encounters of the Third Kind. Jeg var ulykkelig, og jeg forstod det ikke.
Ind i biografens mørke og ud af mit eget
Men det var en mening med, at jeg skulle være der lige præcis i 1995 og ikke senere. Derfor giver den slags 'hvad nu hvis' tanker ikke så meget mening, for livet går sin egen gang. Det var lige præcis, som det skulle være. Jeg mødte mit livs kærlighed, min mand, midt i mit eget mørke. At dét overhovedet kunne ske på det tidspunkt, synes jeg stadigvæk er et mirakel. At kærlighed kunne opstå på et så sårbart fundament med mørke og indadvendte energier. Men midt i mørket har jeg også udsendt andre energier, der åbnede sig mod verden. Og de blev set. Jeg var på et sted i mit liv, hvor jeg var meget modtagelig. Jeg følte, jeg intet havde at miste. At tingene faktisk kun kunne blive bedre. Det blev de. Og kærligheden til min eneste ene, har kun vokset sig stærkere lige siden.
Min film soulmate
Mit livs kærlighed deler min lidenskab til film. Vi går stadig i biografen sammen og får store oplevelser fra filmens verden. Vi elsker at snakke om filmene bagefter og analysere dem. Nogle gange kan vi ikke, fordi der er film, hvor det tager dage eller uge, før man kan forstår hvad det var man så og sætte ord på. Vi oplever ofte, at det er de samme ting, der glæder, fascinerer, forundrer, chokerer, frastøder eller morer os. Men ofte er det den intuitive forståelse af filmen, det at opleve film på et mere sjæleligt plan – det er det stærkeste, vi har til fælles i den måde, vi ser film på. Jeg har en film soulmate. Den bedste overhovedet at se film sammen med. Han er god til at give mig den analytiske ramme at analysere filmen ud fra, når jeg er totalt forvirret og ønsker svar og redskaber til at forstå. Fordi han fagligt har filmsproget på rygraden. Han kan fortælle mig detaljeret om virkemidler og billedsprog. Jeg kan mærke, når en film bare virker. Men det er fascinerede at få fortalt, hvorfor de netop gør det.
If you wanna shoot - shoot, don’t talk
Vi bliver høje af filmoplevelser. Neuro Magic. Jeg elsker alle de hjerner, der har frembragt så mange fantastiske film. Jeg har et kæmpe indre katalog i mit hovede af filmtitler, instruktør- og skuespillernavne og alle mulige andre filmfakta. Mine yndlingsgenrer er westerns, gangsterfilm og scifi. Og jeg har flere af mine yndlingsfilmm blandt film, som er så karikeret sort/hvid, at man ikke er et sekund i tvivl om, hvem der er de gode og de onde. Det er de universer, jeg umiddelbart forstår til fulde. Ikke så meget bullshit. "When you have to shoot – shoot, don’t talk!"
Virkeligheden som den også er
Jeg elsker film, der viser mig virkeligheden, som den er. Hvor intet pakkes ind i ‘bløde landinger’ eller feel-good intentioner. Jeg har ikke behov for at blive passet på, når jeg ser film. Jeg kan se de mest dystre, barske, skånselsløse og brutalt ærlige film. Hvor tingene bliver skildret usentimentalt og bare viser en side af den menneskelige tilværelse – uden at tage hensyn, uden at lefle for sit publikum. Jeg er klar over, hvorfor det hænger sådan sammen for mig. Fordi jeg i virkelighedens verden så ofte oplever, at ting bliver pakket ind. At blive spundet ind i et net af falskhed og løgne, fordi nogen prøver at skåne mig for noget – eller er bange for at såre mig.
Vis mig, hvad du står for
For mig forholder det sig stik modsat. Det der skræmmer mig allermest i livet er ikke de ting, der bliver sagt og gjort. Men de ting, der ikke bliver sagt og handlinger der undlades i misforståede hensyn. Det skjulte, det uudtalte, det ‘forbudte’. Hvis mig hvem du er, og hvad du står for – så kan jeg forholde mig til det. Jeg er ikke bange for noget, så længe jeg ved, hvad det handler om. Så længe der er nogen, der vil gøre sig den anstrengelse at forklare mig, hvad der sker – så kan jeg klare hvadsomhelst. I min verden er det et udtryk for stor tillid og kærlighed, når mennesker tør være fuldt autentiske og fortælle tingene som de er – og samtidig har tillid til, at jeg kan finde ud af at håndtere informationerne.
1:1 Råt for usødet
Jeg elsker, når filminstrøktører udviser den form for tillid til publikum. Jeg føler mig så lettet, når jeg ser den slags film. Selv de aller grummeste af slagsen. For det er jo også en del af virkeligheden. ENDELIG er der nogen, der bare fortæller mig om livet – råt for usødet. Uden at bekymre sig om, hvordan jeg reagerer på det. Så ved jeg der ikke bliver holdt noget tilbage. Det er ikke lagt et lag på, så tingene kan ‘glide lettere ned’.
En sten i skoen
Men jeg kan dybest set lide alle slags film, så længe de er godt skruet sammen og rører mig. Jeg siger ikke nej til en bestemt genre på forhånd. Jeg kan lide de sort/hvide ‘firkantede’ universer, men jeg holder også af film med åbne slutninger, film der stiller flere spørgsmål end svar. Den slags film kan både være ualmindeligt frustrerende, fordi jeg altid søger klare svar. Samtidig fascinerer de mig, fordi de udfordrer min oplevelse af verden som sort/hvid. De rumsterer længe i mig, og de gør mig klogere, mere nysgerrig og åben for andre måder at se verden på. Som Lars Von Trier har sagt, så skal en rigtig god film være ‘en sten i skoen’. En film man ikke lige bliver færdig med lige med det samme.
En manual til verden udenfor
Igen er det lige præcis det, der gør film så vidunderligt. De giver mig redskaber til at sanse, tænke og opleve på en anden måde end jeg normalt gør. I virkelighedens verden er jeg ofte sort/hvid. I virkelighedens verden bryder jeg mig ikke om alt det underlæggende, der ikke bliver udtalt. I virkelighedens verden, ønsker jeg flere svar, end jeg ønsker mig nye spørgsmål. At se film udfordrer min måde at være i verden på og giver mig redskaber til at forstå den bedre. Der findes ovenikøbet et bestemt filmsprog, man kan fordybe sig i. Hvor man netop får et sæt redskaber til at forstå, hvad der sker på lærredet. Jeg får redskaber til at analysere billedsymbolikken, dialogerne og opdage forskellige filmiske virkemidler, der er med til at give en større oplevelse af filmen og dens sammenhænge. Erfaringen fra mine filmoplevelser tager jeg med ud i verden, for der findes netop ikke så tilgængelig en 'manual', som filmens verden har sat til rådighed. Det at se film er derfor både min forberedelse til, væren i og bearbejdning af verden.
Neuromagic er stedet på neuroland, hvor jeg deler mine oplevelser om film. Jeg vil i ny og næ komme med en ‘filmanmeldelse’. I citationstegn, da det ikke kan sammenlignes med egentlig filmanmeldelser. Det er min helt subjektive oplevelse af en film, et univers, mine tanker om en bestemt instruktør eller skuespiller. Mine helt personlige anmeldelser.
Husk – film skal ses i biografen! Vi ses i Neuromagic...
